Hun er ikke helt tryg ved situationen. Den 29-årige indretningsarkitekt Yael skal giftes om få uger, og som jøde i Israel er der kun én lovlig måde, hun kan blive viet på. Den ortodokse. Det indebærer, at hun skal overholde en række regler og love i forbindelse med brylluppet – blandt andet, at hun skal besøge en brudeguide og lære at blive en god hustru. Det er det besøg, hun er på vej til nu, og som gør hende anspændt.
”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg håber ikke, at jeg skal svare på en masse ubehagelige spørgsmål og lære at lave mad og gøre rent og den slags håbløst gammeldags ting,” siger hun.
Den unge kvinde er langtfra den eneste israeler, som ser med stigende skepsis på landets strenge regler for, hvem der kan blive viet i ls-rael, og hvilke ritualer og traditioner der følger med.
Kun hvis begge parter er heteroseksuelle, tilhører samme religion og er enten ortodokse jøder, troende muslimer eller medlemmer af et af ni anerkendte kristne trossamfund, kan de blive gift. Dermed er mindst 666.000 israelske borgere afskåret fra at blive viet i deres hjemland, fremgår det af en opgørelse foretaget i år af organisationen Hiddush, som kæmper for religiøs frihed og lighed i Israel. Og kampen mod de religiøse samfunds monopol på bryllupper stiger.
Det er Yaels forældre, der insisterer på, at hun skal giftes ved en ortodoks ceremoni i Israel. En god tradition og gammel kultur skal man ikke sådan lave om på, mener de, selvom de ikke er specielt religiøse.
Yaels tro er også meget selektiv. Hun plukker de elementer fra jødedommen, der giver mening for hende såsom at holde fri på den ugentlige helligdag, sabbatten, og at adskille kød og mælkeprodukter efter de jødiske kosher-spiseregler. Til gengæld går hun sjældent i synagoge, og hun kører bil, tager på stranden og ser fjernsyn på sabbatten, hvilket strider mod det jødiske regelsæt.
”Hvis jeg tænker logisk på, hvad jeg gør, giver det ingen mening. Men sådan føler jeg mig bedst tilpas. Min kæreste er heldigvis heller ikke så firkantet,” siger hun.
Kæresten, Kobi, er 29 år, fysioterapeut og født i Hviderusland. Han er slet ikke religiøs, men for at blive gift i Israel skal han som migrant vise, at han er en ”rigtig” jøde set med statens øjne. Det indebærer, at han skal møde op på et officielt kontor og bevise gennem billeder, samtaler og vidneudsagn fra sin bedstemor, at han er vokset op med ortodokse jødiske traditioner.
”Han fik heldigvis godkendelsen i sidste måned, så nu mangler jeg bare at komme igennem det her brudekursus, før vi kan blive gift. De gør det ikke nemt for os,” siger Yael.
Hvis ikke hendes forældre havde sat sig imod, var parret blevet gift i udlandet for at undgå alt besværet. Cirka 20 procent af alle israelske par bliver viet i andre lande som en konsekvens af de stramme ægteskabsregler. Det er dobbelt så mange som i begyndelsen af 2000’erne. Og stigningen skyldes den stærkt diskriminerende lov, mener Sharon Avraham-Weiss, administrerende direktør ved Foreningen for Civile Rettigheder i Israel (Acri).
”Problemet er, at den politiske lov i Israel er underlagt den religiøse lov, som kun anerkender ortodoks jødedom. Her er der ikke plads til folk med anden religion eller seksualitet, og der er slet ingen lighed mellem mænd og kvinder. Kønssynet er frygtelig forældet,” siger hun.
Sharon Avraham-Weiss valgte selv at rejse til USA og blive gift, fordi hun ikke ville vies på den ortodokse måde. Hun kalder den manglende frihed til at gifte sig med hvem, man vil, for ”et brud på menneskerettighederne”.
Flere organisationer kæmper også mod de religiøse samfunds monopol på bryllupperne. Be Free Israel-bevægelsen (Vær Fri Israel) indledte i sidste uge en kampagne for at oplyse borgerne om alternative bryllupsformer i samarbejde med grupper af reformjøder og konservative jøder, der heller ikke må blive gift i landet.
Også foreningen Hiddush er varm fortaler for frihed til at gifte sig med hvem, man vil. Formanden, rabbiner Uri Regev, forklarer, at løsningen ikke er bare at rejse til udlandet for at blive viet. For hvis parret sidenhen vil skilles i Israel, skal de først gennemføre en kort religiøs vielses-ceremoni, før de igen kan blive officielt skilt på den ortodokse måde.
”Det kan være en traumatisk oplevelse, ikke mindst for kvinden, som har meget dårlige rettigheder ved skilsmisse i ortodoks jødedom. Så flere israelske par foretrækker faktisk at bo sammen uden at blive gift,” siger Uri Regev.
Selvom tallet er fordoblet på få år, er det stadig blot fire procent af alle israelske par, der kun er samlevende og ikke ægtefolk ifølge rapporten ”Kvinder i Israel – Mellem teori og realitet”, udgivet af organisationen Israelske Kvinders Netværk i 2012.
Uri Regev oplever, at kampen mod de religiøse samfunds vielsesmonopol vokser alle steder i samfundet – også blandt dem, der gerne må gifte sig i Israel.
”Stadig flere ortodokse par fravælger at blive gift i Israel for at vise deres modstand mod det ortodokse monopol på ægteskabet. De mener, at jødedommen giver mulighed for langt bredere fortolkninger og videre rettigheder og rammer end dem, landets religiøse ledere støtter,” siger han.
Det bakkes op af en rundspørge foretaget blandt landets jødiske befolkning af Rafi Smiths Meningsmålingsinstitut i 2015. Her svarer 65 procent af landets jøder, at det ortodokse monopol på bryllupper distancerer jøder fra jødedommen, mens kun 14 procent mener, at det knytter jøder og jødedommen tættere sammen.
I en forstad til Jerusalem står 29-årige Yael og tripper på dørtrinnet til hjemmet hos den kvinde, der skal guide hende til at blive en god hustru. Hun tager en dyb indånding, før hun ringer på. Hun har svært ved at slappe af i selskab med folk, der vil fortælle hende, hvordan hun skal leve sit liv, som hun formulerer det.
”Jeg føler automatisk en modstand og går i forsvarsposition, hver gang de ekstremt troende fra den ene eller anden religion vil bestemme over mig. Jeg viger altid lidt udenom. Sådan har jeg det også med loven for bryllupper her i landet. Jeg synes, alle skal kunne gifte sig med hvem, de vil,” siger hun.
Døren går op, og brudeguiden træder frem. Kontrasten mellem de to kvinder er slående og viser med al tydelighed, at der er mange måder at være troende jøde på anno 2016.
Yael Muhtars krøllede sorte hår er løst sat op med et blomstret pandebånd. Hendes brune hud og kroppens former træder tydeligt frem under de korte cowboybukser og den løse T-shirt, og neglene på både fingre og tæer er lakeret røde. Den cirka 20 år ældre kvinde foran hende er klædt i sort fra top til tå. Håret er dækket af et tørklæde, øjnene er stærkt trukket op med sorte streger, og smilet er venligt, men bestemt, da hun byder indenfor.
Der er tre farver i stuen: sort, hvid og sølv. Farverne går igen i møblerne, flisegulvet, væggene og reolerne med de hellige skrifter, og en aircondition summer højt og overdøver både fuglefløjt og de 39 graders varme på den anden side af vinduerne.
Det er guiden, der fører ordet. I halvanden time taler hun løs, mens Yael Muhtar nikker forsigtigt, smiler forlegent og igen og igen siger ja og nej på hebraisk. Guiden taler om at give kærlighed uden at forvente at få noget igen. Hun forklarer om ægteskabets udfordringer og om pligterne i hjemmet.
”Hvis for eksempel din mand for en sjælden gangs skyld tager opvasken, er det bedre at rose ham end at skælde ham ud for ikke at gøre det noget oftere. Ellers gør han det ikke igen,” siger hun.
Yael griner. Hun plejer at skælde sin kæreste ud.
Tonen bliver mere alvorlig, da snakken falder på de religiøse regler for brylluppet. En vigtig del er, at kvinden skal i et religiøst bad, en mikveh. Det er en åndelig renselsesproces, hun skal gennemføre både fire dage før brylluppet og efterfølgende en gang om måneden resten af livet. Hver gang kvinden får sin menstruation, skal hun vente syv dage og derefter føre et hvidt stykke stof op i underlivet for at tjekke, om der stadig er blod. Guiden demonstrerer i luften hvordan. Den vordende brud fniser.
Er menstruationen ovre, skal kvinden atter i det religiøse bad. Derefter er hun endelig klar til at sove med sin mand, forklarer guiden. Yael sænker blikket. Hun fortæller ikke, at hun og kæresten allerede deler seng.
En del af modstanden mod de religiøse bryllupper i Israel går på de meget mandsdominerede normer og regler. Kun åndelige ledere af hankøn kan forestå vielsen. Før bryllupsceremonien skal gommen bekræfte, at det er den rigtige brud, der sidder foran ham. Og efterfølgende giver han hende en ring som en slags symbol på, at han køber hende.
Langtfra alle synes om det kønssyn, traditionerne repræsenterer, og derfor opstår der hele tiden nye tilbud om alternative ceremonier. De er ikke tilladt af staten, som omvendt heller ikke kan håndhæve forbuddet på grund af det kraftigt stigende antal. En af udbyderne er organisationen Havaya.
”Vi har intet imod de religiøse bryllupper, men vi synes, at folk skal kunne vælge selv,” siger talsmand Shimri Segal.
Havayas bryllupper er åbne for alle uanset religiøse og seksuelle præferencer. Det ligger godt i tråd med ønsket fra et flertal af landets jødiske befolkning. 64 procent mener, at både civile, homoseksuelle og ikke-ortodokse bryllupper skal tillades ifølge Rafi Smith-meningsmålingen fra 2015.
Organisationens bryllupper adskiller sig desuden ved at have kvinder ansat til at varetage ceremonierne, som de arrangerer cirka 800 af om året. Det er nemlig vigtigt for kønskampen i landet at vise kvinder som spirituelle mentorer, siger Shimri Segal.
”Derudover bestemmer parret selv, hvordan ceremonien skal være. Mange vælger at kombinere nogle af de gamle jødiske traditioner med ting, der siger noget om dem selv. Det kan være en sang, de gerne vil synge, eller et anderledes sted, hvor vielsen skal foregå. Vi giver dem det, de ønsker,” siger han.
Yaels bryllup med Kobi bliver ikke helt, som hun kunne have ønsket det. Helst ville hun have holdt en lille intim fest i et drivhus på landet eller ude i skoven. Men hendes forældre insisterede på at følge tradi-tionerne, og de kunne umuligt barbere gæstelisten ned under 200. Derfor foregår festen i en stor kibbutz nær Jerusalem.
Brudekurset har været den sidste hindring før den store dag. Og nu står hun på fortovet foran guidens hus med et diplom i hænderne. Godkendt.
Hun griner lidt og ryster på hovedet over de dele af snakken, der handlede om hendes sexliv. Men alt i alt har oplevelsen været overraskende god, synes hun:
”Guiden holdt sig til at forklare, hvad de religiøse skrifter siger. Hun udspurgte ikke mig om, hvad jeg synes eller tror på. Så det var mere undervisning end en afhøring. Faktisk var det meget interessant.”
Og ligesom Yael altid har plukket i de elementer af jødedommen, hun føler sig godt tilpas med, vil hun gøre det samme i forbindelse med brylluppet. Hun vil gå i det religiøse bad fire dage før bryllupsceremonien, som normerne kræver. Og føles det godt, vil hun fortsætte med at gøre det bagefter:
”Jeg forholder mig meget åbent til at leve efter de religiøse regler, hvis det føles rigtigt. På samme måde håber jeg, at landets ledere fremover vil forholde sig mere åbent til dem, der gerne vil leve anderledes.”
