Tidligere topdiplomat: 30 år efter genforeningen er Tyskland blevet Danmarks bedste nabo

Murens fald og Tysklands genforening blev den lykkeligste oplevelse i Friis Arne Petersens over 40 år i udenrigstjenesten. Og selvom han nu har takket af som dansk ambassadør i Berlin og taget fat på en ny karriere, er de nære kulturelle og historiske bånd mellem Danmark og Tyskland i hans øjne altafgørende

”Vi er ved at bevæge os væk fra at se tyskerne som et militærparadefolk med verdensmagtfantasier. Tyskland er i dag nok det mindst uperfekte demokrati i Europa sammen med Danmark og Sverige,” siger Friis Arne Petersen, som er tilbage i København efter fem år som dansk ambassadør i Berlin.  – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
”Vi er ved at bevæge os væk fra at se tyskerne som et militærparadefolk med verdensmagtfantasier. Tyskland er i dag nok det mindst uperfekte demokrati i Europa sammen med Danmark og Sverige,” siger Friis Arne Petersen, som er tilbage i København efter fem år som dansk ambassadør i Berlin. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

En tysk kansler og en dansk ambassadør går sammen rundt i en udstilling på det lille Stralsund Museum. Det er august 2019, og de er der for at se østersøbyens berømte vikingeguld, som museumsinspektøren stolt viser frem. Guldsmykkerne fra det 10. århundrede har tidligere været udlånt til Nationalmuseets store Viking-udstilling, men er tysk kulturarv, fordi de blev fundet i lokalområdet. Pludselig kommer de forbi en gammel kopi af Stral-sund-freden. Dokumentet, der i 1361 afsluttede næsten ni års blodig konflikt mellem Valdemar Atterdag og hansestæderne efter den danske konges erobring af Gotland.

”Hver gang du graver lidt i den tyske fortid, dukker der historiske bånd mellem Danmark og Tyskland op. Der er næsten ikke noget, du rører ved eller møder, der ikke har en eller anden dansk-tysk historie at fortælle. Nogle gange lykkelig, andre gange dramatisk,” fortæller Friis Arne Petersen med begejstring i stemmen.

Det er godt og vel en måned siden, at dansk diplomatis grand old man stoppede som Danmarks ambassadør i Tyskland efter fem år på posten. Museumsturen sammen med Angela Merkel i forbundskanslerens østtyske valgkreds står stadig lysende klar for ham. For den symboliserer det ”fantastiske historiske forhold” mellem de to nabolande, som han har nydt at opleve på nærmeste hold – også på det lille museum i den gamle hansestad:

”Der er nogle oversigter over krige mellem Danmark og Tyskland, hvor jeg kan udpege for Merkel, at der omkring 1500-tallet var tre-fire dansk-tyske krige, selvfølgelig med grevskaber og hertugdømmer som aktører mod den danske krone.”

Hvordan reagerer Merkel?

”Hun sukker dybt og siger noget a la ’ Ach, du lieber Gott ’. ’Har vi virkelig udkæmpet så mange krige?!’ Og det har vi – med vores store nabo i syd, Tyskland, og med vores store nabo i nord, Sverige, og alligevel har vi de seneste 70 år med EU kunnet skabe et Europa med fælles strukturer, som synes at være i stand til at immunisere os mod den slags gamle fjendebilleder. Og det tror jeg kommer til at lønne sig, så vores europæiske kulturarv vokser mere og mere sammen. Vi danskere har altid set tyskerne igennem den prisme, som krigene har skabt, og ikke igennem den anden historie, som også har været til stede – alle de lykkelige ægteskaber, kulturudvekslingen, de videnskabelige påvirkninger. De har bare ikke fyldt så meget i vores litteratur og vores opfattelse, som krigene har.”

Næsten 42 år blev det til i udenrigstjenesten for Friis Arne Petersen. Undervejs har han blandt meget andet været direktør for Udenrigsministeriet og ambassadør i USA og Kina, inden Berlin blev det sidste stop på en lang diplomatkarriere. I en alder af 67 år har han nu taget fat på en ny karriere som lobbyist og partner i det skandinaviske public affairs-bureau Rud Pedersen, som har til huse i et flot hus over for Christiansborg i København.

”Jeg drømte om at blive fisker, for det var det, min far og bedstefar og alle mine forfædre har været. Det var dertil, min verden gik. Jeg anede ikke, hvad en embedsmand var, eller hvordan det var at arbejde for en regering eller et ministerium,” fortæller han om barndommen i Skagen.

”Men så kom jeg i gymnasiet, og så fik vi folkeafstemning om EF, da jeg gik fra gymnasiet til universitetet. Når jeg tænker på min første sommer her i København på Københavns Universitet op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972, da havde vi jo også en debat, som havde meget med Tyskland at gøre. Kunne vi danskere overhovedet arbejde sammen med tyskerne i så tæt et traktatbaseret samarbejde med den historie, vi havde? Det var en relevant bekymring hos rigtig mange danskere, for det var vores fjendebillede. Det billede er i dag forvandlet på en måde, som ingen kunne have forestillet sig. Tysklands enhed og genforeningen, hele Tysklands udvikling, hvem kunne have set det i 1972, da vi blev medlem?”.

”Vi er ved at bevæge os væk fra at se tyskerne som et militærparadefolk med verdensmagtfantasier. Tyskland er i dag nok det mindst uperfekte demokrati i Europa sammen med Danmark og Sverige. Og nu da Storbritannien vitterligt er på vej ud af EU, er Tyskland den mest naturlige partner for danske interessers varetagelse,” siger Friis Arne Petersen.

Som leder af ministersekretariatet og en af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) nærmeste medarbejdere var han selv med på tæt hold under de historiske begivenheder, da Berlinmuren faldt den 9. november 1989, og Tyskland blev genforenet den 3. oktober 1990.

Uffe Ellemann-Jensen fortalte sidste år her i avisen, hvordan du kravlede op på Muren, da I sammen besøgte Berlin i februar 1990. Inden året var omme, var DDR fortid, og Tyskland samlet. Hvordan oplevede du det?

”Det er formentlig den største glædesbegivenhed, jeg har oplevet i mine mere end 40 år i statens tjeneste, at Muren i Tyskland og Jerntæppet i Europa kunne falde. At alle de – troede man dengang – naive, urealistiske drømme om et fredeligt Europa og et genforenet Tyskland virkelig kunne blive en realitet. Det var jo nærmest ubegribeligt, at det kunne gå så godt så hurtigt. At alt lykkedes for Vesten, for USA, for Nato, for EU. At alle ville og kunne,” siger Friis Arne Petersen.

Han minder om, at der selvfølgelig også var modstandere af at se et samlet Tyskland. En af dem var statsminister Poul Schlüter (K), som i ”Højlunds Forsamlingshus” gav udtryk for, at han personligt var imod, selvom han kom fra samme konservative partifamilie som kansler Helmut Kohl.

”Jeg tror, Kohl tog det tungt, at forståelsen hos den danske statsminister dengang ikke var større. Men det var den af gode grunde ikke, og her i det igen historien, der spiller ind. Vi havde en debat dengang mellem Udenrigsministeriet og Statsministeriet om, hvor vi skulle lægge os. Vi endte på den rigtige, gode side, fordi vi var realister. Og vi havde en udenrigsminister, der havde rejst rigtigt meget i Østeuropa og oplevet det skrækkelige DDR. Og det må jeg også sige, at noget af det mest uhyggelige, jeg har oplevet i mit liv, er Østeuropa og Sovjetunionen dengang i de 12 første år af min karriere. Det er der ingen af mine børn, der kan forstå i dag. At være i Østberlin dengang, og så nu her i de sidste fem år at kunne cykle rundt i den by, som om intet var hændt. Det er da en kæmpe oplevelse, at det kunne gå så godt, som det gjorde.”

En af grundene til, at genforeningen lykkedes så overraskende hurtigt og smertefrit, var de personlige bånd, som Kohl havde opbygget til sine kolleger i Sovjetunionen, USA og Frankrig; Mikhail Gorbatjov, George H.W. Bush og Francois Mitterand. Og selvom Danmark ikke direkte var involveret i de såkaldte fire plus to-forhandlinger mellem de fire sejrsmagter fra Anden Verdenskrig og de to tyske stater, blev forhandlingerne fulgt med stor interesse i Udenrigsministeriet i København, hvor Uffe Ellemann-Jensen blandt andet blev orienteret om forhandlingerne af sin tyske ven og kollega, udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher.

”Det var dengang, at min personlige professionelle interesse for Tyskland blev grundlagt. At kunne se en dansk udenrigsminister have så tætte personlige relationer til en vesttysk udenrigsminister og derigennem varetage nationale interesser og få tingene til at gå op i en højere enhed. Det handler om at få det personlige og politiske til at blive en succes ved at se på hinandens problemer med stor forståelse og også kende til hinandens begrænsninger. Den tilgang, tror jeg også, er Europas fremtid i dag, for vi skal forstå Polen og Ungarn bedre og det samme med de nye højrebevægelser i Europa,” siger Friis Arne Petersen.

Både Polen og Ungarn har haft stor gavn af at komme med i EU, og lederne i de to lande gik dengang i front i kampen mod kommunismen. Hvad er gået galt?

”Jeg synes, at det er rigtigt, at Merkel i sin politik i så høj grad betoner sammenhængskraften i Tyskland og Europa. Fordi vi ved, at der er disse splittelsestendenser. Personligt har jeg den oplevelse, at der er mange politikere, der tillader sig mere nationalisme og mere vokal kritik af EU, end de reelt økonomisk tør stå på mål for. De kan jo godt se i Polen og Ungarn, at de faktisk har været rigtig gode til at lade sig europæisere og få europæiske fordele.”

”Men Merkel har måske også været for progressiv for fem år siden med flygtningepolitikken. Det var ikke let for Polen og Ungarn at acceptere hendes ønske om en supersolidarisk europæisk flygtningepolitik. Det gik for stærkt, og det var for meget. De har fået en ny højrefløj i Tyskland på den konto. Alternativ for Tyskland (AfD) er også et produkt af en politik, der selv for et velfungerende samfund som det tyske blev for vidtgående.”

Men hvor velfungerende er det genforenede Tyskland?

”Når jeg oplever Østtyskland, så er der en kulturforskel og en historisk forskel, men det er gået ret godt, vil jeg sige på godt jysk, og det er ikke skidt. Det er virkeligt imponerende, hvor meget Tyskland har kunnet levere af sammenvoksning.”

Har du oplevet nogen konkrete kulturelle forskelle i de fem år, du har boet i Berlin?

”Jeg opfatter det som en personlig, holdningsmæssig forskel, som mange tidligere østtyskere ønsker at have. En identitetsmarkør og personlig holdning, som især er vokset på højrefløjen efter 2015. Jeg kan jo godt høre, når man for eksempel har dyrket sport med nogle mennesker og taler sammen bagefter, så går de hårdt til eliten. For det er vesttyskere alle sammen i politik og erhvervsliv. Der er jo kun Merkel tilbage i spidsen af dette store lands repræsentanter, som er opvokset i Østtyskland. Men det er også et land, hvor ligheden og den sociale retfærdighed er så stor, at man ikke rigtigt kan klage. Og selvom man er kommet langt, så er der selvfølgelig hos den enkelte – og især i en vis høj alder – en følelse af at være noget specielt med den baggrund, de har i DDR. Men det er noget, der kan rummes i den succes, som Tyskland er i dag rent politisk.”

Tilbage til det dansk-tyske forhold og et andet genforeningsjubilæum. Det må have svært for dig at forlade Berlin midt under coronakrisen, når nu alle sejl var sat til at markere 100-året for Genforeningen og det dansk-tyske kulturelle venskabsår?

”Det var da også trist. Jeg havde drømt om at se den tyske præsident stå ved grænsen sammen med Dronningen på 100-årsdagen. Det ville selvfølgelig have været et enormt smukt billede symboliserende vores historie. Men vi nåede jo kun tre måneder af venskabsåret, og så kom corona. Det gik meget hurtigt op for os, at vi fulgte mange af de samme forsigtighedsprincipper modsat vores andre nære allierede som Sverige og Storbritannien.”

I selve grænseregionen vakte den lukkede grænse stor bekymring. Har man ikke været nok opmærksom på det i København?

”Det tror jeg er rigtigt, og jeg tror, at Folketinget, Christiansborg og regeringen skal være endnu mere opmærksom på, at vi har to store vellykkede grænseregioner, både den mod syd og over Øresund. Forhåbentlig er der nogen, der nu har lært, at grænsen ikke er en streg i disse regioner. Det er et rum, der skal behandles med stor opmærksomhed og hensyntagen og støttes i at kunne vokse sammen endnu mere,” siger den nu forhenværende diplomat.

Det er da også de nære historiske, kulturelle og menneskelige bånd mellem Danmark og Tyskland, som Friis Arne Petersens ord har været ”det mest glædelige og tilfredsstillende” for ham i hans fem år i Berlin.

”Vi kunne ikke ønske os nogen bedre nabo end Tyskland. Det har lønnet sig at vokse sammen – med alle vores krige i bakspejlet er det en helt fantastisk udvikling, som har overgået fantasien. Heldigvis er 100-året for Genforeningen bare udskudt, så vi kommer til at fejre det. Vi får en tysk præsident og Dronningen at se ved grænsen næste år, om corona tillader det. Og så vil jeg sikkert stå henne ved hegnet og glæde mig," siger han