Et tv-hold er på vej ud, og en journalist er på vej ind. Der er livlig aktivitet på kontoret hos China Labour Bulletin – den organisation, som Han Dongfang grundlagde i 1994 efter at være blevet udvist af Folkerepublikken Kina. Han er en af de kendte skikkelser fra dengang i 1989, hvor verden så til med forfærdelse, da hundredvis af studenter blev mejet ned i gaderne ind mod Den Himmelske Freds Plads i hjertet af Beijing.
Derfor får han hvert år omkring den 4. juni – årsdagen for massakren – snesevis af henvendelser fra både lokale og internationale medier. De seneste 10 år har han konsekvent sagt nej, men i år har han sagt ja til at give en række interviews, såsom til Kristeligt Dagblad.
”Når jeg i så mange år har takket nej til at stille op til interview, er det, fordi jeg føler, jeg bliver hevet frem som en eller anden dinosaur fra en fjern fortid. Det bryder jeg mig ikke om. Og så handler det også om, at det er forbundet med stor smerte at tale om de ting, der skete i 1989. Du skal tænke på, at jeg i perioden efter den 4. juni blev krydsforhørt om disse hændelser af politiet dag og nat flere døgn i træk. Så jeg håber, du forstår, at der er ting, jeg helst vil lægge bag mig,” siger Han Dongfang med dæmpet stemme og et alvorligt udtryk i øjnene.
Smilet vender dog hurtigt tilbage, da han fortsætter:
”Men nu synes jeg efterhånden, der er nogle ting, som er vigtige for mig at få sagt, og derfor stiller jeg op i år. Det, der skete i 1989, var startskuddet til den vigtige kamp for retfærdighed. En kamp, der stadig pågår, og som ikke er til at stoppe. Mange af demokratiforkæmperne kom til at betale en høj pris – hundredvis mistede livet i blodige sammenstød med militæret. Men de fik sat noget i gang, og det er jeg stolt af at have været en del af,” siger den 55-årige Han Dongfang.
Protesterne, der fandt sted omkring Den Himmelske Freds Plads i 1989, er mest kendt som et studenteroprør. Men som jernbane-arbejder var Han Dongfang også særdeles aktiv i demokratibevægelsen og med til at stifte Beijing Workers’ Autonomous Federation som et alternativ til den statskontrollerede fagforening. Han var meget inspireret af studenterne og ville også gerne holde tale for de forsamlede på pladsen.
”Jeg skulle sige noget om demokrati, men gik pludselig i stå. Syntes ikke rigtig, at jeg kunne finde på nogen at citere. Men så sagde jeg noget i den her retning: ’For mig handler demokrati om, hvorvidt man som arbejder kan være med til at beslutte, hvad ens løn skal være. Som det er nu, er det kun arbejdsgiveren, mens vi andre ikke har en chance.’” genfortæller Han Dongfang.
Han husker talen som lidt kikset, men også at den dog udløste spredt bifald fra studenterne på pladsen foran Folkets Store Hal.
”Altså jeg syntes jo, det var lidt flovt, at jeg ikke havde kunnet løfte mig op til at sige nogle mere bevingede ord om demokrati. Men jeg er dengang som nu fagforeningsmand og mener stadig, at det er en af de bærende grundpiller i et demokrati at få arbejderne til at gå sammen i fagforeninger og kæmpe for bedre løn og arbejdsforhold gennem forhandlinger med arbejdsgiveren. Og selvom jeg dengang foran alle studenterne i 1989 syntes, det var en sølle tale at diske op med, så er det ironisk nok det, jeg laver i dag,” fastslår den tidligere jernbanearbejder, der kom til at holde mange flere taler på Den Himmelske Freds Plads.
Lige indtil den 4. juni, hvor militæret blev beordret til at rydde pladsen.
På et tidspunkt gik det op for Han Dongfang, at han var havnet på politiets liste over de mest eftersøgte aktivister og meldte derefter sig selv. Han røg straks i fængsel – uden rettergang – og sad der i 22 måneder, indtil han var blevet så syg af tuberkulose, at han efter internationalt pres blev løsladt for at kunne komme i behandling i USA.
I 1993 var han klar til at rejse tilbage til Kina for at genoptage sine aktiviteter i hjemlandet. Men her ville de kommunistiske myndigheder ikke lukke ham ind. Han blev i stedet udvist til den daværende britiske kronkoloni Hongkong, hvor han har haft base siden. Året efter stiftede han China Labour Bulletin, en ngo, hvis formål var og stadig er at støtte kinesiske arbejderes kamp for retfærdighed. For som han siger, så er både strejker og mange andre former for civil ulydighed taget til i de senere år i Folkerepublikken Kina.
”Det går op for flere og flere kinesere, at frugterne af Kinas hastige økonomiske vækst langtfra bliver ligeligt fordelt – og den ulighed er ved at blive et problem, som Kommunistpartiet heller ikke længere kan sidde overhørig. For hvis kommunisterne fortsat skal kunne opretholde magten, så skal de have en legitimitet hos befolkningen. Og det grundlag begynder at skride, hvis folk oplever at blive uretfærdigt behandlet,” forklarer Han Dongfang og fortsætter:
”Derfor er også selveste præsident Xi Jinping begyndt at bekymre sig om vilkårene for landets mange millioner industriarbejdere. Og det er også på den baggrund, vi i dag ikke længere forsøger at samle de kinesiske arbejdere i alternative fagforeninger. Nej, vi forsøger faktisk at arbejde gennem de etablerede statskontrollerede fagforeninger og prøver at få dem til at forhandle med arbejdsgiverne frem for at havne i en konflikt, der udløser strejker.”
Den erfarne fagforeningsmand medgiver, at det kan lyde besynderligt, at han som gammel antikommunistisk aktivist nu arbejder med partistyrede fagforeninger i Kina. Men som han pointerer, er Kommunistpartiet i dag i en situation, hvor det midt i en usikker økonomisk tid og en handelskrig med USA for alt i verden skal undgå uro på bagsmækken – altså at der bliver for meget murren i krogene i by og på land. Og derfor kan selv statsstyrede fagforeninger, hvis de ellers kæmper for arbejdernes rettigheder, være en stabiliserende faktor for det kommunistiske regime midt i en tumul- tarisk tid.
På spørgsmålet om, hvorvidt der så i dag 30 år efter protesterne i Beijing findes en demokratibevægelse i Kina, kigger han lidt overbærende på Kristeligt Dagblads udsendte og stiller smilende et modspørgsmål:
”Jo, men skulle vi så starte med at definere, hvad demokrati er, ligesom jeg skulle gøre over for studenterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989? Altså for mig er demokrati først og fremmest, at man deltager i noget og kæmper for sin ret. Som når du i dag på de sociale medier i Kina kan finde masser af eksempler på bønder, der kæmper for retten til deres jord. Husejere, der kæmper mod brutale nedrivninger, eller arbejdere, der går i strejke, ja, så eksisterede det altså ikke i det omfang før 1989,” opsummerer Han Dongfang og tilføjer:
”Det var det kim til et spirende demokrati, der blev lagt dengang. Det var et træ, der blev plantet, og som nu bærer frugt. Og det er den fortælling, jeg gerne vil give videre til alle jer uden for Kina. Vi kæmper stadig.”