Hylderne var ikke tomme, men ej heller fyldte i supermarkedet i Novosibirsk i 1988. Den kommunistiske planøkonomi i Sovjetunionen havde ry for varemangel, men varer var der – oftest. Udbuddet var derimod begrænset og eksempelvis pålægsvarer triste. Grøntsager kunne derimod være en fest – de kom fra de sydlige sovjetrepublikker og på grund af lidet sofistikerede produktionsmetoder var de vel 100 procent økologiske.
Fast forward til 2021: Går man ind i et russisk hypermarked i Moskva, så slår vareudbuddet, hvad man kan møde noget steds i Danmark. Mayonnaise, der er en grundingrediens i det russiske køkken, har typisk seks til otte hyldemeter på køl, og fiskeafdelingen – russerne elsker fisk – er stor, og der ligger frisk laks, stør og naturligvis kaviar i diverse udgaver.
Forskellen på 1988 og 2021 er som to forskellige lande.
I sovjettiden var russernes køkultur legendarisk. Indimellem kunne ens lokale butik få en ekstra stor leverance af for eksempel en type kød – så stillede man sig op i en kø, der kunne tælle flere hundrede mennesker. Det kan man naturligvis ikke bruge sin tid på, så køkulturen indbefattede, at man fik et nummer. Det var ikke butikken, men én i køen, der skrev folk op – så gik man til og fra og spurgte til, hvor langt man var kommet frem i køen.
Russerne dengang kunne stille sig op i en kø uden at vide, hvad der var i den anden ende – for var der en kø, så var der noget godt i den anden ende. Engang hos en familie, som denne skribent boede hos i Skt. Petersborg, var det kalvelever, der en dag var overflod af – så var der kalvelever både til middag og til morgenmad. Den russiske gæstfrihed indebærer, at man altid skal have det bedste, værten kan byde på. Det gælder også den dag i dag.
Oliepriserne gav velstand
I dag kan russerne købe, hvad de vil og oftest døgnet rundt i de store byer – hvis de har råd. For den russiske købekraft er i tilbagegang, og købekraften udhules af inflation. Det er accelereret under coronakrisen, men har været undervejs længere end i verdensøkonomien som helhed.
De første 10 år efter årtusindeskiftet var den moderne russers storhedstid – ja, den mest velhavende tid i hele Ruslands historie. Og den mest frie nogensinde. Der opstod en betydelig middelklasse, hvoraf der alene i Moskva var minimum fire millioner mennesker med en disponibel indkomst svarende til eller over den gennemsnitlige i Danmark.
Fra årtusindets begyndelse steg oliepriserne, og da olien er Ruslands vigtigste indtægtskilde, steg velstanden i den brede befolkning på en måde, som ikke er set før eller siden. I dag er oliepriserne også høje, men man ser ingen positiv effekt på den generelle velstand i befolkningen, hvor flere og flere befinder sig under den officielle fattigdomsgrænse – officiel statistik er ikke nyttig her, men økonomer taler om alt mellem 20 til 40 procent af befolkningen.
I Rusland kan der godt leves et liv under fattigdomsgrænsen. Dem, der overlever bedst, er folk, der kan leve i en naturalieøkonomi – typisk pensionister på landet. De har egen nyttehave, lidt husdyr og sanker, hvad naturen byder af bær og svampe – og så begrænser det monetære forbrug sig i dårlige tider til brød, olie og smør. Og naturligvis boghvedegryn. Når der går rygter om en krise i Rusland, så vil man opleve, at de eneste hylder, der kan stå tomme i supermarkedet, er hylderne med boghvedegryn.
I Sovjetunionens døende år fik russerne for første gang frihed til at rejse udenlands. Ingen havde penge, men mange fandt udveje – og at få et visum dengang var en enkel sag. Man skulle have en invitation. Den kunne skrives i hånden, og så kunne man få visum på den danske ambassade i Moskva. Gratis. I dag er visumproceduren omstændelig og dyr.
En ny klasse af oligarker
Da Sovjetunionen blev opløst ved udgangen af 1991, faldt samfundet sammen. Inflationen buldrede allerede derudaf, varemanglen i de statslige butikker blev udtalt, men samtidigt dukkede små kiosker op som paddehatte – her blev der solgt enhver vare, som man kunne få fat på. Og blandt andet danske fødevareproducenter oplevede et boom i eksport.
Planøkonomien ophørte i 1991 stort set helt med at fungere, og en historisk privatiseringsbølge gik i gang – et helt lands økonomi gik fra statslige til private hænder i en proces, som få kunne gennemskue. Privatiseringen af boligmassen gik bedst. For folk fik den bolig, som de boede i, kvit og frit. Det var ikke 100 procent retfærdigt, men den mest retfærdige fordelingsproces på den tid.
Industriprivatiseringen, som enhver russer fik en voucher til, tilgodeså i sidste ende insidere – virksomhedsledere, kriminelle fra det store sorte marked, der var en uomgængelig faktor i planøkonomien, og ledere i kommunistpartiet. En særlig og ny klasse opstod: Oligarkerne.
Oligarkerne er fortsat ultrarige, og mens befolkningen som helhed oplever økonomisk tilbagegang, så går oligarkerne fortsat frem. Tilværelsen som oligark har dog været omskiftelig siden Sovjet sammenbrud. I 1990’erne var de de nye magthavere og kom tættere og tættere på den politiske magt.
Men så kom Ruslands nuværende præsident, Vladimir Putin, til, og en ny type oligarker opstod – statsoligarkerne. Det er folk fra Putins inderkreds, der sidder i spidsen af store statslige selskaber eller får ordrer fra samme, og som har helt ufatteligt store formuer og besiddelser. Og både stillinger og formuer gives nu videre til statsoligarkernes nye børn helt åbenlyst.
For Putin har skabt en ny adel i samme billede som i sin tid Katarina den Store, der optog adelen i det politiske system og sikrede den adgang til positioner og formuer. Og deri ligger Putins vision – ikke en tilbagevenden til Sovjetunionen, men til det tsaristiske Rusland, hvor magtens stabilitet sikres gennem forbundne familieklaner, der helt og aldeles er sig selv nærmest.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.