Tirsdag talte USA’s præsident, Joe Biden, med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på video-link i et forsøg på at undgå krig ved Ruslands grænse til Ukraine. Biden anklager Putin for at forberede en invasion af Ukraine – Putin anklager Biden for at kræve ensidige sikkerhedsgarantier af Rusland uden at give tilsvarende garantier til Rusland.
Præcis 30 år før Biden og Putins samtale tirsdag mødtes de daværende ledere af Rusland, Ukraine og Belarus i Belovezh-skoven i Belarus ved grænsen til Polen. Og sidst på aftenen dagen efter, den 8. december 1991, udsendte lederne en pressemeddelelse, der lagde Sovjetunionen i graven – og dermed skabte de et sikkerhedspolitisk minefelt mellem de tre lande, som vi i disse uger ser de faretruende efterskælv fra.
At det skulle blive virkeligheden 30 år senere, havde mødets hovedpersoner dog på ingen måde i tankerne. Den ukrainske præsident, Leonid Kravtjuk, var blevet udnævnt to dage forinden og havde én klar dagsorden – at komme fri af Moskvas indflydelse så hurtigt som muligt. Ruslands præsident, Boris Jeltsin, havde sit blik rettet mod at underminere Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov, der havde været alvorligt vingeskudt siden kupforsøget i august 1991. Akademikeren Stanislav Shushkevitj, der i september 1991 var blevet valgt til formand for republikken Belarus’ Øverste Sovjet og dermed formelt sit lands leder, havde ikke så klare prioriteter, som sine to gæster, der begge var politisk trænede gennem lange karrierer i Sovjetunionens kommunistparti.
Helt lavpraktisk nedlagde de tre ledere Sovjetunionen ved at trække landene ud af unionen – og en Sovjetunion uden de tre slaviske lande var selvsagt ikke en levedygtig konstruktion, hvorfor andre sovjetrepublikker i tiden efter tilsluttede sig aftalen i Belovezh, der også er kendt som Minsk-aftalen.
Da de var overens, skulle belarusiske Shushkevitj ringe til Gorbatjov, der blev rasende – Belovezh-mødet var arrangeret i hemmelighed uden Gorbatjovs eller KGB’s viden. Jeltsin ringede til den amerikanske præsident, George H.W. Bush, der ville vide, hvem der skulle overtage Sovjetunionens forpligtelser, og hvad man ville stille op med de atomvåben, som befandt sig uden for Ruslands grænser i Ukraine, Belarus og Kazakhstan. Til det første svarede Boris Jeltsin, at det ville Rusland. Det sidste havde han ikke svar på. Det endte med, at Rusland sidenhen hjemtog alle missiler udenfor Ruslands grænser i en aftale, der gav en sikkerhedsgaranti til Ukraine om ikke at krænke landets territoriale integritet. En tilsvarende garanti blev ikke givet til Belarus.
Op gennem 1990’erne var de tre lande mest optaget af indenrigspolitiske dagsordener, og i samme periode orienterede de europæiske lande i den nedlagte Warszawa-pagt samt de baltiske lande sig mod EU og Nato, hvor langt de fleste opnåede fuldt medlemskab af begge organisationer. Disse allerede eksisterende institutioner skabte faste rammer for økonomi og sikkerhed – i Europa. Men det rykkede også EU og Natos grænser helt op ad de tre slaviske staters grænser, og for de tidligere sovjetrepublikker var der ingen stabile institutioner. Dem, man skabte – for eksempel SNG og CSTO, har aldrig været solide. Efter Sovjetunionens sammenbrud fik Europa en velordnet sikkerhedsarkitektur, mens de tidligere sovjetrepublikker – med undtagelse af de baltiske lande – fik sikkerhedspolitisk anarki i et univers med Moskva i centrum. Og det har i tre årtier skabt den grundlæggende friktion, som har ført til krige, annekteringen af Krim og senest den bizarre krise med brugen af migranter som våben ved Belarus’ grænse til Polen, Litauen og Letland.
Der er ingen fælles sikkerhedsarkitektur for det post-sovjetiske område, og karakteren af Minsk-aftalen indebar, at der heller ingen proces var om de betydelige territoriale, etniske og økonomiske problemer, som det sovjetiske kommunistparti havde skabt over 70 år. Og dermed var kimen lagt til fremtidens – vor tids – ufred.
I tilgift har eftertiden vist, at den spirende demokratibevægelse, der skabte grundlaget for sovjetrepublikkernes kurs mod selvbestemmelse, der kulminerede for 30 år siden, i langt de fleste tilfælde har ført til autokratier og diktaturer med Ukraine, Georgien og Armenien som undtagelser.
For 30 år siden var den sovjetiske såvel som den russiske præsident i tæt dialog om sammen at løse de største sikkerhedsproblemer i Europa. I dag er den russiske og den amerikanske præsident på kanten af en stedfortræderkrig i selvsamme sted.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.