300 personer skal vidne i historisk retssag om bombeangreb i Bruxelles

Ti mænd står tiltalt i retssag om selvmordsbombeangreb, som dræbte 32 og sårede over 300 i Bruxelles i 2016.

Salah Abdeslam, som allerede er idømt livsvarigt fængsel for at have medvirket angrebet i Paris i 2015, ankommer til retssalen med politieskorte.
Salah Abdeslam, som allerede er idømt livsvarigt fængsel for at have medvirket angrebet i Paris i 2015, ankommer til retssalen med politieskorte. Foto: Benoit Doppagne/Ritzau Scanpix.

Den største retssag i Belgiens historie er mandag blevet indledt i Bruxelles, hvor ti mænd står tiltalt for at være involveret i islamistiske selvmordsbombeangreb i Bruxelles i 2016, da 32 blev dræbt og over 300 blev såret.

I retssagen, der ventes at vare syv måneder, står de ti tiltalt for drab og drabsforsøg. De er også tiltalt for medlemskab i og deltagelse en terrorgruppes handlinger.

To personer sprængte den 22. marts 2016 sig selv i luften i byens lufthavn, mens en tredje udløste sin bombe i metroen.

32 mennesker blev dræbt ved angrebet i Zaventem-lufthavnen og på metrostationen i Bruxelles udover de tre selvmordsbombere. Omkring 900 mennesker blev fysisk skadet eller påført mentale traumer.

De tiltalte risikerer op mod 30 års fængsel ved retssagen, som finder sted i det tidligere Nato-hovedkvarter i udkanten af Bruxelles.

Der er indkaldt over 300 personer som vidner.

Ni af de ti anklagede ventes at være til stede i retten. Den tiende menes at være i Syrien.

De franske og belgiske myndigheder mener, at det var den samme belgisk baserede terrorcelle, der begik et stort angreb i Paris den 13. november 2015 og det i Bruxelles i 2016.

Ved angrebet i Paris mod blandt andet spillestedet Bataclan og caféer blev 130 mennesker dræbt.

Seks af de ti personer, der står anklaget mandag, er i forvejen idømt fængselsstraffe for medvirken til angrebet i Paris.

Forud for retssagens begyndelse sagde flere ofre, som var blandt tilhørerne på førstedagen, at de var spændte på forløbet.

- Jeg havde virkelig svært ved at sove i aftes, siger Christelle Giovannetti, som har fået høreapparat efter at være blevet såret af metrobomben.

Sylvie Ingels, som var tæt på den første bombe i lufthavnen, siger, at hun har været plaget af mareridt op til retssagen.

- Når jeg er her i dag, så er det for at bekæmpe min egen frygt. Det er vigtigt at være her. Det er dem, der er stillet for retten - ikke os. Vi venter på nogle svar, siger hun.

Skyldsspørgsmålet i retssagen i Bruxelles vil blive afgjort af en jury i modsætning til retssagen i Paris, som blev af afgjort fem dommere.

Bomberne i Bruxelles, som Islamisk Stat tog skylden for, dræbte 15 mænd og 17 kvinder, som kom fra Belgien, USA, Holland, Sverige, Storbritannien, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Peru og Polen. Mange af dem var udstationeret i Bruxelles - hjemsted for EU's institutioner og Nato.

/ritzau/USA