Prøv avisen
Hjemme hos mor

32-årige Emanuele bor stadig hjemme: I den perfekte verden var jeg både gift og havde børn

Sonia Graziano er glad for at have sin 32-årige søn Emanuele boende og mener, at det nok ligger i de italienske mødres dna at være meget beskyttende over for deres børn. – Begge fotos: Susanne Utzon.

Mange unge italienere bliver tvunget til at blive i forældrenes rede. Emanuele Tascini fra Umbrien har ikke råd til at flytte hjemmefra. Men det er ikke nogen byrde at have den voksne søn boende, for børnene kommer altid først, forsikrer hans mor

Han er 32 år, en stor og stærk ung mand, der har tjent sine egne penge, siden han forlod gymnasiet før tid. Men han er også en af Italiens ”mammoni”, en mors dreng, der stadig bor hjemme, og han har aldrig nogensinde selv vasket sit tøj.

”Jeg har vist også kun prøvet at gøre rent en enkelt gang eller to på mit værelse. Det er min mor, der ordner det hele. Hun laver også mad, men det kan jeg ellers godt. Ikke på hendes niveau, men hvis hun en dag ikke er hjemme og lave frokost til os, så gør jeg det selv,” siger Emanuele Tascini.

Iført camouflagetøj og riffel er han lige kommet tilbage fra jagt, tomhændet:

”Jeg fik ikke noget i dag.”

Og det ikke, fordi han ikke kan ramme. Inde i stuen er der en hel reol med pokaler, han vandt som teenager i disciplinen jagtskydning. Dén sport har han opgivet, fordi det er for dyrt. Nu går han på jagt, ofte efter vildsvin, og tit med sin far.

”Det er en dejlig ting at kunne gøre med ham, der lærte dig det,” som han siger.

Det er næsten normen i Italien, at de unge bliver liggende lunt i forældrenes rede, til de er langt oppe i 30’erne, og mødrene bliver ved med at sørge for dem, som var de stadig børn. Der er fuld forplejning og et serviceniveau, der ville få de fleste danske kvinder til at fnyse. Men i Italien, især uden for de store byer som her ved Sferracavallo i Umbrien, er det normalt.

”Det er nok rigtigt, at en italiensk mamma er stærkt knyttet til sine børn og meget beskyttende – måske ligger det i vores dna,” siger Sonia Graziano med en tilfreds latter.

Hun er ikke spor flov over at forkæle sin søn:

”Det er noget, der ligger dybt. Sådan har det altid været, og det ændrer sig ikke fra morgen til aften.”

”Italien er dannet af de her små samfund, hvor vi hænger sammen i familierne. Børnene er ”piezz’ e core”, som man siger i Napoli, stykker af dit eget hjerte, og jeg er meget lykkelig for, at min søn og jeg har sådan et godt forhold. Det er ikke en byrde for mig, at han bor her. Det er naturligt, og vi samarbejder om det, der skal gøres.”

Familien bor i et hus på landet, hvor der udover far, mor og søn også er hjerte- og husrum til Emanueles kæreste, 25-årige Martina Antonini. Hun bor ellers hos sine forældre, men parret er for det meste hos hans, hvor der er god plads. Emanueles far er pensioneret, hans mor arbejder hver dag som husholderske på en vingård.

Har I aldrig problemer med at bo her sammen? Skændes I aldrig?

”Nej,” erklærer de unge som ét, og Martina forklarer:

”Vi har det så fint med hinanden, og hans forældre lader os have et privatliv. De er ikke spor påtrængende, jeg kan slappe af og føler mig som en datter af huset.”

”Vi har ikke konflikter,” bekræfter hendes svigermor, mens hun hænger vasketøj op.

”Vi taler med hinanden om alt, især når vi sidder ved spisebordet om aftenen.”

De siger også, at de har det godt her hos dig?

”Ja, det ved jeg,” svarer Sonia Graziano med et stort smil.

De spiser både frokost og middag sammen de fleste dage, og hver søndag sammen med ”tutta la famiglia”, hele den store familie.

”Det er en måde at leve på, og for mig er det godt. Jeg elsker min søster, svoger og nevøer, og jeg befinder mig godt i min familie. Vi er vokset op sådan, det er vores arv og måde at være på,” siger Sonia Graziano.

Men, når det er sagt, så er ”mammas” service og familiesammenholdet ikke hovedårsagen til, at en 32-årig søn stadig bor hjemme. Han og kæresten vil faktisk gerne giftes, have børn og finde deres eget, men det kan dårligt lade sig gøre økonomisk.

”Hvis det stod til mig, så var vi gift. Selvom vi har vores frihed her til at gøre, hvad vi vil,” siger Martina Antonini, der drømmer om at få et eller to børn og ”et helt almindeligt lille hus”, men hun er enig med sin kæreste, når han siger, at deres situation er alt for usikker.

Han arbejder fem, hun seks dage om ugen, ofte mere end de otte timer, de får løn for. Martina er i et bageri, Emanuele er ansat hos en bilforhandler, hvor ”jeg laver lidt af hvert og alting”. De havde begge løse jobs i flere år efter skolen, ”og man kan sige, at vi er heldige, fordi vi nu har fast arbejde.”

Men lønningsposen er mager, cirka 7500 kroner hver om måneden, og den er ikke sikker. Med den økonomiske krise sender mange firmaer deres ansatte på understøttelse i perioder.

”Det kan være en dag om ugen eller en uge om måneden,” forklarer Emanuele, og fordi det er sket for ham over flere år, så er støtten faldet, så han nu kun kan få 20 procent af sin løn i de perioder.

”Og så vil vi slet ikke kunne klare os alene. Lige nu er jeg på fuld løn, men det kan ske igen. I den perfekte verden var jeg gift og havde fået børn, men hvad hvis jeg har det og et hus, men ikke får min løn? Hvad så?”

Det gør dig bange at tænke på?

”Ja. Den frygt for fremtiden gør, at jeg stadig ikke er parat. Det påvirker mig meget. At være en ung som mig, der gerne vil have sit eget og have en familie, men altid er bange for at miste arbejdet. For hvis du gør det, så er det ikke lige sådan at finde et andet. Det kan tage år, hvor du så går uden penge. Og det gør mig vred. Staten gør intet for os unge, og det bliver mere og mere umuligt. Så derfor bliver jeg boende hjemme. Men jeg tror, at mine forældre håber, at jeg får mit eget – for min egen skyld. Man har brug for at vokse, også uden forældrene.”

En dag vil det lykkes, tror de, og så er Emanuele Tascini klar til at tage sin del af slæbet med husarbejdet:

”For Martina arbejder mere end jeg gør, så det bliver mig, der skal lave mad til frokost og aften.”

”Det har ændret sig, langsomt,” siger Sonia Graziano.

”Min far, som var den bedste mand i verden, kunne intet lave derhjemme. Han vidste ikke engang, hvor glassene stod. Min mand er bedre. Han kan da lave kaffe og den slags, og de unge er gode til at hjælpe til.”

Selvom hun er glad for at have de unge hjemme, så gør det også denne italienske mamma vred, at de ikke kan få deres eget:

”Engang kaldte man Italien for ’Bel paese’, det smukke land. Det er det stadig, men intet fungerer, selvom landet har alle forudsætninger for at det skulle være så godt.”

Men når vi taler om ”mammoni”, så skyldes det vel ikke kun krisen. Har det altid været sådan med italienske mødre?

”Jo, en mamma er en mamma. Hos os er børnene på førstepladsen, basta! Børnene kommer først. Alt andet bagefter,” fastslår hun.

Emanuele Tascini og kæresten, Martina Antonini, drømmer om at blive gift og få deres eget hus. Men deres lavtlønnede jobs og usikkerheden om, hvorvidt de kan beholde deres arbejde, har hidtil sat en stopper for at udleve drømmen.