47-årig mand er dømt for at spionere mod svensk bilindustri

En 47-årig svensker er blevet dømt for at have videresolgt informationer om Scania og Volvo til en russisk diplomat (Arkivfoto).
En 47-årig svensker er blevet dømt for at have videresolgt informationer om Scania og Volvo til en russisk diplomat (Arkivfoto). Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix.

En 47-årig svensker er onsdag blevet dømt for at spionere for Rusland ved at sælge information om den svenske bilindustri.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT og avisen Aftonbladet.

Han har fået en straf på tre års fængsel ved retten i Göteborg.

Manden, der arbejdede for de svenske selskaber Scania og Volvo, er dømt for at have solgt hemmelige oplysninger fra selskaberne til en russisk diplomat. Informationerne er blevet overdraget via et USB-stik.

Manden var "fuldt ud klar over, at oplysningerne ville gavne Rusland", lyder det onsdag i en pressemeddelelse fra domstolen i Göteborg.

Domstolen uddyber herefter, at en dom for spionage kræver, at Sveriges nationale sikkerhed kan være blevet truet.

- Byretten har fastslået, at det gør sig gældende i forhold til oplysningerne fra Scania, mens det ikke er bevist, at det var tilfældet med informationerne fra Volvo, lyder det i pressemeddelelsen.

Den 47-årige mand blev pågrebet af Säpo i begyndelsen af 2019 på en restaurant i det centrale Stockholm.

Det skete, efter mistanke om at han i årevis havde spioneret for Rusland.

På restauranten var han mødtes med en person, der arbejdede på den russiske ambassade og havde diplomatstatus.

Ved anholdelsen havde den svenske mand en seddel på sig, hvor der stod, hvordan man kan kopiere informationer fra en harddisk, uden at det bliver opdaget. Han havde desuden knap 28.000 svenske kroner i kontanter.

Ifølge Säpo var ansættelsen på ambassaden dog et dække, og han var i virkeligheden fra den russiske efterretningstjeneste.

Säpo står for Säkerhetspolisen og er Sveriges pendant til PET i Danmark.

Den 47-årige svensker har nægtet sig skyldig og vil anke afgørelsen.

/ritzau/