47 lande vil have atomkraft

Gruppen af lande med atomkraft kan blive kraftigt udvidet. Det skyldes bevidsthed om klimaforandringer og de stigende oliepriser

Slovenien har allerede indført atomkraft, og op mod 47 lande står i kø for at følge efter. -
Slovenien har allerede indført atomkraft, og op mod 47 lande står i kø for at følge efter. -. Foto: Hrvoje Polan.

Måske bliver Norge, Portugal og Estland de næste til at åbne et atomkraftværk. Eller Chile, Bangladesh og Jordan?

Disse lande er alle på Det Internationale Atomenergiagenturs, IAEA, liste over, hvilke nye lande der er interesserede i at indføre atomkraft.

47 lande, som ikke har atomkraft i dag, har meldt sig som interesserede. Ifølge norske Aftenposten skyldes det diskussionen om global opvarmning samt de høje priser på olie, kul og gas. Nogle fattige lande ser desuden på misundelse på den økonomiske vækst i Sydkorea og Indien, der satser hårdt på kernekraft.

- Vi mærker en lille, men sikker ændring i den offentlige mening, siger afdelingsleder for planlægning og økonomisk analyse af atomenergi i IAEA, Hans-Holger Rogner, ifølge Aftenposten.

- Atomkraften er tilbage, siger han.

IAEA forventer, at der vil blive bygget 300 atomkraftværker de næste 12 år, hvilket svarer til en stigning på 60 procent. I øjeblikket er 34 værker ved at blive bygget, herunder seks i Kina, seks i Indien og seks i Rusland.