Ny prognose fra FN: 68 millioner piger risikerer at blive omskåret

Antallet af omskårne piger og kvinder vil vokse frem til 2030, medmindre der skrues op for indsatsen især i Afrika, advarer FN’s Befolkningsfond

Der er brug for en kraftanstrengelse for at indfri målsætningen om at udrydde kvindelig omskæring inden for de kommende 14 år, lyder vurderingen fra direktør for FN’s Befolkningsfonds nordiske kontor, Pernille Fenger. I Somalia er 98 procent af pigerne eksempelvis omskåret.
Der er brug for en kraftanstrengelse for at indfri målsætningen om at udrydde kvindelig omskæring inden for de kommende 14 år, lyder vurderingen fra direktør for FN’s Befolkningsfonds nordiske kontor, Pernille Fenger. I Somalia er 98 procent af pigerne eksempelvis omskåret. . Foto: Ben Curtis/ Ritzau Scanpix.

Bliver der ikke omgående skruet op for det politiske engagement og indsatsen for at udrydde omskæring af kvinder, så vil befolkningstilvæksten og praksissens dybe kulturelle fodfæste komme til at betyde, at 68 millioner piger bliver omskåret i perioden fra 2015 til udgangen af 2030.

Det viser nye fremskrivninger fra FN’s Befolkningsfond, UNFPA. I dag skønner befolkningsfonden, at 3,9 millioner piger bliver omskåret hvert år i de 30 lande i verden, hvor praksissen eksisterer. Men fortsætter indsatsen mod kvindelig omskæring i samme tempo som i dag, vil tallet være steget til 4,6 millioner piger om året i 2030 ifølge de nye tal.

Der er brug for en kraftanstrengelse for at indfri målsætningen om at udrydde kvindelig omskæring inden for de kommende 14 år, sådan som den er nedfældet i FN’s bæredygtige verdensmål om at opnå ligestilling mellem kønnene i 2030, understreger direktør for FN’s Befolkningsfonds nordiske kontor, Pernille Fenger.

”Men vi ved, at vores indsats virker. Flere og flere lande trækker selv i den rigtige retning. Pigeomskæring er i løbet af de seneste 10 år blevet forbudt i 13 lande, og flere lande afsætter nu selv penge i statsbudgetterne til at stoppe pigeomskæring. Det er den slags, vi skal se mere af,” siger hun.

Problemet er, at det nuværende fremskridt ikke kan holde trit med befolknings- tilvæksten i de lande i Afrika, Mellemøsten og Asien, hvor kvinder bliver omskåret. Og selvom 24 afrikanske lande officielt har forbudt omskæring af kvinder, bliver lovgivningen ikke håndhævet tilstrækkeligt i Afrika. Det samme kontinent, hvor befolkningerne vokser hurtigst i disse år.

Et eksempel er det østafrikanske land Kenya, som forbød kvindelig omskæring i 2011. Siden har den lemlæstende handling kunnet straffes med op til syv års fængsel. Alligevel bliver omkring hver femte pige i Kenya fortsat omskåret.

I de halvnomadiske samfund i den nordlige del af landet vægrer forældrene sig eksempelvis ved at opgive traditionen, fortæller den 70-årige nordkenyaner og klanleder Joseph Lorot fra pokot-folket.

”Nogle forældre tror stadig, at deres datter ikke kan blive gift, hvis hun ikke er omskåret. Mænd fra disse lokalsamfund forværrer situationen ved at afvise disse piger,” udtalte han for nylig til det amerikanske netmedie USA Today.

Omskæring af kvinders kønsorganer er oftest et betydeligt større fysisk indgreb, end omskæring af mænd er.

Og selvom det går langsomt, er der sket fremskridt i den globale indsats for at udrydde denne lemlæstelse af kvinders kønsorganer

I dag er en piges risiko for at undergå kvindelig omskæring ifølge Unicef kun en tredjedel af, hvad den var for 30 år siden.

Der mangler stadig den fornødne politiske vilje, der skal til for at få kvindelig omskæring elimineret i 2030, mener den 28-årige gambiske aktivist og feminist Jaha Dukureh. Det amerikanske magasin Time kårede hende i 2016 til en af verdens 100 mest inflydelsesrige personer, efter at hun havde overbevist den daværende gambiske præsident om at indføre et forbud mod kvindelig omskæring.

”Men jeg tror, at omskæring af kvinder vil blive udryddet i løbet af min levetid,” siger hun til netmediet Al Jazeera.