70-årige Zainab blev beskyldt for at være heks: Jeg kan aldrig vende hjem igen

I det nordlige Ghana ligger såkaldte hekselejre, der fungerer som tilflugtssted for kvinder, som er beskyldt for at være hekse og er jaget ud af deres egne landsbyer. Zainab er en af dem

Zainab er en af tusinder af kvinder i Ghana, der er blevet beskyldt for at være en heks. Hun er jaget ud af sin landsby og har i fem år levet i en særlig lejr sammen med andre kvinder i samme situation. Hun tvivler på, at hun nogensinde kommer hjem igen. -Foto:  Mariam Yarquah.
Zainab er en af tusinder af kvinder i Ghana, der er blevet beskyldt for at være en heks. Hun er jaget ud af sin landsby og har i fem år levet i en særlig lejr sammen med andre kvinder i samme situation. Hun tvivler på, at hun nogensinde kommer hjem igen. -Foto: Mariam Yarquah.

Det var sket for andre kvinder i landsbyen, men Zainab havde aldrig forestillet sig, at det pludselig ville være hende, der stod anklaget for at være en heks.

Den ældre kvindes verden ramlede sammen den dag, hendes svoger, hendes mands lillebror, havde sendt sin 15-årige søn af sted på motorcykel for at hente nogle ting, og teenageren endte med at køre galt. Han døde ikke og fik ikke varige mén, men svogeren vendte sin forskrækkelse og bekymring mod Zainab. Det var hende, der havde forhekset motorcyklen og var skyld i ulykken, mente han.

”Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det. Vi havde altid haft et godt forhold til hinanden i familien. Vi havde aldrig skændtes om noget,” fortæller Zainab med en sprød stemme over telefon fra Ghana.

Tolken, Mariam Yarquah, har slået kameraet til, og man kan se kontrasten mellem Zainabs muntre kjole i blå og gyldne farver og hendes alvorlige, resignerede ansigt, mens hun fortæller om, hvad det har betydet at blive udråbt som heks.

Anklagen blev forelagt for landsbyens høvding, og han besluttede, at svogeren havde ret. Det betød, at Zainab skulle forlade sin familie og landsbyen i det nordlige Ghana. Og hun protesterede ikke. Det ville have været nyttesløst og i værste fald livsfarligt, siger hun.

”Jeg var meget bekymret, men jeg gjorde ikke noget. Alt sker med gudernes vilje. Hvis jeg var blevet i landsbyen, ville de andre beboere have lynchet mig,” siger Zainab, der hverken er kristen eller muslim, men betegner sig selv som ”traditionalist”.

Hun kender ikke sin præcise alder, men skyder på et sted mellem 70 og 75 år. Den gamle kvinde turde ikke sætte sig op mod høvdingen, og det gjorde hendes mand heller ikke.

”Jeg blev så ked af det, men ikke vred. Jeg havde ingen ret til at blive i landsbyen. Man kan ikke gå mod høvdingens beslutninger,” fortæller hun.

Zainabs mand og voksne børn besluttede, at hun skulle sendes til hekselejren Kpatinga, som er en af flere i den nordlige del af landet, hvor troen på hekse er mest udbredt. Lejrene har mere end 100 års tradition bag sig og fungerer som tilflugtssteder for de kvinder, der bliver beskyldt for hekseri. Set udefra ligner de til forveksling mange andre ghanesiske landsbyer, men de drives efter deres eget system med blandt andet en mandlig fetich-præst som en form for leder. Fetich-præsten opfattes som et mellemled mellem de levende og ånderne.

Det er fem år siden, at Zainab kom til Kpatinga, hvor hun bor sammen med omkring 35 andre kvinder og nogle af deres børnebørn. Lejren ligger en halv dagsrejse fra Zainabs egen landsby, men hun har ikke været tilbage på noget tidspunkt. Heller ikke da hendes mand døde for tre år siden. Det var utænkeligt.

”Det kan man ikke,” siger hun opgivende.

Som hun sidder der og fortæller midt i lejrens fredelige grønne omgivelser – alt er frodigt her midt i regntiden – virker det absurd, at hun ikke bare kan rejse sin vej og vende tilbage til sin familie. Zainab ville ønske, at det kunne lade sig gøre, men hun har nærmest indstillet sig på, at det ikke kommer til at ske. Hendes liv slutter i Kpatinga.

”Jeg håber, at jeg kan vende hjem en dag, men jeg tror det ikke,” siger Zai-nab.

I dag tænker hun mere på, hvordan hun skal overleve end på beskyldningerne for at være en heks. Hun er en gammel kvinde og har svært ved at klare sig uden hjælp. Hendes syv børn ringer til hende, og de besøger hende af og til. Så har de lidt majs med, men i det daglige må hun fortrinsvis klare sig med den mad, som humanitære organisationer giver til hekselejren.

I regntiden kan Zainab og de øvrige kvinder dyrke lidt grøntsager på landsbyens jord og sammen sælge dem på markedet i byen Kpatinga tæt ved lejren. Den, der har givet lejren sit navn. Det sker også, at kvinderne kan få lidt arbejde hos en lokal bonde og hjælpe med at plukke jordnødder eller lignende. Men hjælpeorganisationerne er deres sikkerhedsnet. For så vidt er kvinderne i Kpatinga-lejren heldige. Her kommer der nødhjælp. Det er ikke en selvfølge i lejrene. Mange fordrevne kvinder lever på sultegrænsen uden hjælp.

”Efterhånden er det tryggere at være i lejren end hjemme. Her ved jeg, at jeg får noget at spise,” siger hun.

Zainab var ikke den første kvinde, der blev udråbt som heks i sin landsby, og hun er heller ikke den sidste. Siden hun blev sendt væk for fem år siden, er situationen blot blevet værre, mener hun. Yderligere flere kvinder er blevet beskyldt for hekseri.

Gennem telefonens kamera kan man se den stille modløshed i hendes ansigt, da hun bliver spurgt, hvad der kan gøres for at standse beskyldningerne for hekseri:

”Det ender aldrig. Der er ikke noget, der kan standse det.”