Det var samme dag, som det britiske hospitalsskib ”St. David” blev bombet af tyskerne ud for Anzio i Italien, fyldt med sårede soldater. 96 af de 229 ombordværende blev dræbt. Mandag den 24. januar 1944.
I København mødtes kvækere fra Vennernes Samfund med medlemmer af Aldrig Mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og blev enige om at stifte Fredsvenners Hjælpe-arbejde. Den organisation, der siden 1949 har været kendt som Mellemfolkeligt Samvirke og som i dag kan fejre 75-årsjubilæum.
Krigen var hele baggrunden for Fredsvenners Hjælpearbejde. De stiftende grupper var en del af den pacifistiske bevægelse, som havde kæmpet indædt, men forgæves mod oprustningen i 1930’erne og nu kunne se verdenskrigens ulykkelige konsekvenser. Samtidig anklagede mange borgere pacifisterne for at gå fjendens ærinde ved at se passivt til i stedet for at være med til at gøre aktivt modstand med våben. Det fik nogle af dem til at gå aktivt ind i planlægningen af efterkrigstidens forsoning og genopbygning, fremgår det af Mellemfolkeligt Samvirkes jubilæumsskrift ”Man bliver aldrig den samme”.
På det tidspunkt havde fredsvennerne ikke forestillet sig, hvor meget det praktiske hjælpearbejde skulle komme til at fylde, både i den umiddelbare efterkrigstid og i organisationens videre levetid som sådan. Som tidligere generalsekretær Bjørn Førde konstaterer:
”Foreningens stiftere havde aldrig haft til hensigt at skabe en ny humanitær organisation. Men virkeligheden var, at det i de første år efter krigen var nødvendigt at starte med det helt konkrete materielle hjælpearbejde. Derefter kunne de tage fat på det, de for alvor ønskede at satse på, nemlig det mellemfolkelige.”
Tyge Krogh, dr.phil og arkivar ved Statens Rigsarkiv, har forsket i det internationale hjælpearbejde i efterkrigstiden. Han peger på, at der var et meget stort behov for at udtrykke hjælp til krigens ofre, både fra regeringens og samfundets side.
”Danmark var sluppet forholdsvis let gennem krigen, og det gav anledning til overvejelser hos mange om, hvordan de kunne gøre noget for dem, der var langt mindre heldigt stillet. Det omfattede også tyskerne,” siger han.
Han ser en lige linje fra den forsoningstanke, som Fredsvenners Hjælpearbejde blev grundlagt på dengang, og de værdier, Mellemfolkeligt Samvirke har i dag:
”Mellemfolkeligt Samvirke har stadig den særlige profil, at de mener, at det personlige møde mellem mennesker gør en forskel. Deres fredstanke dengang lever videre i idéen om, at hvis man har været ude i verden og opleve andre menneskers vilkår, har man større forståelse for dem.”
Også herhjemme skinner Mellemfolkeligt Samvirkes grundlag stadig igennem, mener Flemming Mikkelsen, sociolog og gæsteforsker ved Københavns Universitet, som blandt andet har specialiseret sig i sociale bevægelser og integration.
”Mellemfolkeligt Samvirke har fra midten af 1960’erne, da vi begyndte at modtage flere indvandrere og flygtninge, været meget aktive i integrationen og debatten om den. Deres syn har hele tiden været det multietniske; troen på, at danskere og indvandrere kan trives sammen uden konflikter, hvis man har tilstrækkeligt kendskab til hinanden,” siger Flemming Mikkelsen.