Det var den sidste lørdag i november 1947. Jødiske familier i det daværende britiske mandat Palæstina lyttede i spænding til stemmen i de batteridrevne radioer. To år var gået siden Anden Verdenskrigs afslutning, og denne aften skulle det internationale samfund i form af FN's Generalforsamling stemme om den såkaldte delingsplan for Palæstina. En plan udarbejdet af FN's Særlige Palæstina Komite UNSCOP, som anbefalede at dele det britiske mandat i to – en jødisk og en arabisk stat – for at sikre fred og stabilitet i det historiske Palæstina.
Efter en langsommelig stemmeproces, hvor hvert enkelt lands repræsentant svarede personligt, blev resolution 181 vedtaget. Hele 33 medlemslande stemte for idéen om at oprette to stater, 13 lande var imod, og 10 undlod at stemme. En historisk beslutning, der blev modtaget med lettelse, jubel og dans af det historiske Palæstinas jødiske befolkning på omkring 600.000 mennesker.
Den zionistiske bevægelse, der siden 1880'erne havde kæmpet for oprettelsen af en selvstændig jødisk stat, havde nu sikret sig det internationale samfunds opbakning. Seks måneder senere, i maj 1948, blev staten Israel en realitet.
Mere end Balfour-erklæringen
For verdens jødiske befolkning var generalforsamlingens beslutning meget mere end Balfour-erklæringen fra 1917, hvor den daværende britiske udenrigsminister, Arthur Balfour, i et brev havde støttet idéen om oprettelsen af et nationalt hjem for jøder.
For jøder verden over var generalforsamlingens afstemning også et udtryk for en dybere forståelse for, at jøder ikke bør være dømt til evig forfølgelse og pogromer, men har ret til selvbestemmelse. Men for områdets arabiske befolkning var afstemningen i generalforsamlingen en ganske anden sag.
“Araberne så afstemningen som et tyveri,” siger den israelske historiker Benny Morris og tilføjer, at det gør de stadig.
I den undersøgelsesproces, der ledte til anbefalingen om at dele det historiske Palæstina i to, nægtede den lokale arabiske ledelse under stormuftien Haj Amin al-Husseini at samarbejde med FN's særlige komite.
Den arabisk-palæstinensiske ledelse var kategorisk imod en deling, både før og efter afstemningen. Og i stedet for at skabe fred og stabilitet fremstår generalforsamlingens afstemning i dag som det første mislykkede forsøg på at løse konflikten mellem Israel og palæstinenserne med en såkaldt tostatsløsning.
Mange havde en fornemmelse af, at det ikke ville lykkes at stabilisere området forud for afstemningen. Tre dage før den skæbnesvangre aften i FN's Generalforsamling den 29. november 1947 sagde den belgiske udenrigsminister, at en deling ville "føre til blodsudgydelse og sandsynligvis krig i Mellemøsten og ikke bane vej for nogen permanent løsning".
Han fik ret. Afstemningen udløste protester fra den palæstinensiske befolkning. Og da Israels første premierminister David Ben-Gurion erklærede Israel for en selvstændig stat den 15. maj 1948, erklærede fem arabiske lande krig mod den nyoprettede stat med det mål at tilintetgøre Israel og kaste idéen om en tostatsløsning på historiens losseplads.
Religiøse ledere i Egypten kaldte allerede inden Israels oprettelse befrielsen af Palæstina for en religiøs pligt, og ifølge Benny Morris sagde Den Arabiske Ligas daværende generalsekretær, Azzam Pasha før Israels oprettelse, at “det er ligegyldigt, hvor mange jøder, der er. For vi vil smide dem i havet".
Al-Nakba-katastrofen
Den efterfølgende krig mellem det unge Israel og de arabiske lande førte til fordrivelsen af omkring 750.000 palæstinensere og dermed etableringen af det palæstinensiske flygtningeproblem, der også kaldes for al-Nakba-katastrofen. Samtidig erobrede Israel et område, der var større end det, FN's delingsplan oprindeligt omfattede.
I dag, 75 år senere, er den foretrukne løsningsmodel for konflikten stadig to stater – et selvstændigt Israel og Palæstina – side om side. Siden begyndelsen af dette århundrede har forhandlingerne mellem de to parter stået stille, og der er ingen udsigt til noget gennembrud.
Men det grundlæggende problem er ifølge Benny Morris det samme. Nemlig, at den eneste løsning for palæstinenserne – ligesom i 1947 – dybest set er alt eller intet.
“Vi jøder bliver stadig opfattet som tyve og røvere, der ikke har historisk ret til et selvstændigt Israel. Den palæstinensiske Hamas-bevægelse siger det klart og tydeligt. Og selvom den ledende Fatah-bevægelse er villig til at forhandle med Israel om oprettelsen af en palæstinensisk stat, er den dybest set ikke villig til at dele,” siger Benny Morris og antyder, at uviljen til at leve side om side med Israel ikke har ændret sig siden 1947.
I dag er delingsplanen fra 1947 et af den palæstinensiske ledelses hovedargumenter for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Men i historisk perspektiv er den palæstinensiske fremlægning af delingsplanen præget af en følelse af uretfærdighed. Delingsplanens detaljer bliver grundlæggende anset for at være moralsk forkastelige, fordi en jødisk befolkning på 500.000 ville blive tildelt et område, der svarede til 56 procent af det britiske mandat, mens den arabiske befolkning på mere end en million mennesker skulle nøjes med 43 procent af mandatet.
“Nej, delingsplanen var ikke den lovlige, moralske, retfærdige, afbalancerede, pragmatiske, gennemførlige kompromisformel, den bliver fremstillet som,” skrev den palæstinensiske professor Walid Khalidi i et essay fra markeringen af 50-året for delingsplanen. Hans grundlæggende pointe er, at den arabiske ledelses og befolknings protest mod delingsplanen ikke blev hørt af det internationale samfund, hvilket herefter banede vej for en uretfærdig beslutning og den konflikt mellem Israel og palæstinenserne, der stadig forbliver uløst.
Hans essay omfatter ingen kritik af den daværende arabiske ledelses afvisning af delingsplanen, og i modsætning til israelske historikere, der næsten altid fremhæver de arabiske landes angreb mod den nyoprettede stat i 1948, fritager han palæstinenserne og de arabiske lande for enhver form for ansvar for den negative udvikling ved at udelade omtale af de krigsførende arabiske lande.
Historisk uretfærdighed
Med ganske få undtagelser beskrives delingsplanen af palæstinenserne selv som en historisk uretfærdighed mod palæstinenserne.
“Så vidt jeg ved, har ingen betydningsfulde stemmer på palæstinensisk side nogensinde sat spørgsmålstegn ved visdommen og endnu mindre retfærdigheden i den arabiske sides afvisning af delingsplanen fra 1947,” siger den israelsk-britiske mellemøstekspert Jonathan Spyer og forklarer:
“Det skyldes en grundlæggende universel tro på den absolutte retfærdighed på den arabiske side og den absolutte illegitimitet af jødiske krav på suverænitet i det omstridte område. Ud fra det synspunkt betragtes opdeling som forkert, og derfor er det fuldstændig korrekt at afvise den, uanset konsekvenserne af en sådan beslutning.”
Jonathan Spyer mere end antyder, at den palæstinensiske beslutning om at afvise delingsplanen i 1947, har været med til at skabe den situation, palæstinenserne i dag står i.
I 2011 sagde den palæstinensiske præsident i et sjældent interview til israelsk tv's Kanal 2, at afvisningen af delingsplanen i 1947 var en fejltagelse. En udtalelse han ikke har gentaget siden.
Men tolkningen af hans udsagn er, at palæstinenserne dybest set fortryder afvisningen i 1947, fordi den stat, palæstinenserne har udsigt til i dag, skulle forhandlingerne med Israel bære frugt, er endnu mindre end det område, delingsplanen tildelte araberne i 1947.
“Sagen er, at der ikke er nogen reel selvransagelse på den palæstinensiske side. Selvkritik eksisterer ikke,” siger Benny Morris og hentyder til, at palæstinenserne på den ene side i dag bruger delingsplanen som argument for en selvstændig stat, samtidig med at man stadig afviser den som historisk uretfærdig og amoralsk.
I hans opfattelse udgør palæstinensernes afvisning af delingsplanen en stor del af palæstinensernes egen tragedie, af flygtningeproblemet og palæstinensernes stadige mangel på reel selvbestemmelse.
Hvad Israels fødsel angår, er han overbevist om, at delingsplanen ikke var altafgørende.
“Israel ville også være blevet etableret uden delingsplanen. Måske et år eller to senere. Men den jødiske ledelse stod allerede klar med velfungerende institutioner, da delingsplanen blev vedtaget,” lyder det fra Benny Morris.
Alligevel tilskriver han afstemningen i FN's Generalforsamling stor betydning. Dels fordi det gav det jødiske samfund en kolossal moralsk opbakning og anerkendelse i de skrøbelige år efter Nazitysklands jødeforfølgelser, dels fordi den samme beslutning ifølge Benny Morris ikke ville være mulig i dag.
“Modstanden mod Israel i FN's Generalforsamling er stor og præget af en række muslimske lande. Derfor er jeg overbevist om, at hvis verden i dag skulle stemme om en delingsplan som i 1947, så ville det blive et nej til oprettelsen af en selvstændig israelsk stat,” siger han.