77-årig måtte vente 15 timer på en båre: Det britiske sundhedsvæsen er i knæ

I Storbritannien er ventetiden på hospitalsbehandling strøget i vejret. Sundhedsvæsnet er i knæ, og det fører ifølge læger til en 'uværdig behandling', der koster op til 300-500 liv om ugen

Britiske ambulancearbejdere har strejket to gange i december, og planlægger flere strejker i januar
Britiske ambulancearbejdere har strejket to gange i december, og planlægger flere strejker i januar. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix.

77-årige Anne Whitfield-Ray skulle opereres, efter at hun var faldet og havde brækket hoften. Men det tog sin tid, før hun nåede så langt. Den 77-årige brite måtte ligge på en båre i 15 timer, inden hun kunne blive indlagt. Først bagerst i ambulancen og efterfølgende på en hospitalsgang.

“Det var fuldstændig kaos. Personalet løb rundt, malingen skallede af væggen, og patienter blev klemt sammen alle steder, de kunne. Det var forfærdeligt,” siger hun til britiske BBC.

Oplevelser som Anne Whitfield-Rays er ikke længere sjældne i Storbritannien. Tal fra det britiske sundhedssystem, NHS, viste i november 2022, at 40 procent af alle patienter venter mere end 4 timer på at blive indlagt. 10 procent ventede mere end 12 timer på at blive indlagt. Det er en stigning på 355 procent siden sidste november, skriver den britiske avis The Guardian.

En række faktorer ligger til grund for, at det britiske sundhedssystem er i knæ. Det fortæller Lone Theils, der er journalist og tidligere korrespondent i Storbritannien.

“Der er Brexit, der har fået medarbejdere i sundhedssystemet til at søge andre steder hen. Så er der covid, der har skabt lange ventelister. Derudover har man i lang tid pålagt sundhedssystemet nedskæringer i forhold til lønninger, og det har ført til strejker, som gør sundhedssystemet mere sårbart og forlænger ventelisterne,” siger Lone Theils.

Formand for sammenslutningen af akutlæger i Storbritannien, Adrien Boyle, vurderer, at problemerne i sundhedsvæsenet allerede koster liv.

“Vi tror, at mellem 300 og 500 mennesker dør som følge af forsinkelser og problemer med akut behandling hver eneste uge. Vi er nødt til at tage fat om det,” siger han i et interview med Times Radio.

Hans viceformand, Ian Higgison, kan ligeledes bekræfte, at ventetider forbindes med højere dødelighed.

“Der er god evidens for, at lange ventetider på akutmodtagelsen har konsekvenser for patienterne,” siger han til BBC og henviser til forskning, der viser, at der i gennemsnit sker et dødsfald, hver gang 82 patienter bliver forsinket med mere end seks timer.

“Hvis man er frontarbejder, ved man, at det er et længerevarende problem. Det skyldes ikke bare covid eller influenza. Det sker hver vinter, og det bliver værre og værre,” siger Ian Higgison.

Behandlingen af patienter er "usikker og uværdig", fortæller sundhedspersonalet til The Guardian. December forventes at være "den værste måned nogensinde" i forhold til ventetider. 

"Der har været tilfælde, hvor man har måttet vente op til 40 timer på en ambulance, og når ambulancerne endelig har fået bragt patienterne til hospitalet, har der ikke været personale nok til at tage imod dem. Ambulanceredderne sidder tit i timelange køer på hospitalets parkeringsplads for at få lov at aflevere deres patienter, så de kan køre ud og hente nye," fortæller Lone Theils.

I december har der været flere strejker blandt både sygeplejersker og ambulancereddere, der ønsker højere lønninger. 

"Hvis man ikke kan få personale, er det klart, at man ikke kan udføre de opgaver, man skal, og det skaber lange ventelister. At lønningerne ikke er gode, gør det svært at tiltrække personale," siger Lone Theils.

Det er dog svært at øjne en løsning foreløbig. Inflation, energikrise og det "katastrofale budget" under tidligere premierminister Liz Truss betyder, at økonomien har det skidt i Storbritannien, fortæller Lone Theils.

"Der er ikke rigtigt nogle penge at investere i sundhedssystemet lige nu," siger hun.

For almindelige borgere er situationen også utryg. En ud af fire briter har ifølge en undersøgelse bestilt af det politiske parti Liberaldemokraterne forsøgt at handle medicin på nettet, efter at de ikke kunne få en lægetid, og 16 procent har prøvet selv at udøve medicinsk behandling på et familiemedlem eller en ven. Under den nylige strejke meldte den britiske regering ud, at man kun burde ringe til en ambulance, hvis man var ved at dø. En voldsom udmelding, mener Lone Theils.

"Folk er dybt frustrerede og bange. Hvad sker der, hvis man får et hjerteanfald? Kan man regne med, at der kommer en ambulance, eller at man får den rigtige hjælp?"