Freddy Kosten forstod først langt senere, hvor meget held han havde haft i marts 1939. Et held, der reddede hans liv. Den dengang 10-årige ankom den 16. marts til England fra Wien. Det var fire måneder efter krystalnatten den 9. november, som indvarslede jødepogromerne i naziriget. Et halvt år senere ville Anden Verdenskrig bryde ud og sætte en stopper for regulerede flugtveje. Modsat andre børn opfattede drengen afskeden med forældrene på Wiens Westbahnhof snarere som et eventyr end en tragedie.
”Jeg vinkede til dem fra toget,” siger Freddy Kosten, der i dag er 90 år.
Han rejste sammen med sin fire år ældre søster med tog til Hoek van Holland, færge til Harwich, jernbane til London og ankomst til Liverpool Street Station i den britiske hovedstad.
Freddy Kosten husker ikke længere så meget fra rejsen, men velkomsten hos plejefamilien i den velhavende London-bydel Chelsea glemmer han aldrig. Benn Levy, en succesrig dramaturg, boede med sin amerikanske filmstjerne-hustru i en Bauhaus-villa. Det generøse ægtepar betalte på vegne af Freddys forældre i ugerne derpå også de 50 pund – i nutidige penge svarende til over 25.000 kroner – som den britiske regering krævede i kaution pr. barn, for at flygtningene ikke lå samfundet til last.
Evakueringen lykkedes; hen over sommeren blev familien Kosten genforenet i London. Men det kunne være gået helt anderledes. Begyndende med, at Freddys far, en købmand, tilfældigvis kom i tanke om nogen i England, som kendte nogen, der kendte Levy-parret. Andre flygtningebørn genså aldrig deres forældre eller fik kummerlige skæbner.
Eve Willman var fem år. Hun husker, at der var stegende hedt i toget.
”Under hele togturen holdt jeg min veninde i hånden. Hun hed Gerti og var seks år ældre end mig,” fortæller hun.
Ved den hollandske grænse fik børnene noget limonade, og ved ankomsten til London blev hun hentet af en onkel. Alfred Willmann, en rabbiner, var nogle år forinden udvandret fra Tjekkoslovakiet og i gang med at læse til lærer i Nordengland. Han var ubemidlet og fik ikke lov til at give niecen husly i sin egen familie. Eve boede i krigsårene hos fire plejefamilier. Den første plejefar, en frikirkelig præst, fik frataget plejeretten, da han nægtede krigstjeneste. Den anden plejefamilie fortrød. I den tredje plejefamilie blev Eve tvunget til at arbejde i køkkenet på bekostning af skolen. I den fjerde plejefamilie var der for mange søskende.
Hver gang fik hun hjælp af JRC, den jødiske flygtningekomité, som var del af den britiske paraplybevægelse MCC, der rejste penge og organiserede jødiske børns flugt fra Tyskland, Østrig, Polen og Tjekkoslovakiet. I bevægelsens hovedkvarter, Bloomsbury House i Londons centrum, blev beslutningerne om flugtplanerne og børnenes indkvartering taget. I Eves tilfælde fik onklen efter krigen et lærerjob og lov til at hente sin niece hjem til sig.
”For første gang var jeg lykkelig,” siger Eve Willman i dag.
Hun gjorde karriere som biolog og uddannede senere kvindelige apotekere. Hun fyldte 86 år i sommer og kan se tilbage på et fuldt liv. Men hun tænker på Gerti. For hendes veninde, der døde for et par år siden, var ikke så heldig som Eve. Datteren af en berømt kunstner, som siden blev myrdet i en koncentrationslejr, havnede hos en arbejderfamilie.
”De havde ingen penge. Som 14-årig blev hun sendt på fabrik. Hun arbejdede i en strømpefabrik. Flugthjælperne har reddet tusinder af børns liv, men ofte var prisen en ulykkelig barndom,” siger hun.
Den store aktion, som i England er kendt som den tyske Kindertransport – og de overlevende kalder sig således Kinder – formåede for 80 år siden over en periode på ni måneder at hente næsten 10.000 jødiske børn til Storbritannien. Jødiske og kristne organisationer havde efter Krystalnatten fået foretræde hos premierminister Neville Chamberlain, og regeringen skyndte sig at vedtage en lov, som ophævede visumpligten for uledsagede jødiske børn fra Det Tredje Rige. Aktionen blev båret af stor folkelig sympati og via BBC Radio ledte man efter plejeforældre. Flygtningenes opholdstilladelse gjaldt indtil 17-årsalderen, men der var også mulighed for familiesammenføringer. MCC var ansvarlig for børnenes indkvartering og undervisning. Nogle fik husly på bondegårde, i børnehjem eller midlertidigt i feriekolonier.
Organisationen arbejdede sammen med jødiske foreninger og menigheder i Tyskland og Østrig og med grupper som kvækerne. Børnene havde brug for et udrejsevisum fra de rigstyske myndigheder. Hjælperne i Tyskland og Østrig bestræbte sig på at hjælpe de børn, hvis forældre var blevet deporteret til kz-lejre, eller som var blevet forarmet som følge af nazisternes pogromer.
Den første transport med 200 forældreløse børn ankom til Harwich den 2. december 1938. De havde boet i et vajsenhus i Berlin, som nazisterne havde ødelagt i Krystalnatten. Den sidste transport lagde fra kaj ved den nordtyske kyst den 1. september 1939, samme dag som Tyskland angreb Polen.
I 2006 blev der indviet et mindesmærke for Kindertransportens børn foran Liverpool Street Station i London: et bronze-ensemble med fem børn. De har håbefulde ansigter, skoletasker på ryggen eller en lille kuffert med deres få ejendele, og de står på et spor som symbol på togrejsen – men også til minde om dem, de efterlod, og som endte deres liv i kz.
Det er derfor, at børnetransporten gør så stort indtryk, fordi den midt i holocausts rædsel er placeret mellem fortvivlelse og håb, forklarer Paul Weindling.
Den britiske Oxford-historiker har forsket i, hvordan det gik de omkring 2200 østrigske børn, der kom til Storbritannien fra Wien, blandt andet ved at gennemtrawle korrespondancen mellem den jødiske menighed i den østrigske hovedstad og Bloomsbury House. Hans egen mor kom til England takket være børnetransporten.
”Den gør særligt stort indtryk i dag, fordi redningsaktionen er ved at forsvinde fra den levende erindring,” siger han.
Freddy Kosten og hustruen, Helen, bor i et beskedent parcelhus med have i bydelen Finchley i Nordlondon. Bogreolen huser mange rejsebøger, ved siden af pladespilleren ligger pladecoveret til en Mahler-symfoni. Kosten fik det bedste ud af sit held. Levy-parret sendte ham i en god skole, han sang i skolekoret og lærte hurtigt engelsk og at spille cricket.
”Alle vidste, at jeg var jøde, men jeg blev aldrig mobbet. Jeg blev hurtigt integreret, og hele hændelsen efterlod ingen ar,” siger han.
Som 16-årig begyndte han at læse geologi i Oxford. I 1949 blev han britisk statsborger og meldte sig under kolonistyrets faner i Afrika, hvor han i årtier blandt andet boede Nigeria og Ghana.
Børnene var brikker i et skæbnespil. Hjælperne i Bloomsbury House fordelte dem over hele landet, alt efter hvor de kunne opdrive plejefamilier. Hvis man var heldig, fik man husly hos en jødisk familie fra middelklassen. De havde især slået sig ned i Hampstead, en smuk bydel i den nordvestlige del af hovedstaden. Velhavende og religiøst liberale jøder ville for alt i verden adskille sig fra tidligere indvandrere, fortæller Rachel Kolsky, som i Hampstead står for guidede ture gennem de jødiske indvandreres London. Ifølge Kolsky boede der flere end 20.000 flygtninge – som selv kaldte sig Emigrés – i Hampstead, en tredjedel af bydelens indbyggere.
Fra 1941 tog Sammenslutningen af Jødiske Flygtninge, AJR, sig af de nytilkomne, som skulle lære engelsk og undgå at tale tysk, hed det i instruktionerne. De blev også rådet til ikke at kritisere englænderne og ytre sig moderat for at undgå at skabe panik og antisemitisme på britisk jord. Børnetransporten var kun én, meget storstilet koordineret flugtaktion. I alt ankom knap 60.000 jøder til Storbritannien fra Det Tredje Rige i årene op til krigsudbruddet, de fleste med et arbejdsvisum i bagagen.
Mange Kinder gik hurtigt op i deres arbejdsliv. Det gavnede fortrængningen, men nu da de er ældre, indhenter minderne mange af de berørte, fortæller Bea Lewkowicz. Hun er historiker og står i London i spidsen for AJR’s Oral-History-projekt Refugee Voices, flygtningestemmer. Hun er efterhånden nået op på 245 jødiske flygtninges vidnesbyrd. Hver uge kommer der nye til.
”Projektet går fra mund til mund. Også berørte, som i første omgang ikke ville blotlægge deres historie, melder sig nu og deltager,” siger Bea Lewkowicz.
Optagelserne skal blandt andet kunne bruges af pårørende og forskere i fremtiden. En fjerdedel af de flygtninge, der har bidraget med deres vidnesbyrd, er Kinder. Et par hundrede af dem menes stadig at være i live.
For mange af dem er det dybt traumatisk at mindes deres forældre, forklarer Bea Lewkowicz. Omkring halvdelen af dem mistede begge forældre i nazisternes gaskamre. Men også i de tilfælde, hvor moderen eller faderen overlevede, var forholdene ofte vanskelige at forlige sig med.
Eve Willman fik efter krigen at vide, at hendes tyskfødte mor, der var konverteret til jødedommen, var død i et bombeangreb. Hendes jødiske far Fritz, en læge, overlevede, fordi svigerforældrene skjulte ham.
I 1948 besøgte han sin datter i England, men teenageren kunne ikke huske ham. Onklens familie var blevet hendes familie. Da Fritz Willmann bad hende komme med sig tilbage til Wien, nægtede hun at følge med. Men hun tog imod sin gamle gule bamse, som faderen havde med til hende, og som hun siden har passet godt på.
”Min far var som en fremmed for mig. Modsat så han min mor i mig. Han krævede mere, end jeg kunne give ham,” siger hun om gensynet efter ni lange år.
Til sidst tog faderen toget hjem til Wien og døde kort tid efter af en hjertelidelse.
Mange børn måtte efterlade venner i hjemstavnen. Da aktionen gik i gang, skønnede den jødiske menighed i Wien, at der alene her var omkring 10.000 børn, som skulle evakueres. Cirka fire gange så mange, som endte med at komme af sted fra Østrig.
Fra britisk side var det Lola Hahn-Warburg, datter af en velhavende bankdirektør, som tog initiativet efter selv at være flygtet fra Nazityskland. Hun bad partnerorganisationerne i Tysklang og Østrig om kun at evakuere intelligente og raske børn. De skulle opdrages moralsk og ”ikke se jødiske ud”, lød hendes anbefalinger med inspiration fra den zionistiske migration til Palæstina.
”Hun var nået frem til, at hvis vi skal modtage disse børn, så skal de også kunne blive integreret og senere kunne få et arbejdsliv. Så det bedste er, hvis de er atletiske og intelligente,” siger historikeren Paul Weindling.
Resultatet var en udvælgelsesproces, hvor mange hjælpere så sig tvunget til at lege Gud. I London krævede man en lægelig helbredsattest, karakterbøger fra skolen, pasbilleder, gyldige papirer – statsløse jøder blev afvist – og forældrenes samtykke til, at børnene muligvis kom i pleje hos ikke-jødiske familier. Paul Weindling har fundet frem til skæbner som Hilde Goliaths, en syvårig pige, hvis far bliver deporteret til koncentrationslejren i Dachau i november 1938. Moderen står pludselig uden penge og får et nervesammenbrud. Den jødiske menighed i Wien betegner over for Bloomsbury House sagen som presserende; mor og datter fryser og sulter. I april 1939 begår moderen selvmord, og i London tvivler de på, om barnet er psykisk stabilt nok og overvejer at nægte hende indrejse. Det bliver et kapløb med tiden, hvor værgerne i England får aktiveret det britiske konsulat i Wien, Rosa Schwarz fra den jødiske menigheds plejeafdeling får fremskaffet en skoleudtalelse om, at barnet er ”helt normalt”, og til sidst kan pigen alligevel få lov til at rejse til England.
Så heldig var Gerda Kral ikke. I slutningen af august 1939, altså umiddelbart før krigsudbruddet, afviser Bloomsbury House ansøgningen fra Wien med den begrundelse, at pigen åbenbart ikke er helt ved sine fulde fem, og at ”vi kun kan hente 100 procent mentalt normale børn”. To år senere bliver Gerda Kral deporteret til Riga og dræbt.
Mens der i december 1938 er 400 børn med på den første transport fra Wien, får de skrappe krav siden tallene til at dale til omkring 200 om måneden. I Wien står en desperat Rosa Schwarz i et dilemma mellem kravene fra London og jødernes nød, som gør det mere og mere presserende at få dem hjulpet på flugt. Familier splitter sig i håb om, at det kan hjælpe børnene.
Schwarz presser blandt andet på for at få den femårige Heinrich Steinberger og hans mor ud af landet. Faderen er allerede i England for at rejse penge til kautionen. Det er august 1939.
”På det tidspunkt er der egentlig ikke noget håb tilbage, som vi jo ved i bagklogskabens klare lys,” siger Paul Weindling.
Henrich Steinberger bliver i juni 1942 deporteret til udryddelseslejren Sobibor i Polen og dræbt.
Nogle børn prøver selv at tage et initiativ. Den 14-årige Liselotte Fuchs skriver til Bloomsbury House, at hun under ”de herværende forhold” hverken kan afslutte sin skole eller gå i lære. Hendes far er ”blevet udvist”, skriver pigen om dennes deportation til koncentrationslejren. ”Mine forældre har ingen penge for at hjælpe mig med at rejse ud,” skriver hun og beder venligst om, ”at De under hensyntagen til de nævnte grunde vil tillade mig at blive modtaget”.
Brevet er dateret i august – det er for sent. Liselotte bliver senere deporteret. Paul Weindling har hæftet sig ved, at det stemplede brev er havnet i den jødiske menigheds arkiv i Wien. Pigens nødråb var ankommet til London, men blev sendt tilbage til Wien af Bloomsbury House, så samarbejdspartnerne dér kunne undersøge sagen.
”I Wien vokser nøden og fortvivlelsen dag for dag, men det fatter de ikke fra britisk side. I London insisterer man på at overholde formalia,” siger han.
Samme skæbne overgår en 14-årig pige Eva Seinfelds brev, som hun havde skrevet på engelsk og sendt til sin navnesøster, den jævnaldrende britiske prinsesse. Kongehuset sender brevet videre til Bloomsbury House, som sender det retur til Wien.
Hendes bøn forbliver uhørt.
© Neue Zürcher Zeitung.
Oversat og forkortet af Kerrin Linde