Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

800.000 markerer halvårsdag i Hongkong

Hundredtusinder af sortklædte demonstranter fra alle samfundslag var søndag på gaden i Hongkong for at deltage i nye demonstrationer, som markerede et halvt års opstand mod styret i det kinesisk-regerede territorium. Foto: Danish Siddiqui/Reuters

- Jeg kan ikke se nogen ende på det, men vi giver ikke op, siger demonstrant efter et halvt års protester.

Hundredtusinder af sortklædte demonstranter fra alle samfundslag var søndag på gaden i Hongkong for at deltage i nye demonstrationer, som markerede et halvt års opstand mod styret i det kinesisk-regerede territorium.

For første gang siden august havde politiet tilladt en demonstration, som er organiseret af Civil Human Rights Front, en af Hongkongs største prodemokratiske grupper.

Organisatorerne siger, at over 800.000 var på gaden ved søndagens massedemonstration, som gik gennem finansdistriktet på Hongkongs største ø.

Demonstrationerne begyndte i juni, da styret i Hongkong forberedte ny lovgivning, som skulle gøre det muligt at fængsle indbyggere fra Hongkong i selve Kina.

De har siden udviklet sig til at være bredere i deres sigte, og nu er protesterne vendt mod regeringen og dens repræsentanter.

- Jeg vil kæmpe for frihed, indtil jeg dør, siger June - en 40-årig mor.

En række demonstranter udtalte sig om krisen til udenlandske journaliser, men de angav kun dele af deres navne af frygt for myndighederne.

Den 23-årige Lawrence, der er studerende, siger, at ingen er i julestemning i Hongkong, og at ingen ønsker sig materielle ting.

- Alle har det samme ønske her. Ønsket for 2020 er almindelig valgret.

Den 15-årige Tang siger, at han først var nervøs ved tanken om at demonstrere, men at alle - uanset alder og størrelse - bør være med.

- Mine forældre støtter mig. Jeg er vred over, at politiet bruger tåregas mod demonstranter uden grund.

Ho, som er en mor i 40'erne, og som søndag demonstrerede sammen med sin mand og sine tre børn, siger, at hendes børn skal vide, hvad det vil sige at være fra Hongkong og en del af demokratibevægelsen.

Den 37-årige Sakura fra Japan siger, at der ikke blot er tale om et Hongkong-problem, men at det drejer sig om et internationalt problem.

- I dag er det Hongkong. I morgen er det Japan. Derfor er jeg kommet hele vejen fra Japan for at støtte demonstrationerne her. Jeg vil beskytte Japan, Taiwan og Hongkong, da vi er tæt forbundne.

Den 60-årige Roita siger, at det gælder frihed.

- Dem på min alder så Tiananmen-massakren i Beijing i 1989. Dengang var vi ikke stærke nok til at kæmpe for de unge. Derfor demonstrerer vi nu.

Den 22-årige Chan, der bar rundt på et flag fra Tibet, siger, at han vil vise, at demonstranterne i Hongkong også støtter Tibet.

- Vi er alle ofre for Kinas kommunistparti. Vi kan se historien i Tibet blive gentaget her, siger Chan.

Arrangørerne af søndagens protestaktioner advarede søndag, at uanset om det er med en fredelig march eller ved valg, så vil regeringen ikke høre, hvad folk mener og siger.

- Styret her følger kun ordrer fra Kinas kommunistpart, siger en 50-årig demonstrant, som kun ønsker at oplyse sit efternavn, Wong.

- Jeg ved ikke, hvor lang tid kampen vil vare, tilføjer en anden demonstrant ved navn Kelvin.

- Jeg kan ikke se nogen ende på det, men vi giver ikke op, siger han.

Demonstrationerne og de voldsommere gadekampe er den hidtil største udfordring af Kina, som overtog den tidligere britiske kronkoloni i 1997.

/ritzau/AFP