Hvad gør man, når ens samvittighed karambolerer med lovens bogstav? For den tidligere norske biskop Gunnar Stålsett var der ingen tvivl: Hans kristne etik fordrede et lovbrud i næstekærlighedens navn, og derfor fortsatte han med at have en såkaldt ureturnerbar asylansøger ansat som hushjælp, efter at hendes arbejdstilladelse ophørte. Et forhold, som den 84-årige biskop emeritus blankt erkendte i Oslo Tingret i går formiddags.
”Jeg erklærer mig skyldig i at have givet lønnet arbejde til Lula Tekle, en ureturnerbar asylansøger fra Eritrea,” indledte Gunnar Stålsett sit forsvar ifølge avisen Vårt Land.
Stålsett understregede samtidig, at han betragter det som en borgerpligt at arbejde for at ændre en lovgivning, ”der har uacceptable konsekvenser for vore medmennesker”.
”I et større perspektiv handler denne sag om, hvorvidt der er rum for både retfærdighed og barmhjertighed i retsplejen – om humanisme i praksis (…). Konflikten mellem grundlæggende værdier og lovens bogstav kan i enkelte tilfælde blive så skarp, at man ikke har andet valg end at bryde loven,” fortsatte Gunnar Stålsett, der tidligere har stået i spidsen for Centerpartiet og været generalsekretær i Det Lutherske Verdensforbund.
Klokken 14.14 fandt dommeren i rettens sal 227 ikke desto mindre, at den forhenværende biskop havde gjort sig skyldig i lovbrud. En overtrædelse, der blev takseret til 45 dages betinget fængsel og en bøde på 7300 kroner. En straf, hovedpersonen accepterede med følgende opfordring:
”Det er vigtigt, at vi fortsætter med at betragte dette som en værdikamp; en kamp for, at humanisme og menneskerettigheder også gælder for de svageste blandt os. Dette er en lov, der afdækker en sårbarhed i det norske samfund blandt dem, som er glemt, forsømt og overset. Jeg tror ikke, vi får ro om dette spørgsmål, før vores folkevalgte indser alvoren her.”
Gunnar Stålsetts overtrædelse af den norske udlændingelovs paragraf 108, der forbyder ansættelse af udlændinge uden arbejdstilladelse, blev offentlig kendt i forbindelse med et interview i avisen Vårt Land tidligere i år. Her fortalte Stålsett, hvordan den 55-årige Lulu Tekle, efter at have arbejdet for ham i en årrække, pludselig mistede sin arbejdstilladelse som følge af en lovændring i 2011.
”Hvad skulle jeg gøre ansigt til ansigt med en arbejdsløs, ureturnerbar asylansøger, et menneske, jeg havde hjulpet gennem flere år? Jeg kunne have fortsat med at støtte hende økonomisk uden at lade hende arbejde, eller jeg kunne fortsætte med at tilbyde hende lønnet arbejde, vel vidende at jeg brød loven,” har Gunnar Stålsett forklaret til Vårt Land:
”Hvorfor valgte jeg det sidste? Fordi arbejde er Lulu Tekles stolthed. Fordi det at have et job bekræfter hendes værdighed som menneske, hendes selvrespekt og identitet. Det giver hendes liv mening på trods af en ellers håbløs livssituation. Hun er et ærligt og beskedent menneske, som ikke vil ligge samfundet til last. Jeg kunne ikke få mig selv til at gøre hende til tigger.”
Sagen har medført indædt debat i den norske offentlighed, og undervejs truede forløbet også med at splitte den norske regering, hvor Kristeligt Folkeparti og Venstre ønsker en lovændring, så ureturnerbare asylansøgere kan arbejde, mens Højre og Fremskridtspartiet er imod.