Uforsonligheden om antisemitisme er atter brudt ud i lys lue i det britiske arbejderparti Labour.
Sagen kulminerede tirsdag aften i Parlamentet, hvor en af partiets ledende jødiske parlamentarikere, Margaret Hodge, direkte kaldte partileder Jeremy Corbyn for antisemit og racist, hvilket har ført til trusler om disciplinære sanktioner mod den 73-årige Labour-veteran.
Vredesudbruddet er kulminationen på en årelang strid om, hvorvidt partiet direkte eller indirekte accepterer antisemitiske holdninger.
Siden den socialistiske pacifist Corbyn overraskende blev valgt som partileder i 2015, har der været en stigende kritik af, at partiet har accepteret antisemitisk retorik. Antisemitismen kommer ikke mindst til udtryk blandt aktivisterne på partiets venstrefløj i Momentum-gruppen, som under Corbyn har fået stor indflydelse i partiet. Jeremy Corbyn, der gennem mange år har været en meget markant fortaler for et frit Palæstina, har dog gentagne gange slået fast, at antisemitisme, fordomme og had mod det jødiske folk ikke hører hjemme i partiet.
Ifølge Margaret Hodge er det netop konflikten mellem Israel og palæstinenserne, der betyder, at jødiske parlamentsmedlemmer bliver mødt med antisemitiske ytringer fra deres partifæller.
I denne uge skulle der endelig være lagt låg på debatten om antisemitisme, da partiets National Executive Committee – den øverste organisatoriske ledelse – vedtog en plan mod antisemitisme. Men selv det vakte vrede, fordi partiet valgte at vedtage sin egen definition af antisemitisme frem for at bruge en anerkendt definition fra den internationale organisation til erindring om holocaust, IHRA. Ikke mindst udelader Labour fire definitioner af antisemitisme i form af disse påstande:
1: at jøder er mere loyale over for Israel end deres eget land
2: at staten Israels eksistens bunder i racisme
3: at kræve højere standarder for Israels opførsel end for andre lande
4: at sammenligne Israels politik i dag med nazisternes.
68 rabbinere, som dækker hele spektret fra ortodokse til liberale synagoger, svarede igen med et åbent brev i avisen The Guardian.
”Det er ikke Labours opgave at omskrive definitionen af antisemitisme. Lederskabet i Labour har valgt at ignorere dem, der forstår antisemitisme bedst. Ved at påstå, at de ved, hvad der er bedst for vort samfund, så har partiets lederskab valgt at handle på den mest fornærmende og arrogante måde,” hedder det i det åbne brev.
Labour har de senere år suspenderet flere medlemmer af partiet for at have udtrykt åbenlyse antisemitiske holdninger – herunder ledende medlemmer af Momentum og tilmed Londons tidligere borgmester Ken Livingstone, der sagde, at der var en forbindelse mellem Adolf Hitler og zionisme.
Men gennem de seneste dages heftige debat har partiets ledere været stort set fraværende og gemt sig bag anonyme talsmænd, mens jødiske parlamentsmedlemmer og deres støtter har været meget aktive i medierne, og det gælder også i deres opbakning til Margaret Hodge.
”Det er partiets ledelse, der har miskrediteret partiet – ikke Margaret Hodge. Hvordan vover de at prædike om ’respekt mellem kolleger’, når disse retningslinjer legitimerer den mest forfærdelige mangel på respekt,” skriver partiets tidligere udenrigsminister David Miliband på Twitter.
Selvom det er en debat, der har kørt længe i Labour og medierne, så synes det ikke at have skadet oppositionspartiet i meningsmålingerne. Her står Labour ifølge seneste måling foretaget for avisen The Times til 41 procent af stemmerne, mens De Konservative i høj grad lider under de interne Brexit-stridigheder i regeringspartiet og er faldet til 36 procent fra over 42 procent ved valget sidste år.