Åbent brev til Demokraterne: Hvad er det egentlig, I er ude på?

For os i det republikanske bagland bliver det stadig mere mystificerende, at Demokraterne nægter at betale for øget sikkerhed ved grænsen til Mexico, mener Trump-vælgeren Stephan Helgesen

"Det er umoralsk, at vi fortsat tiltrækker flere ulovlige migranter til vort land, fordi vi ikke evner at træffe nogle fornuftige beslutninger om en ny indvandringslov," skriver Trump-tilhænger Stephan Helgesen
"Det er umoralsk, at vi fortsat tiltrækker flere ulovlige migranter til vort land, fordi vi ikke evner at træffe nogle fornuftige beslutninger om en ny indvandringslov," skriver Trump-tilhænger Stephan Helgesen.

Olympia Dukakis havde en god replik i den Oscar-præmierede film ”Lunefulde Måne” fra 1987. Mens hun spiste med en ven, som var i gang med en forklaring om kvinder, sagde hun: ”Det, du ikke ved om kvinder, er virkelig meget.” Det er præcis sådan, at jeg har det med Demokraterne for øjeblikket, især når jeg hører dem tale tvetydigt om vores grænsesikkerhed i den fastkørte strid om finansieringen af præsident Donald Trumps grænsemur til Mexico, som har udløst den 18. lukning af vores statsapparat i historien.

De gentager samme standardretorik, hver gang de er på skærmen: ”Vi støtter sikkerhed ved grænsen, men ikke muren.” Jeg bliver så frustreret, at jeg er parat til at tage dem ved nakkeskindet og ryste dem så hårdt, at sandheden falder ud.

Til Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, ville jeg sige: ”Kære Chuck, vær nu ærlig. Du vil bare knuse Trump, og du er i virkeligheden ligeglad med muren. Det hele handler om at standse Trump, ikke?”

Hvis jeg skulle tale med den nye formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, ville jeg sige:

”Kom nu, Madam Speaker, hvad i alverden er der i vejen med at bygge en mur mellem Mexico og os? Er det ikke indlysende, at gode hegn skaber gode naboer? Tror du, at dine vælgere vil acceptere en stigende strøm af illegale indvandrere, narkotikasmuglere og småkriminelle, som sniger sig over grænsen til din valgkreds i Californien?”

”Forresten så jeg dig i fjernsynet forleden. Du havde samlet børn omkring dig i den store kongressal. Jesus havde også opfordret børn til at være hos ham, men der er én stor forskel mellem jer: Jesus ville have børn til at mærke hans kærlighed. Du samlede dem foran tv-kameraerne som en filminstruktør i et reklameindslag. Skam dig. Man skal ikke bruge børn som skakbrikker, og Kongressen er ikke Disneyland. Hvis du virkelig er bekymret for børnenes fremtid, så burde du stemme for muren, fordi det vil hindre tusindvis af børnefamilier fra Guatemala, Honduras og El Salvador at tage flugten igennem en farlig ørken til USA’s grænse. Tænk på, hvor mange liv du kunne redde med din underskrift.”

”Hvornår vil dit parti erkende, at vi har for meget kriminalitet i forvejen, og at vi ikke kan klare mere fra desperate mennesker, som har krydset vor grænse ulovligt? I gamle dage var Republikanerne mægtig gode til at skyde sig selv i fødderne, men med jeres stædige tilgang til grænsesituationen er det nu jer, som holder seksløberen i hånden. Hvordan kan I acceptere, at der i november 2018 blev standset 60.000 illegale indvandrere ved vor grænse, og at antallet af familier, som er blevet tilbageholdt, er tredoblet fra 2017 til omkring 25.000 i 2018.”

Som indbygger i en delstat, der grænser op til Mexico, savner man en debat, hvor fakta er lagt på bordet i stedet for følelser. Nancy Pelosis kommentarer om, at en mur er umoralsk, er malplaceret. Det er umoralsk, at vi fortsat tiltrækker flere ulovlige migranter til vort land, fordi vi ikke evner at træffe nogle fornuftige beslutninger om en ny indvandringslov.

Det kan også virke umoralsk på nogen, at vi har lukket en fjerdedel af vores regeringskontorer på grund af jeres uenighed med præsidenten over grænsesikkerheden, men det er ikke første gang, vi har stået i sådan en situation. Det er som nævnt den 18. lukning af statsapparatet, men det kan hurtig blive den længste, hvis der ikke findes et acceptabelt kompromis.

Der er endnu en ting, jeg slet ikke forstår, ville jeg sige til Nancy Pelosi: ”Det er Demokraternes tavshed, når en af jeres folk dummer sig gevaldigt, sådan som det nye kongresmedlem fra delstaten Michigan, Rashida Tlaib, gjorde i sidste uge.”

Efter at hun var taget i ed i Kongressen, sagde hun til sine tilhængere, at ’vi skal nok fjerne den ’motherf__r’ (præsident Trump) fra sin post. Dette udtryk er nok det værste, man kan sige om en anden person her i Amerika, men det blev gjort endnu værre, fordi Ms. Tlaib er en troende muslim, hvis religion forbyder den slags udtalelser.

Jeg ved, at mange siger, at Trump også bruger bandeord. Men han har dog aldrig udtrykt sig så vulgært, som Rashida Tlaib gjorde.

”Ms. Pelosi, du er nødt til at kontrollere dine balstyriske nybagte kolleger, og nu er det rigtige tidspunkt. Når præsidenten i morgen er på besøg ved vor sydlig grænse, så kunne du benytte lejligheden til en tête-à-tête med de mere ’ustyrlige’ kongresmedlemmer i dit parti.

Mon ikke du kan overbevise dem om, at der er også grænser for, hvor meget man skal gå til modangreb, især når Amerikas fysiske suværænitet er på spil?” Gode politiske forhold starter med at række hånden ud til hinanden og vise imødekommenhed fremfor at vende ryggen til problemerne.

Stephan Helgesen er amerikaner og tidligere diplomat igennem 20 år blandt andet som handelsråd på USA’s ambassade i Danmark. Han er nu politisk rådgiver og forfatter, bosat i den amerikanske delstat New Mexico, hvorfra han som registreret republikaner jævnligt skriver breve fra Trump-land i Kristeligt Dagblad.