To år efter katastrofen på Beiruts havn er beviserne gået op i røg

Da siloer på havnefronten i Libanons hovedstad søndag kollapsede, forsvandt også bevismateriale, der skulle hjælpe med til at placere ansvaret for eksplosion med 200 omkomne

Røg stiger op fra de næsten kollapsede siloer på havnefronten i Beirut, som holdt sig stående i godt to år efter den voldsomme eksplosion den 4. august 2020.
Røg stiger op fra de næsten kollapsede siloer på havnefronten i Beirut, som holdt sig stående i godt to år efter den voldsomme eksplosion den 4. august 2020. Foto: Issam Abdallah/Reuters/Ritzau Scanpix.

Som en slags spøgelsestårne har de tronet på havnen i den vestlige del af Beirut de seneste to år. Og selvom siloerne ikke ligefrem har prydet byen, der i forvejen er præget af tomme og ødelagte bygninger, har de alligevel været med til indgyde et slags håb i libaneserne. Et håb om, at retsstaten én gang for alle skulle få styr på, hvilke mennesker i den politiske top, der havde overset faren ved at opmagasinere 2750 tons kunstgødning på en forkert måde i næsten syv år.

Men søndag kollapsede to af de fire kornsiloer i en sky af støv i Libanons hovedstad. Hermed forsvandt også det bevismateriale, som mange havde sat deres lid til kunne placere ansvaret for den eksplosion, som den 4. august 2020 raserede byen med en voldsom trykbølge. Mindst 218 mennesker blev dræbt, 7000 blev såret og 300.000 gjort hjemløse.

Organisationen Human Right Watch har kulegravet ulykken og fastslog sidste år i en rapport, at “de libanesiske myndigheder som minimum var kriminelt uagtsomme i henhold til libanesisk lov”. Mange libanesere kalder ligefrem ulykkesstedet et gerningssted for en forbrydelse begået af korrupte libanesiske politikere. Særligt pårørende til ofrene for eksplosionen er frustrerede over, at siloerne nu er styrtet sammen. Ikke bare, fordi siloerne var et slags mindesmærke. De mener, at kollapset kunne have været undgået.

“Myndighederne fortalte os, at ilden var slukket på trods af, at den bredte sig. De kunne have stoppet det,” fortæller Rima Zahed, som i søndags deltog i en demonstration foran det ramponerede havneområde, til nyhedsmagasinet Time.

Rima Zahed havde medbragt et stort billede af sin afdøde bror, Amin, som blev dræbt ved eksplosionen for to år siden. Da hun stå de store røgskyer over hovedstaden, væltede tårerne frem hos Zahed. Hun havde længe frygtet, at siloerne skulle kollapse, og de ansvarlige for ulykken dermed kunne få en bedre chance for at slette bevismaterialerne og forblive ustraffede. I december 2021 igangsatte en dommer en undersøgelse, der skulle placere ansvaret, men flere politikere fra blandt andet det shia-muslimske parti Hizbollah fik det stoppet.

Rima Zahed er langt fra den eneste, der har haft en stor frygt for, at siloerne skulle rives ned eller ville kollapse. I april i år besluttede den libanesiske regering at fjerne siloerne, men som følge af store protester fra de pårørende til ofrene blandt andet gennem kampagnen "The Silent Witness” (det tavse vidne), blev beslutningen trukket tilbage. Selvom størstedelen af siloerne nu er kollapset, er der fra folkene bag kampagnen stadig et stort ønske om at bevare dem.

"Det var et sted, der symboliserer vores sår og vores smerte. Jeg er meget vred på myndighederne. Der er gået to år, og intet er blevet gjort for at bevare siloerne som et mindesmærke," siger Elie Hasrouty, som mistede sin 59-årige far ved katastrofen, til Time.

Fakultetet for ingeniørkunst og arkitektur på Det Amerikanske Universitet i Beirut står bag en rapport, der opsummerer, hvilken betydning mindesmærker som siloerne har for et land som Libanon:

“Historisk bevaring er ikke et teknisk valg, men et dybt politisk valg. Hvad et samfund vælger at mindes - eller slette - har store konsekvenser for dets kollektive identitet. Det former de fortællinger, som yngre generationer vil forstå som deres fælles historie, og de fysiske landskaber, de vil vokse til at identificere som deres egne. Bevarelse er med andre ord afgørende for, at samfund kan huske en fælles historie og styrke fællesskabet.”

Flere embedsmænd har tidligere forklaret beslutningen om at rive siloerne ned som en teknisk nødvendighed og har kaldt libanesernes ønske om at bevare dem for ‘romantiseret’. 

Spørgsmålet er, om restere af siloerne bliver stående. Libanesiske politikere har før valgt at rive historiske mindesmærker ned frem for at bevare dem. Mest gribende var måske beslutningen om at nedrive Rivoli Cinema-bygningen, et arkitektonisk vartegn fra Beiruts blomstrende 1960’ere, da byen blev kaldt Mellemøstens Paris. Stedet, hvor bygningen stod, er i dag tomt.