To år efter ”tragediens stilhed” ramte: Nu bliver Notre Dame født på ny

Efter to års intensiv førstehjælp fra snedkere, kunsthistorikere, stilladsarbejdere og arkæologer er parisiske Notre Dame nu endelig klar til at blive genopbygget. ”Man føler historiens tyngde og en vis ærefrygt,” lyder det fra en af hovedpersonerne

Denne trækonstruktion skal sættes op i de ydre stræbebuer, så de hviler på trækonstruktionen. Hver eneste af de i alt 28 stræbebuer på koret og kirkeskibet er blevet afsikret med trækonstruktioner, som snedkerne samlede på selve byggepladsen. Foto: Patrick Zachmann/Magnum Photos
Denne trækonstruktion skal sættes op i de ydre stræbebuer, så de hviler på trækonstruktionen. Hver eneste af de i alt 28 stræbebuer på koret og kirkeskibet er blevet afsikret med trækonstruktioner, som snedkerne samlede på selve byggepladsen. Foto: Patrick Zachmann/Magnum Photos.

I begyndelsen var stilheden.

Efter brandens apokalyptiske bragen lagde lydløsheden sig over Notre Dame.

Ilden blev slukket, men hullet i kuplen over kirkens tværskib, hvor spiret var styrtet sammen i en sky af gnister om aftenen den 15. april 2019, var stadig i fare for at brede sig og fremkalde en kædereaktion af kollaps. Men det endegyldige, fatale brag udeblev. Katedralen i hjertet af Paris holdt stand.

Først om to måneder vil Notre Dame officielt kunne erklæres uden for fare. Og det vil samtidig være startsignalet til den egentlige genopbygning. Men i de seneste to år har stenhuggere, snedkere, reb- og stilladsarbejdere sammen med arkæologer og ingeniører ydet nødhjælp til den franske hovedstads brandhærgede domkirke. Deres indsats, som er blevet kaldt århundredets restaureringsprojekt, er undervejs blevet fulgt nøje af fotograf Patrick Zachmanns kameralinse. Og han husker netop den altomsluttende stilhed, der mødte ham, da han første gang trådte ind i den udbrændte katedral.

”Katedraler er altid præget af stilhed, men dette var tragediens stilhed. Der var denne følelse af identitetstab, af pejlemærker, som forsvandt. Helt bogstaveligt for jeg vild og kunne ikke finde tilbage til udgangen. Men så snart arbejdet med at rydde og afsikre bygningen begyndte, vendte også lydene og livet tilbage. Det, jeg har fotograferet, er fortsættelsen af en 800 år gammel historie om katedralbyggere,” siger Patrick Zachmann.

Delphine Syvilay er en af dem, der i bogstavelig forstand har holdt den 800 år lange kulturhistorie i sine hænder. Hun er konserveringsforsker ved det franske kulturministeriums konserveringslaboratorium, og hver eneste træsplint, hver sten og hvert søm, som er blevet skovlet ud af brandtomten, har passeret gennem hendes eller en af hendes kollegers hænder for at blive sorteret, gemt til forskning eller genbrugt.

”Jeg har holdt jernstivere, søm og sten i hånden, som en arbejder bankede på plads engang i 1200-tallet. Vi har for eksempel fundet liljeformede udsmykningselementer fra taget og fra spiret, og vi skal nu undersøge, om de kan genbruges. Vi vil kunne datere de enkelte elementer, som stammer fra forskellige faser i byggeriet, og få vigtig, ny viden om de byggemetoder, som blev benyttet af middelalderens katedralbyggere,” fortæller Delphine Syvilay.

Gennem de seneste to år er mere end 1200 kubikmeter murbrokker og andet materiale blevet sorteret, enten på borde inde i selve Notre Dame eller i det hvide telt, som i de seneste måneder har stået på kirkepladsen. 10.000 stykker træ og 660 paller med sten og jern er blevet gemt som historiske levn.

2Da spiret styrtede sammen, brød det igennem kuplen over kirkebygningens tværskib. Vægten fra murbrokker og den udbrændte trækonstruktion, der havde hobet sig op på kuplerne, kunne potentielt få resten af loftet til at bryde sammen og var derfor 
en trussel mod hele katedralen. Materialerne blev hentet ned af reb­arbejdere i 33 meters højde. De 400 tons blyplader på taget smeltede under branden, og på grund af risikoen for blyforgiftning var rebarbejderne nødt til at være iført beskyttelsesdragter og iltmasker, der hæmmede deres bevægelsesfrihed.
2Da spiret styrtede sammen, brød det igennem kuplen over kirkebygningens tværskib. Vægten fra murbrokker og den udbrændte trækonstruktion, der havde hobet sig op på kuplerne, kunne potentielt få resten af loftet til at bryde sammen og var derfor
en trussel mod hele katedralen. Materialerne blev hentet ned af reb­arbejdere i 33 meters højde. De 400 tons blyplader på taget smeltede under branden, og på grund af risikoen for blyforgiftning var rebarbejderne nødt til at være iført beskyttelsesdragter og iltmasker, der hæmmede deres bevægelsesfrihed.

Alt er blevet skovlet sammen, først af fjernstyrede minigravemaskiner, fordi det var for farligt at opholde sig under hullet i transeptet (tværbygningen, red.), og derefter med håndkraft. Murbrokkerne og de øvrige rester, som havde hobet sig op over kirkeloftet og truede med at få især den gennemhullede kuppel til at bryde sammen, er blevet hentet ned af rebarbejdere, der svævede i rappelle i 33 meters højde.

Alle, der arbejdede i katedralen, har været iført beskyttelsesdragter og iltmasker af hensyn til den potentielle blyforgiftning fra det smeltede blytag, som har vanskeliggjort sikringsarbejdet.

”Man kunne se blystøvet med det blotte øje. Vi lignede alle astronauter i rumdragter, og selv mit kamera var beskyttet af plastic. Intet, der havde været udsat for støv, måtte komme ud af katedralen, men skulle skylles eller anbringes i sikrede containere,” siger Patrick Zachmann.

En af de mest delikate operationer var fjernelsen af det forkullede skelet af et stillads, som netop var blevet stillet op inden branden. Fem en halv måned tog det at fjerne de 40.000 udbrændte metalrør, der vejede 200 tons, og hvoraf halvdelen befandt sig mere end 40 meter over jorden.

Et andet følelsesladet øjeblik var afmonteringen af det store orgel og dets 8000 orgelpiber, som på mirakuløs vis havde overlevet branden uden at tage skade.

”Stilladsarbejderne og rebarbejdernes indsats i 40 meters højde var det mest spektakulære. Men lige så imponerende er de trækonstruktioner, som nu afstiver de udvendige stræbebuer. Forleden blev lignende buer af træ sat op for at afstive de ribber, der samler den gennemhullede kuppel. Det er en af de sidste faser inden genopbygningen, og det er fantastisk snedkerhåndværk. Der har været op til 30 arbejdere ad gangen i katedralen – af alle mulige nationaliteter. Alle er topprofessionelle, og man fornemmer tydeligt, at deres arbejde er mere end et job,” siger fotografen Patrick Zachmann, der suppleres af Delphine Syvilay:

”Vi er blevet et fællesskab. Alle passer på hinanden, og man føler både historiens tyngde og en vis ærefrygt over at være blandt dem, der arbejder i Notre Dame. Det var en vigtig etape for genopbygningen, men også helt trist, da vi den sidste uge i marts blev færdige med at sortere alt materialet i katedralen. Arbejdet fortsætter, men nu i vores laboratorium,” siger kulturministeriets konserveringsforsker.

Patrick Zachmann vil dog fortsætte med at dokumentere Notre Dames rejse fra sodsværtet mørke tilbage til livet.

”Jeg stod på kirkepladsen den 15. april 2019 og så Notre Dame brænde. Jeg havde virkelig en følelse af, at en del af vores identitet gik op i røg. Derfor er det også fantastisk at få lov til at følge, hvordan katedralen nu langsomt kommer til live igen.”

Arbejdet med at fjerne de 40.000 metalrør fra det stillads, som var sat op i 2019 for at restaurere spiret, og som udbrændte under branden, var en af de mest risikable processer under arbejdet med at afsikre katedralen. Et nyt stillads blev rejst omkring det gamle. Stilladsarbejderne fjernede det, der var tilgængeligt fra det nye støttestillads, mens resten blev savet løs og sænket ned af reb­arbejderne.
Arbejdet med at fjerne de 40.000 metalrør fra det stillads, som var sat op i 2019 for at restaurere spiret, og som udbrændte under branden, var en af de mest risikable processer under arbejdet med at afsikre katedralen. Et nyt stillads blev rejst omkring det gamle. Stilladsarbejderne fjernede det, der var tilgængeligt fra det nye støttestillads, mens resten blev savet løs og sænket ned af reb­arbejderne.