En stak af russisksprogede eksamensbeviser og diplomer venter utålmodigt på at få vendt hvert et ord til finsk. De er landet hos den 64-årige Helena Roiha, der under et vinrødt pandehår oversætter som en service i sit private tolkebureau i provinsbyen Imatra i det sydøstlige Finland. Hun har levet af at tolke mellem russisk og finsk i mere end 30 år, siden hun som nyuddannet cand.mag. i russisk sprog og kultur kastede sin kærlighed på at bygge bro mellem de to nabolande. For tiden har hun mere travlt end nogensinde før.
Ruslands invasion af Ukraine har medført en bølge af russere med tilknytning til Finland, der ønsker at få deres officielle papirer og beviser oversat, så de accepteres af de finske myndigheder. På den måde kan de holde døren til Vesten på klem, hvis det skulle blive for besværligt og for ubekvemt at være russer.
Krigen har vendt op og ned på tilværelsen for de mange mennesker, hvis hverdag kredser om det finsk-russiske grænseland ligesom Helena Roihas.
Neutralitet og fredelig sameksistens har været kernen i naboskabet i årtier. Men i denne uge har Finland efter måneders tilløb vedtaget at søge om medlemskab i Nato, og hvis ansøgningen accepteres, vil de to nabolande officielt være modstandere på storpolitisk plan.
Frygt for at ende som Ukraine
For bare få måneder siden havde et ja til finsk Nato-medlemskab været næsten utænkeligt, men stemningen i befolkningen og blandt politikerne er vendt, da mange finner frygter at lide samme skæbne som ukrainerne.
"Jeg kender mange, der er meget bange. Nogle er bange for, hvad Rusland kan finde på her i Finland og har allerede pakket kufferten, men der er også rigtig mange, som er bange for, hvad krigen vil få af konsekvenser for forholdet mellem russere og finner," fortæller Helena Roiha.
Langt de fleste her i området har på godt eller ondt en tilknytning eller en forbindelse til Rusland. Vi kan jo ikke bare kappe de bånd over natten
Hun er dog ikke sikker på, at Nato-medlemskabet nødvendigvis vil gavne det finsk-russiske forhold:
"De fleste finner siger, at det vil give os en sikkerhedsgaranti, men der er også nogle, der mener, at vi ikke skal friste skæbnen og bør frygte Rusland. Jeg er også bange for, at prisen for at slutte os til Nato er for høj for Finland - og her tænker jeg ikke kun økonomisk."
Det sydøstlige Finland er på mange måder et regionalt billede på de overordnede dilemmaer, som EU og Vesten står i lige nu. For selvom EU forbereder sig på at udfase russisk gas og olie, bliver der fortsat dagligt postet over 2,8 milliarder kroner i den russiske statskasse for gasleverancer alene.
I Imatra, hvor Helena Roiha bor, har det først og fremmest skabt bekymringer på et helt lokalt plan, at områdets vigtigste samarbejdspartner endnu en gang har vist sig ganske utilregnelig i det politiske verdensbillede.
"Vi har et historisk forhold til hinanden, og langt de fleste her i området har på godt eller ondt en tilknytning eller en forbindelse til Rusland. Vi kan jo ikke bare kappe de bånd over natten. Vi er nødt til at have diplomatiske forbindelser og venskaber," insisterer den finske tolk.
Omkring Imatra er Rusland ikke bare en fjende, men også en vigtig samarbejdspartner. Byen ligger klos op ad grænsen, og mod øst er der kun syv kilometer fra byens centrum, til man forlader Finland og rejser ind i Rusland. Med sine knap 30.000 indbyggere udgør Imatra en hæderlig nordisk provinsby omtrent på størrelse med Holbæk eller Sønderborg, dog med den ikke uvæsentlige detalje, at verdens største land med sine omkring 145 millioner indbyggere - bogstaveligt talt - lurer i horisonten.
Uden russere, intet liv i lokalsamfundet
Her i området er Finland og Rusland flettet sammen på kryds og tværs med menneskelige og økonomiske bånd, og beboerne deler en blodig fortid fuld af minder om krig og tab af finsk territorium til russerne. Rusland er ikke nødvendigvis en ønsket, men i hvert fald en uundgåelig nabo, og uanset om lokalbefolkningen bryder sig om det, er naboskabet blevet som et iltapparat, der holder det finske udkantsområde i gang.
Fra Imatra er der direkte hovedveje og 20 minutters kortere kørsel til den russiske storby Sankt Petersborg mod øst, end til den finske hovedstadm Helsinki, som ligger lidt mere end tre timer i bil mod vest. Det gør det nemmere at kigge mod russerne, når der skal holdes gang i butikslivet og skabes økonomisk vækst og liv i lokalsamfundet.
Folk vil måske ikke indrømme det, men særligt her i det østlige Finland er folk knyttet meget tættere sammen på tværs af grænsen, end de selv er klar over
Siden 1990'erne efter Sovjetunionens fald og i takt med en stigende åbenhed i grænsesamarbejdet har Imatra tiltrukket mange russere. De kommer mestendels for at fylde bilerne med finske kvalitetsvarer som sæbe og sko fra enorme supermarkeder i stil med de tyske grænsebutikker. Men med årene er de også begyndt at fylde i bybilledet - først som turister og nu i stigende grad som migranter.
"Grænsehandel og turisme har traditionelt set spillet en yderst vigtig rolle for økonomien her i området, især båret frem af det store kundegrundlag i og omkring Sankt Petersborg," siger Matti Fritsch, der forsker i grænseoverskridende samarbejder og strukturer ved Østfinlands Universitet.
Han har ad flere omgange undersøgt de socioøkonomiske forhold i grænselandet og forklarer, at det netop er i det sydøstlige område, at grænsen har størst økonomisk betydning, og hvor der investeret meget i infrastruktur. Det skyldes, at hovedparten af al grænsetrafik mellem de to lande passerer på hovedvejene mellem metropolerne Helsinki og Sankt Petersborg.
Matti Fritsch peger dog også på, at udviklingen til dels er stagneret de senere år. Det begyndte efter den russiske annektering af Krim i 2014, hvor EU-sanktioner gjorde det svært at handle med Rusland. Efter coronapandemien og krigen i Ukraine har han svært ved at se, hvornår eller om det nogensinde vil nå samme niveau igen.
Grænselukning kom som et chok
De seneste to år har grænsen mellem Finland og Rusland nemlig været næsten hermetisk lukket for hverdagstrafik som følge af pandemien, og selv de, der ellers ikke lovpriser det grænseoverskridende samarbejde, mærker, at russerne mangler i byen.
"Folk vil måske ikke indrømme det, men særligt her i det østlige Finland er folk knyttet meget tættere sammen på tværs af grænsen, end de selv er klar over," siger Virpi Kaisto, der er ph.d. i russisk-finske grænsestudier ved Østfinlands Universitet og selv bosat i Imatra.
Hun flyttede til området i slutningen af 1990'erne, da grænsen lige så langsomt blev åbnet op for hverdagstrafik. I begyndelsen var det svært for lokalsamfundet at acceptere, at russerne, der engang var fjender, pludselig blev en del fast del af bybilledet. Men med tiden har de mange købekraftige russere fået byen til at blomstre, og det har til dels helet gamle sår.
"Det er svært for finnerne at være reelt sure på russerne, for de får det hele til at glide økonomisk. Det har omvendt været et chok for mange, at grænsen pludselig har været lukket igen - og endda så længe", fortæller Virpi Kaisto og henviser til de mange tomme butikslokaler i Imatras centrum, hvor man før kunne finde velkendte kædebutikker som H&M.
Samme skæbne er overgået de store grænsebutikker uden for byen, hvor der før var livlig trafik. De ligger nu øde hen. Det er kommet som et chok for grænseforskeren, at de to landes grænsesamarbejde ikke længere kun er udfordret af forskellige tilgange til pandemibekæmpelse, men også af Ruslands handlinger i Ukraine.
Hun oplever, at mange almindelige finner igen er begyndt at frygte Rusland, og hun gruer for, hvad det i længden vil betyde for grænseforholdet. Med et potentielt finsk Nato-medlemskab bliver det nok aldrig det samme som før.
Det er bekymringer, som Helena Roiha deler, mens hun kæmper sig igennem papirbunkerne i tolkebureauet. Hun er ikke decideret bange, men oplever alligevel, at hun er mere på vagt. For nylig gjorde hun en opdagelse, der mindede hende om, at Finland trods alt før har været i krig med den store nabo.
I lejlighedskomplekser og mange større kommunale bygninger findes der beskyttelsesrum, som borgerne kan søge ly i, og sådan er det også i fælleskælderen, hvor Helene Roiha bor. Kort tid efter invasionen i Ukraine har nogen skiftet det orange skilt, som indikerer rummets indgang, til et splinternyt. Helena Roiha stoppede op og noterede sig vejen derned en ekstra gang. Måske er det bare et tilfældigt sammenfald med et obligatorisk sikkerhedstjek.