Abbas, Israel og USA har saboteret egyptisk plan for Gaza

I to år har den egyptiske efterretningstjeneste forsøgt at skabe basis for en politisk forandring i Gaza. Den nye Hamas-leder var en del af planen, men selvstyrepræsident Abbas bakkede ud i sidste øjeblik, afslører israelsk rådgiver

Abbas, Israel og USA har saboteret egyptisk plan for Gaza
Foto: Majdi Mohammed/AP/Ritzau Scanpix.

Da tingene så allerværst ud i Gaza, udtænkte den egyptiske efterretningstjeneste en plan. Noget måtte ændres drastisk. Og dette noget var Hamas.

Egypterne lavede en plan i to spor: Den islamistiske bevægelse, der styrer Gaza-striben, skulle tage afstand fra terror og reelt blive et politisk parti. Og Mahmoud Abbas’ palæstinensiske selvstyre i Ramallah skulle vende tilbage til Gaza som regeringsmagt og tage ansvar for blandt andet grænser og skatteindkrævning.

Det fortæller Nimrod Novik, der i midten af 1990’erne var den israelske premier- minister Shimon Peres’ strategisk-politiske rådgiver. Siden fortsatte Novik sammen med en mindre gruppe rådgivere sit arbejde med at give impulser og idéer til politiske ledere i og uden for regionen. Det foregår langt fra rampelyset og i troen på, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne kan munde ud i en to-statsløsning.

”For godt to år siden besluttede den egyptiske efterretningstjeneste sig til at gå aktivt ind i at vende udviklingen i Gaza rundt. Ikke for palæstinensernes eller for israelernes skyld, men fordi Egypten – især efter erfaringerne med et år under Det Muslimske Broderskabs og Mohammed Morsis regering – frygtede, at terror fra den islamiske Hamas-bevægelse i Gaza skulle brede sig til det nordlige Sinai,” forklarer Nimrod Novik.

I begyndelsen af 2017 fik Hamas i Gaza en ny leder. Som tidligere leder af Hamas’ væbnede styrker har Yahya Sinwar siddet 23 år i israelsk fængsel for sin medvirken i terrorangreb. Egypterne troede, at de skulle bruge mange kræfter på at overtale Sinwar til at vælge et politisk spor, men han var mere end villig til at forandre Hamas, fortæller Nimrod Novik:

”Egypterne opdagede, at Sinwar havde brugt sin tid i fængslet til at lære hebraisk og til at læse om Israel. Han indså, at Hamas’ politiske linje om, at man med terror kan få staten Israel til at forsvinde, er urealistisk. Egypten inviterede 1200 unge Gaza-palæstinensere til Egypten for at tage lederkurser og blive skolet til at støtte Sinwars vision om et forandret politisk Hamas i Gaza. De skulle støtte ham i befolkningen imod ’den gamle skole’ i Hamas-ledelsen.”

For at sikre succes tog egypterne både Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og de to amerikanske Mellemøst-forhandlere Jared Kushner og Jason Greenblatt i ed. Begge parter gav personligt en repræsentant for den egyptiske efterretningstjeneste grønt lys. Egypten kontaktede også Saudi-Arabien og De Arabiske Emirater, der var klar til at støtte ”det nye Hamas”, så Iran, Qatar og Tyrkiet kunne blive skubbet af banen.

Alt gik planmæssigt, da planen blev sat i værk for cirka et år siden. Sinwar lod selvstyret fra Ramallah komme til Gaza og overtage grænserne, opkræve told med mere, og gik selv i gang med at overbevise tvivlerne i Hamas-bevægelsen om den nye vej frem. Indtil selvstyrepræsident Mahmoud Abbas i april i år slog bak.

”Måske er han bare for gammel og træt til den kæmpe udfordring, det er at overtage Gaza. Eller måske var han ikke overbevist om, at Hamas ville holde sin del af aftalen, og han var nok heller ikke overbevist om, at det internationale samfund ville give den nødvendige støtte til at redde Gaza. Hvis alt endte i fiasko, ville han stå med sorteper,” forklarer Nimrod Novik.

Og så slog også både Israel og USA om. Sandsynligvis fordi Netanyahu ikke var interesseret i at se planen gennemført eller blev forskrækket, da han så, at Sinwars Hamas faktisk opfyldte sine løfter, spekulerer Nimrod Novik.

Ifølge Noviks vurdering vil USA’s præsident, Donald Trump, stadig gerne levere den såkaldt ultimative fredsaftale i Mellemøsten, men når Netanyahu er tilfreds med status quo, med at intet sker, så vil præsident Trump ikke bruge sine kræfter på at skændes med den israelske regeringschef.

”Vi kommer desværre nok til at se udviklingen i Gaza fortsætte, som den var. Hvem ved, måske vil næste runde vold afføde mere konstruktive idéer,” siger Nimrod Novik.