Prøv avisen

Abbas og Netanyahu starter forfra

Fredsprocessen mellem Israel og Palæstina starter fra bunden. Foto: STAN HONDA Denmark

Anmodningen om en selvstændig palæstinensisk stat vil måske ende med at sende parterne helt tilbage til 1993, hvor fredsprocessen begyndte

Trods heltemodtagelsen af præsident Mahmoud Abbas i går ved hjemkosten fra New York til Ramallah ser de palæstinensiske kynikere allerede den nyskabte situations farer for sig.

LÆS OGSÅ: Jeg drømmer om en palæstinensisk stat

Anmodningen om en selvstændig stat vil ikke blive imødekommet af FNs Sikkerhedsråd. Abbas heltestatus vil dale drastisk de kommende måneder, hvilket vil føre til interne slagsmål i hans egen Fatah-orrganisation. Samtidig vil forhandlingerne med Israel stå stille, fordi alle venter på det kommende amerikanske valg.

I sidste ende vil Abbas træde af, og et selvstyre i kaos vil bane vejen for, at Hamas, den mest velorganiserede bevægelse i området, nu også kan komme til magten på Vestbredden. Tre år giver kynikerne på Vestbredden denne udvikling til at udfolde sig, mens stoltheden og glæden over Abbas trodsige opførsel i FN ved ikke at bøje sig for israelsk og amerikansk pres stadig præger gadebilledet i Ramallah.

De færreste synes at være i tvivl om, at fredag aften, hvor Abbas og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udvekslede gensidige beskyldninger i to taler, markerer en form for vendepunkt i konflikten mellem de to parter.

Spørgsmålet er, om parterne i modsætning til tidligere er i stand til at få noget konkret ud af den nyskabte situation.

Allerede i timerne efter talerne, hvor begge parter foruden de gensidige beskyldninger også erklærede vilje til at fortsætte forhandlingerne, smed den såkaldte mellemøstkvartet, der består af FN, Rusland, USA og EU, et konkret forslag på bordet.

Genoptagelse af direkte forhandlinger inden for en måned, en begrænset tidsperiode til at løse hvert af de store problemer, og så en endelig fredsaftale inden udgangen af 2012. Men den har parterne hørt før, og de udmeldinger, der er kommet fra den israelske og palæstinensiske ledelse siden fredag, tyder på, at kvartettens plan allerede er tilsået med miner.

Abbas hælder til at takke nej, fordi planen ikke opfylder det krav, han har stillet: Nemlig at Israel først fastfryser byggeriet i bosættelserne.

Samtidig viser Selvstyret interesse i at flytte brikkerne endnu længere tilbage ved at opløse nogle af de allerede indgåede finansielle aftaler mellem parterne, så de kan genforhandles.

Netanyahu, derimod, accepterer kvartettens idé om at genoptage forhandlingerne, men fra hans politiske bagland lyder der, i form af udenrigsminister Avigdor Lieberman, udmeldinger om, at palæstinenserne bør straffes hårdt for deres sololøb i FN.

På en måde tyder meget derfor på, at parterne, trods de mange gange ordet forhandlinger blev brugt i talerne, nu er drevet endnu længere fra hinanden i spørgsmålet om en endelig fredsaftale.

I flygtningelejrene i Syrien, Jordan og Libanon er der ikke mange palæstinensere, der vil lade Abbas indgå en aftale med Israel, hvor flygtningespørgsmålet bliver løst, uden at de får retten til at vende tilbage til Palæstina. Og derfor ønsker Abbas ikke at lade sig selv fange i forhandlingernes net. Det er han simpelthen for svag til.

I modsætning til Abbas vil Ne-tanyahu være i stand til at etablere et parlamentarisk flertal til en aftale med palæstinenserne. Måske ikke med den nuværende regering, men så med en samlingsregering, der rækker hen over det politiske centrum i Israel. Derfor er det lettere for Netanyahu at acceptere kvartettens opfordring til forhandlinger. Men der er også en anden årsag til, at Netanyahu takker ja til kvartettens idé. Israel forsøger i øjeblikket at vende det momentum, palæstinenserne har skabt for sig selv ved at gå til FNs Sikkerhedsråd. Man er nervøs for, at anmodningen, der skal diskuteres af Sikkerhedsrådet i dag, vil afføde talrige nye krav fra palæstinensernes side, som med tiden og med stigende international støtte vil lægge mere pres på Israel.

Og i øjeblikket er Netanyahus bedste trumf til at undgå lige netop den udvikling ved at fremstille sig selv som den af parterne, der står klar til at modtage en ny forhandlingsrunde med åbne arme.