Næsten 100 år efter at det daværende Sovjetunionen i 1920 som det første land i verden gjorde det lovligt for kvinder at få abort, bor et flertal af verdens kvinder i dag i et land, hvor abort er mulig i nogen eller fuld udstrækning.
Alene siden årtusindskiftet har 28 lande lempet deres lovgivning, så det er blevet lettere for kvinderne her at få abort. Og nye lande står måske på spring.
I Irland skal befolkningen den 25. maj til folkeafstemning om, hvorvidt det katolske lands ellers meget restriktive lovgivning skal udvide adgangen til abort, og i Argentina har 70 parlamentarikere et lovforslag på vej gennem kongressen, som vil tillade fri abort de første 14 dage af svangerskabet.
Alligevel tøver forskere på området med at erklære den fri abort for en sikker vinder af århundreders kamp om kvindens ret til egenhændigt at beslutte, om en graviditet skal afbrydes eller gennemføres.
I en række af de lande, som ellers i mange år har haft mulighed for abort, er der de seneste år sket stramninger af lovgivningen, og det er i praksis blevet sværere for de kvinder, der ønsker en abort, at få den udført.
Det gælder blandt andet i USA, hvor delstaterne mellem 2011 og 2017 udformede 401 forskellige begrænsninger i adgangen til abort – og i Tyrkiet, hvor selve det at få bestilt tid til en abort på et offentligt sygehus er blevet så omstændeligt, at det stort set er umuligt at få foretaget en abort på et offentligt sygehus, selvom abort er lovlig.
”Der er overordnet set en langsom, generel tendens til at anerkende abort, når det sker af sundhedshensyn på grund af voldtægt eller lignende. Men der er langtfra tale om en stabil, entydig bevægelse. Den kan stadig ændre kurs,” siger Alicia Yamin, professor ved Georgetown Universitet i USA, hvor hun forsker og underviser i forholdet mellem lovgivning, sundhedsvæsen og rettigheder.
Hun peger på, at adgangen til at få abort ikke blot afhænger af, hvad abortlovgivningen siger, men i nok så høj grad af, hvordan denne lovgivning bliver fortolket og forvaltet. Uden for eksempel et sundhedsvæsen, der accepterer og tilbyder abort, svækkes kvindens rettigheder.
”Mange steder er den juridiske norm om abort ikke særlig stærkt forankret i den praktiske virkelighed, og så er det let at tage luften ud af retten til abort, sådan som vi ser det ske en række steder,” siger Alicia Yamin.
Siri Gloppen, professor og direktør ved Center for Lovgivning og Social Forandring ved Bergen Universitet i Norge, kalder det ”ganske kompliceret” at karakterisere udviklingen.
”Det er en flertydig udvikling. Nogle lande liberaliserer, andre strammer. Det er et spørgsmål, som der vil være kamp om længe endnu,” siger hun.
Spændet i udviklingen ses tydeligt i henholdsvis Irland og Polen, der de seneste årtier er gået i hver sin retning. Irland har indtil nu haft en af Europas strammeste abortlovgivninger, hvor abort kun er lovlig, hvis graviditet og fødsel vurderes at true moderens liv. Meningsmålinger tyder dog på, at et flertal af befolkningen ved den kommende folkeafstemning vil stemme for, at regeringen kan lempe reglerne.
I Polen er det modsatte tilfældet. Her blev fri abort indført i 1956, men afskaffet igen efter kommunismens fald i 1993, og det generelle forbud mod abort støttes stadig af et stort flertal af befolkningen.
Janne Rothmar Herrmann, lektor ved Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet med speciale i retlig regulering af sundhedsteknologi og bioetiske dilemmaer, henviser til, at det er to meget forskellige nationale fortællinger, man ser i Irland og Polen.
I Irland er udviklingen kommet indefra. Her ser man nu en mulig liberalisering med folkeafstemningen i maj, der kan ende med at fjerne den forfatningsmæssige beskyttelse af fostret og åbne for en friere adgang til abort end hidtil. I Polen derimod er abortlovgivningen ikke vokset frem af det polske samfund selv, men blevet til efter påvirkning udefra. Her havde man oprindeligt – via indflydelse fra Sovjetunionen – en meget liberal abortlov, men har siden fået en af Europas mest restriktive lovgivninger. Den er blevet til i en modsatrettet reaktion som en del af nationsopbygningen efter kommunismens fald, hvor den genfundne katolske identitet blev et centralt element. Dertil kommer flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har kritiseret Polen for ikke at efterleve sin egen lovgivning, hvilket blot yderligere kan have skærpet viljen til at stå fast på den stramme kurs.
”Det betyder meget, hvordan abortlovgivningen bliver vedtaget, for den praksis, der siden udvikler sig. Det er en af årsagerne til, at vi ikke kan se en entydig udvikling i adgangen til abort. Abort er et kontroversielt spørgsmål, fordi vi lever i et værdipluralistisk samfund. Det vil aldrig være muligt at opnå enighed om fostrets status, men man kan opnå en større eller mindre grad af accept af den lovgivning, der vedtages, hvis den vedtages i en proces, alle kan bakke op om. For eksempel af folkevalgte politikere,” siger Janne Rothmar Herrmann.
En af de store drivkræfter bag liberaliseringen af abortlovgivningen – og et af de argumenter, der stadig fylder mest i den internationale debat – er hensynet til kvindens helbred og sundhed. Milliarder af kvinder over hele verden har gennem historien fået foretaget aborter eller selv forsøgt at skille sig af med et foster, selvom det var forbudt og ofte skete under primitive og farlige forhold med utallige dødsfald og skader til følge. De tragiske konsekvenser af de mange ulovlige aborter var blandt andet årsagen til, at den protestantiske kirke i USA engagerede sig til fordel for abort, siger Siri Gloppen fra Bergen Universitet.
”Det blev et vigtigt humanitært hensyn at forhindre lidelsen og forhindre de mange dødsfald. Man spurgte sig selv, om det ikke var bedre at erstatte de farlige, ulovlige aborter med sikre, lovlige, når kvinderne under alle omstændigheder forsøgte at gøre en ende på deres graviditeter,” siger hun.
En anden drivkraft i indførelsen af fri abort har været opfattelsen af, at kvinden har ret til selv at afgøre, hvad der skal ske med hendes krop. Herunder, om en graviditet skal gennemføres. Argumentet har været en væsentlig del af grundlaget for FN’s arbejde med familieplanlægning, siden det i 1994 blev vedtaget på befolkningskonferencen i Kairo i Egypten, at ”.....sikring af kvinders mulighed for at kontrollere deres egen fertilitet er hjørnestene i befolknings- og udviklingsrelaterede programmer”. Abort indgik dog ikke som en del af beslutningen dengang, og FN forholder sig stadig neutralt til emnet, som splitter medlemslandene på kryds og tværs.
”Abortspørgsmålet er et drama af shakespearesk format, som aldrig vil finde ro. Det rammer midt ned i et følsomt krydsfelt mellem personlig moral og offentligt liv; kvinders selvbestemmelse, traditionelle kønsroller og familieliv. Hvem bestemmer hvad i samfundet. Abort udfordrer det hele,” siger Alicia Yamin fra Georgetown Universitet.
Grafik: Sådan er abortlovgivningen rundt om i verden
Forklarende tekst:
- Rød: Abort er totalt forbudt eller eventuelt tilladt for at redde moderens liv.
- Orange: Abort er tilladt for at redde moderens liv samt af hensyn til hendes helbred. Abort kan også ske, hvis fostret er ulevedygtigt.
- Gul: Abort er tilladt af samme hensyn til liv og helbred som i ”orange” lande. Abort er desuden tilladt af socioøkonomiske årsager.
- Grøn: Abort er tilladt uden begrænsninger (fri abort). Typisk inden for 12-20 uger af graviditeten.
- Grå: Ingen information
Note: Island, Finland og Storbritannien = De tre landes lovgivning tillader ikke fri abort på samme måde som i for eksempel Danmark, men kræver, at der skal være grund til at formode, at graviditeten vil gå ud over kvindens fysiske eller psykiske helbred, eller hun står i en dårlig social eller økonomisk situation og kan have svært ved at drage omsorg for barnet. Særligt i Storbritannien forvaltes loven dog så liberalt, at der i praksis er tale om fri abort. I såvel Finland som Storbritannien kan abort desuden foretages op til 24. uge. Kilde: Worldabortionlaws.com