Prøv avisen

Abort er blevet USA’s anden borgerkrig

Abortmodstandere demonstrerer her foran en af Planned Parenthoods klinikker i Detroit, mens aborttilhængerne med deres lyserøde skilte kan ses til højre. Organisationen, der driver flere end 600 sundhedsklinikker over hele USA, står centralt i værdidebatten om abort og beskyldes af republikanske politikere for at drive deciderede abortcentre. Flere end 2,5 millioner kvinder besøger årligt en Planned Parenthood-klinik. Ifølge organisationen handler færre end tre procent af besøgene om s Foto: Rebecca Cook/Reuters/Ritzau Scanpix

Abort er en politisk og juridisk krigsskueplads i USA. Slagsmålene skygger for den kendsgerning, at de fleste amerikanere er moderate omkring abortspørgsmålet, siger eksperter

Martha Scott var en 28-årig hjemmegående mor til fire, da hun i slutningen af 1960’erne sluttede sig til undergrundsnetværket Jane, der hjalp kvinder i Chicago i det midtvestlige USA med at afbryde uønskede svangerskaber. Det forhold, at provokeret abort var ulovligt, afskrækkede ikke Martha Scott, der mente, at kvinder havde ret til en sikker og billig abort.

”Jeg tænkte bare, at hvis du for alvor kerer dig om noget, er du nødt til at skride til handling,” siger hun i et nyligt interview med podcasten Radio Diaries.

I januar 1973 – efter, at Jane havde udført knap 12.000 ulovlige aborter – satte USA’s Højesteret aborten fri, da den i en ekstremt kontroversiel fortolkning af forfatningen afgjorde, at love, der kriminaliserer abort, krænker kvinders ret til privatlivets fred. Domstolen slog fast, at amerikanske kvinders ret til en provokeret abort gælder frem til det øjeblik, hvor fosteret er levedygtigt uden for livmoderen, hvilket almindeligvis opfattes som 24. svangerskabsuge.

Abort var i 1973 kun lovligt i fire delstater, og med ét blev abortforbuddene i de øvrige 46 stater samt forbundshovedstaden Washington kendt ugyldige. Medlemmerne af Jane jublede og gik hver til sit med en overbevisning om, at de havde sejret.

”Jeg mener – vi troede virkelig, at det, at abort var lovligt, ville gøre det mindre politisk, og at det ville falme som et værdipolitisk emne. Men vi tog fejl. Vi tog fejl,” siger Martha Scott.

I dag – 45 år efter den skelsættende højesteretsafgørelse – er intet emne i amerikansk politik og samfundsliv mere omstridt, mere følsomt og mere værdiladet end netop retten til abort. Og parterne er lige langt fra en konsensus. Mens abortmodstandere ihærdigt arbejder for at omstøde den grundlæggende ret til abort, så kæmper aborttilhængere med næb og kløer for, at kvinder skal have lov til at afbryde et svangerskab helt ind i det tredje trimester.

En stor del af forklaringen på, at fronterne stadig er trukket så skarpt op, er, at lovliggørelsen af abort i USA i modsætning til i de fleste europæiske lande fandt sted med et pludseligt hammerslag, siger Charles Camosy, der er lektor i teologisk etik ved det katolske Fordham University i New York og forfatter til bogen ”Beyond the Abortion Wars” (Hinsides abortkrigene).

”Højesterets afgørelse kuldkastede den folkelige og politiske debat om abort, som var undervejs i USA i 1970’erne. En ikke-folkevalgt domstol sagde til abortmodstandere, at deres synspunkter ikke talte, og at der næsten ingen begrænsninger måtte være på abort. Det var meget voldsomt og ude af trit med den daværende nationale konsensus, og det motiverede abortmodstandere til at opruste til krig. Uden højesteretsafgørelsen er det muligt, at vi som nation i fællesskab var nået frem til en mere afbalanceret abortpolitik lig dem, som er gældende i mange europæiske lande,” siger han.

Charles Camosy peger på præsidentvalget i 1980, hvor republikaneren Ronald Reagan dannede en koalition med den spirende politiske bevægelse på den kristne højrefløj, som en skelsættende begivenhed, der for alvor politiserede retten til abort i USA.

”Det højrekristne såkaldte moralske flertal slog sig sammen med Det Republikanske Parti og begyndte at udøve enorm indflydelse på amerikansk politik både lokalt og nationalt. Modstanden mod abort blev en hjørnesten i den kulturkrig, som lige siden har været en drivkraft i vores politiske debat. Både højre- og venstrefløjen forskansede sig i meget fastlåste, ekstreme positioner, og der befinder de sig stadig i dag. Abort er USA’s anden borgerkrig. Ganske vist flyder blodet ikke i gaderne, men det er et emne, der skaber konstant spild og forpester hele den politiske debat om emner såsom sundheds- og familiepolitik,” siger han.

Religion er også en væsentlig faktor i den særlige amerikanske tilgang til abortspørgsmålet, tilføjer Charles Camosy.

”Den kendsgerning, at religiøse stemmer står i spidsen for kampen om at sikre det ufødte barn lige rettigheder, giver debatten en ild og en energi, som ikke er til stede i det mere sekulære Europa,” konstaterer han.

Den polariserede politiske debat skygger imidlertid for den kendsgerning, at amerikanerne grundlæggende er enige om mange af de juridiske og moralske spørgsmål forbundet med abort. Charles Camosy peger på en meningsmåling fra den uafhængige forskningsgruppe Public Religion Research Institute, PRRI, der viser, at to tredjedele af alle

amerikanere identificerer sig både som ”pro-liv” (abortmodstander) og ”pro-valg” (aborttilhænger). Andre meningsmålinger viser, at et flertal af amerikanerne typisk kan blive enige om at tillade aborter frem til 12. graviditetsuge.

”De fleste amerikanere modsætter sig abort moralsk, men ikke juridisk. De værdsætter både retten til liv og retten til et frit valg. Men vores forsimplede offentlige debat efterlader ikke plads til komplekse og nuancerede synspunkter. Det spærrer for, at vi kan finde fælles fodslag ved blandt andet at fokusere vores energi på at udforme en socialpolitik, der kan gøre det amerikanske samfund mere familie- og mødrevenligt og nedbringe behovet for abort,” siger Camosy.

I dag føres abortslagsmålet i lige så høj grad i de amerikanske domstole som i den offentlige debat. Højesteret har afgjort, at lokale begrænsninger på abortretten kun strider imod forfatningen, hvis de ”urimeligt belaster” abortsøgende kvinder. Dette har givet grønt lys for, at antiabortbevægelsen i samarbejde med socialt konservative lokalpolitikere konstant udfordrer abortretten med stadigt mere restriktive love, forklarer Mary Ziegler, der er professor i jura ved Florida State University og forfatter til bogen ”After Roe: The Lost History of the Abortion Debate” (Efter Roe: Abortdebattens glemte historie).

”Vi oplever hvert år, at delstaterne vedtager nye begrænsninger, som pro-abort-aktivister derpå beder domstolene om at kende ugyldige, og så bevæger sagerne sig igennem retssystemet. Abortmodstanderne ved, at deres initiativer ofte vil blive kendt ugyldige af forbundsdomstolene, men det er i virkeligheden også ligegyldigt. Den endegyldige målsætning er at få Højesteret til igen at tage stilling til selve den forfatningsmæssige ret til abort. Planen er, at dette skal ske, når domstolen igen har et flertal af socialt konservative dommere,” siger hun.

Helt konkret afhænger amerikanske kvinders mulighed for at få en abort af geografi og økonomi. I nogle socialt konservative delstater har politikerne pålagt abortsøgende kvinder og de klinikker, der betjener dem, så mange begrænsninger, at det i praksis er vanskeligt at afbryde et svangerskab. Ifølge den aktivistiske forskningsgruppe Guttmacher Institute, der fremmer reproduktive rettigheder, har delstaterne siden 2011 udformet 401 forskellige begrænsninger i retten til abort.

Disse begrænsninger kan eksempelvis være love om, at kvinder pålægges en betænkningstid på op til tre dage efter første klinikbesøg, inden at de kan vende tilbage og få en abort. Dette kan være uproblematisk for velstående kvinder, men udgøre en uoverstigelig hæmsko for mindrebemidlede kvinder, der ikke har en bil, mulighed for at tage fri fra arbejde i to dage eller de cirka 600 dollar (cirka 3600 kroner), som en abort typisk koster. Andre typiske begrænsninger er krav om, at abortudøvere skal have tilladelse til at praktisere på lokale hospitaler, hvilket er et vanskeligt krav at opfylde især i små socialt konservative delstater. I seks af de 50 delstater findes der i dag kun en enkelt klinik, der udfører aborter.

Syv delstater samt forbundshovedstaden Washington har derimod slet ikke sat en nedre grænse for retten til provokeret abort, hvilket i princippet betyder, at en gravid kvinde her kan vælge at få en abort helt frem til den dag, hvor hun skal føde – hvis hun ellers imod alle odds kan få en læge til at foretage indgrebet.

”Vi er i USA endt med en bizar tvedelt situation, hvor der grundlæggende er en ret til provokeret abort, indtil fosteret er levedygtigt uden for livmoderen eller endda endnu længere frem, alt imens der mange steder er begrænsninger, der gør det vanskeligt at få en abort selv i første trimester. Jeg tror, at det er en situation, som de fleste amerikanere er dybt utilfredse med,” siger Mary Ziegler.

Charles Camosy forudser, at demografiske ændringer i USA i de kommende år kan få en indvirkning på abortpolitikken og -debatten. Han henviser blandt andet til, at amerikanerne er stadig mere tilbøjelige til at beskrive sig selv som politisk uafhængige, og at kun et meget lille mindretal tilhører de politiske yderfløje.

”I takt med at den generelle frustration med Washington vokser, og de unge generationer, der er ligeglade med de gamle kulturkrige, begynder at lade deres stemmer blive hørt, kan vi komme til høre nye og mere nuancerede toner i debatten og bevæge os bort fra den altødelæggende polarisering, som har forurenet vores politiske og offentlige debat de seneste fire årtier,” siger han.

Det var højesteretsdommen Roe kontra Wade, der i 1973 stadfæstede amerikanske kvinders ret til abort. I januar i år var aborttilhængere mødt op foran Californiens parlament i Sacramento for at hylde dommen på 45-årsdagen for dens afsigelse. Roe er dæknavnet for en ung kvinde, som siden blev abortmodstander, men som i 1970 sagsøgte Texas’ daværende statsadvokat, Henry Wade. – Foto: Rich Pedroncelli/AP/Ritzau Scanpix