Abort er igen blevet midtpunkt i den globale værdidebat

Hvad enten det har været tilladt eller forbudt, har abortlovgivning længe været mejslet i sten. Fra Europa til Latinamerika. Men pludselig raser debatten om adgangen til provokeret abort i så forskellige lande som USA, Mexico og Norge

Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. Fra Latinamerika til Europa. – Fotos:
Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. Fra Latinamerika til Europa. – Fotos:. Foto: Håkon Mosvold Larsen/ NTB/Ritzau Scanpix, Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix og Sáshenka Gutiérrez/EPA/Ritzau Scanpix.

Tidligere i denne måned udløste to udviklinger i to forskellige lande skælv i den globale abortdebat.

Først opretholdt USA’s højesteret i al væsentlighed en ny lov i delstaten Texas, der forbyder alle aborter efter den sjette graviditetsuge. Det er så tidligt i graviditeten, at mange kvinder endnu ikke ved, at de venter barn, og loven udgør derfor et næsten komplet abortforbud.

Et par dage senere banede højesteret i Mexico vejen for afkriminaliseringen af aborter i det store katolske land. Det sker blot otte måneder efter, at også Argentina lovliggjorde abort, og dermed synes en radikal ændring i tilgangen til svangerskabsafbrydelse at være undervejs i verdens mest katolske region.

Tilsammen opsummerer udviklingerne i det rige USA og det fattige Mexico den komplekse fortælling om abortretten i det 21. århundrede. Mens flere end 40 lande siden 1994 har udvidet adgangen til provokeret abort, så er kun en ganske lille skare, der foruden USA også inkluderer Polen og Nicaragua, gået i den stik modsatte retning.

Medier har fået øjnene op

Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. I den netop overståede norske valgkamp blev spørgsmålet om en udvidelse af abortretten fra 12. til 22. uge eksempelvis et varmt emne, da det blev bragt op i en partilederdebat.

”Det kan virke, som om abort lige pludselig er blevet centrum i den globale værdidebat. Men jeg tror, at det handler om, at vestlige nyhedsmedier er begyndt at få øjnene op for det, der sker. Der har i flere årtier været en klar tendens til liberalisering af abortlove i hele verden, fra Colombia til Uruguay, Etiopien, Mozambique, Malaysia, Cambodja og Pakistan og nu senest til Argentina og Mexico. Verden har udviklet sig dramatisk, hvad angår reproduktiv sundhed og rettigheder og adgang til provokeret abort,” siger Serra Sippel, der står i spidsen for den Washington-baserede interessegruppe Center for Health and Gender Equity, hvis formål er at promovere reproduktive rettigheder globalt.

USA er et af de lande, hvor bølgerne i abortdebatten går højest. Den nye lov i Texas kunne træde i kraft, efter at det nye konservative flertal i højesteret, som inkluderer tre dommere udpeget af forhenværende præsident Donald Trump, afviste at bremse for den, mens den afprøves i retssystemet. Konservative delstater har i de seneste 10 år udformet hundredvis af nye begrænsninger på adgangen til abort, men mange af dem er blevet kendt ugyldige af lavere retsinstanser. Kvindesagsaktivister frygter, at den politisk indflydelsesrige antiabortkoalition nu vil få ægte succes med at tilbagerulle den meget omfattende abortret i USA, der i udgangspunkt giver grønt lys for alle provokerede aborter frem til 22.-24. graviditetsuge.

”Deres målsætning er at ulovliggøre alle aborter af enhver årsag for alle kvinder alle vegne. Og de har lige fået et stærkt signal fra højesteret om, at dommerne vil være venligt indstillet over for dette,” siger Kellie Copeland, der er formand for gruppen Naral Pro-Choice i delstaten Ohio, til nyhedsmediet The Huffington Post.

Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. Fra Latinamerika til Europa. – Fotos:
Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. Fra Latinamerika til Europa. – Fotos: Foto: Håkon Mosvold Larsen/ NTB/Ritzau Scanpix, Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix og Sáshenka Gutiérrez/EPA/Ritzau Scanpix

En politiseret amerikansk debat

Men abortrettighedsaktivisterne ser bort fra de bredere etiske og moralske implikationer forbundet med afbrydelsen af en graviditet, mener nogle meningsdannere. Abort er ”et nederlag for hver kvinde og hendes ufødte barn”, skriver den fremtrædende forfatter Karen Swallow Prior, der er forskningsprofessor i engelsk, kristendom og kultur på den kristne læreanstalt Southeastern Baptist Theological Seminary i delstaten North Carolina, i et indlæg i avisen The New York Times.

”Hvis vi tager udgangspunkt i den biologiske og ontologiske realitet, at ethvert menneskeligt liv begynder ved undfangelsen, så er loven næppe ’ekstrem’, som præsident Joe Biden har kaldt den. En lov, der værner om menneskeligt liv i et hvilket som helst stadium, er kun ’ekstrem’ i en skævvreden social kontekst,” skriver hun.

Karen Swallow Prior påpeger, at ud af alle de graviditeter i USA, som ikke ender med en ufrivillig abort, bliver næsten én ud af fem afbrudt frivilligt.

”Dette er et voldsomt afsporet samfund. En verden som denne – spundet af kræfter, der fører til, at mange liv bliver udslettet – bliver ikke skabt ved et tilfælde. Det stiller krav til os alle. Der skal et helt samfund til, for at abort kan fremstå som det bedste valg. Men vi kan godt ændre os. Texas-loven bør anspore os til at hjælpe kvinder med uønskede graviditeter på en meningsfuld måde,” skriver hun.

Når abortdebatten i USA er så forbitret, så skyldes det blandt andet, at den er ekstremt politiseret, forklarer Mary Ziegler, der er juraprofessor på Florida State University og forfatter til flere bøger om abortretten i USA, senest ”Beyond Abortion” (Hinsides abort).

”Den offentlige opinion om abort har i USA stort set ikke ændret sig de seneste fem årtier, og den er på linje med folkestemningen i mange vesteuropæiske lande. Amerikanerne bakker op om retten til provokeret abort i første trimester, men er utilpasse med svangerskabsafbrydelse derefter. Men fløjene i abortdebatten bejler til de mest renfærdige og fanatiske på begge fløje. Flertallet af amerikanerne ville bakke op om en abortlovgivning som den danske, hvor aborten er fri frem til 12. graviditetsuge. Men ingen politiske parter er interesseret i at gå den vej, fordi det ikke appellerer til de mest aktivistiske dele af deres bagland,” siger hun.

Værdipolitisk kampplads i Norge

Abortspørgsmålet er imidlertid ikke kun kilde til splid i det politisk og socialt mangfoldige USA. I det langt mere homogene Norge er abort inden for de seneste år blevet en værdipolitisk kampplads, og nogle partier støtter en udvidelse af abortgrænsen fra 12 til 22 uger.

Den nyvalgte norske statsminister, Jonas Gahr Støre fra det socialdemokratiske Arbejderpartiet, går ind for en udvidelse til 18 uger, men har dog foreløbigt lovet at undlade at fremsætte forslag om dette i efteråret.

”Det her spørgsmål er bedst tjent med, at vi diskuterer det bredt i Stortinget, og at vi ikke lader partier på yderfløjene bestemme,” sagde Støre under en partilederdebat i sidste uge.

I et andet land tæt på Danmark, det katolske Polen, forsvandt den frie abort sammen med østblokkens sammenbrud, og i januar blev den i forvejen restriktive abortlovgivning strammet yderligere med et nyt forbud, der fratager polske kvinder retten til at få en abort, hvis fosteret er uhelbredeligt sygt eller misdannet.

Polens regering har lovet at afsætte flere penge til prænatal pleje, heriblandt psykologhjælp til gravide med fostermisdannelser. Et nyt lovforslag påbyder også kvinder med uhelbredeligt syge fostre at lade sig henvise til prænatale hospicer.

”Det polske debatklima er meget, meget mærkeligt, fordi man taler ikke om de specifikke tilfælde eller om det enkelte menneske. I stedet taler man bare om denne her religiøse ideologi,” siger Maciej Socha.

Han er en af de få polske fødselslæger, der åbent bakker op om retten til abort, og udtalte sig til nyhedsmediet al-Jazeera.

Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. Fra Latinamerika til Europa. – Fotos:
Provokeret abort er pludselig til diskussion selv i lande, hvor loven i årevis synes at have været mejslet i sten. Fra Latinamerika til Europa. – Fotos: Foto: Håkon Mosvold Larsen/ NTB/Ritzau Scanpix, Jose Luis Magana/AP/Ritzau Scanpix og Sáshenka Gutiérrez/EPA/Ritzau Scanpix

Kvindesagsaktivisme i Latinamerika

Længere mod syd, på det afrikanske kontinent, er provokeret abort mange steder stadig et tabu. Ifølge den amerikanske forskningsgruppe Guttmacher Institute har kun fem afrikanske lande forholdsvist liberale abortlovgivninger, mens stramme begrænsninger eller deciderede forbud gælder i kontinentets øvrige 49 lande. Senest måtte Malawis parlament trække et forslag til en liberalisering af landets meget stramme abortlovgivning tilbage som følge af voldsomme protester fra antiabortaktivister, der blandt andet betegnede det som et eksempel på vestlige hjælpegruppers forsøg på at trække deres normer ned over malawiernes hoveder.

”Dette lovforslag repræsenterer ikke vores værdier, vores kultur eller vores aspirationer som land,” siger Henry Saindi, der er generalsekretær for Malawis katolske bispekonference, ifølge avisen The Guardian.

I Latinamerika er tendensen en anden. Den historiske dom i Mexicos højesteret tidligere i denne måned er blot den seneste i en række sejre for latinamerikanske abortaktivister. En bølge af feministisk aktivisme er de seneste år skyllet hen over den traditionelt socialt konservative region, og kvindebevægelsen har i flere lande haft held til at bruge store demonstrationer og kampagner på de sociale medier til at sætte reproduktive rettigheder øverst på den politiske dagsorden.

I januar afkriminaliserede Argentina formelt abort frem til den 14. graviditetsuge trods pave Frans’ appel om det modsatte.

”Er det retfærdigt at eliminere et menneskeligt liv for at løse et problem? Er det retfærdigt at hyre en lejemorder til at løse et problem?”, skrev paven i et brev til en gruppe kvindelige argentinske abortmodstandere, da abortloven i november blev debatteret i landets kongres.

Også Uruguay og Chile har løsnet deres abortlovgivninger, og tidligere i år afkriminaliserede Ecuador alle aborter i de tilfælde, hvor kvinden er blevet gravid efter en voldtægt. Samtidig ventes den colombianske forfatningsdomstol inden for de kommende uger at fælde dom i en sag, der drastisk kan udvide colombianernes adgang til provokeret abort.

Det største slag i Latinamerika venter imidlertid i verdens mest folkerige katolske land, Brasilien, hvor abort med få undtagelser er en kriminel handling. Her eksploderede den offentlige debat om abort, da en gravid 10-årig pige i fjor søgte en svangerskabsafbrydelse efter at være blevet voldtaget af sin onkel. Antiabortaktivister offentliggjorde pigens navn og blokerede indgangen til det hospital, hvor hun havde fået tilladelse til at afbryde graviditeten. Den 10-årige fik sin abort efter at være blevet smuglet ind på hospitalet i en varevogn.

En sag, der potentielt kan føre til en bredere afkriminalisering af abort i Brasilien, har været verserende i landets højesteret siden 2017. Eksperter forventer imidlertid ikke en snarlig afgørelse i sagen.

”Situationen i Brasilien forekommer desværre at være den stik modsatte af den i Mexico,” siger Juliana Cesario Alvim, der er abortrettighedsaktivist og professor i menneskerettigheder ved det føderale universitet i staten Minas Gerais, til avisen Los Angeles Times.