Prøv avisen

Abortspørgsmålet rykker ind i svensk valgkamp

I en partilederdebat på svensk TV4 forud for søndagens valg var SD’s leder, Jimmie Åkesson, den eneste, som vil sænke abortgrænsen fra de nuværende 18 uger til 12 uger som i for eksempel Danmark. Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix

Sverigedemokraterne er havnet i strid modvind for at ville sænke abortgrænsen fra 18 til 12 uger. Det er umoderne og imod ligestilling, lyder kritikken

Sidste år forsøgte en svensk læge at give livreddende behandling efter en abort i 22. uge. Fosteret overgår juridisk til at være et barn efter 22. uge, og efter at public service-kanalen SVT beskrev, at lægen havde set livstegn hos det aborterede foster, rejste debatten sig atter om grænserne for abort i Sverige.

For nyligt besluttede en række faggrupper så, at man ikke skal forsøge at genoplive efter sene aborter, og nu blander Sverigedemokraterne (SD) sig i den etiske diskussion.

I en partilederdebat på svensk TV4 forud for søndagens valg var SD’s leder, Jimmie Åkesson, den eneste, som vil sænke abortgrænsen fra de nuværende 18 uger til 12 uger som i for eksempel Danmark.

”Ja, det er en del af vores program. Jeg synes, at det er rimeligt, at vi gør som i resten af Europa og i de andre nordiske lande,” sagde Åkesson tirsdag aften under debatten med Centerpartiets leder, Annie Lööf, Venstrepartiets Jonas Sjöstedt og Jan Björk-lund fra Liberalerne.

Og partiets familie- og ligestillingsordførere skriver i et indlæg i Aftonbladet, at man vil indføre en konkret faglig vurdering af sagen, hvis en kvinde skal abortere senere end 12. uge.

”Sverigedemokraterne lægger stor vægt på hvert menneskes unikke værdi, og vi har stor respekt for menneskelivet,” skriver familieordfører Julia Kronlid og ligestillingsordfører Ebba Hermansson i avisen.

Ud over at sænke abortgrænsen vil Sverigedemokraterne også give jordemoderstuderende ret til at fravælge undervisning om abort i løbet af uddannelsen.

I indlægget i Aftonbladet peger de to ordførere på, at der er en række etiske problemstillinger ved dagens praksis.

”(...) Samtidigt er der er kommet et antal rapporter fra jordemødre, som oplever, at et foster lever efter en abort. De havner dermed i en umenneskelig situation, som de ikke kan ændre på uden at bryde loven. Små fostre er blevet lagt til at dø i et bækken,” skriver ordførerne i Aftonbladet.

Socialdemokraterne og jordemoderforbundet har nu startet en kampagne imod forslaget, og også Centerpartiets partileder, Annie Lööf, langer ud efter Sverigedemokraterne.

”Jeg bliver enormt provokeret, når jeg hører Jimmie Åkesson krænke kvinders selvstændighed og ret til egen krop. Det er umoderne, det er imod ligestilling og det er utidssvarende,” sagde Annie Lööf tirsdag aften til svensk TV4.

Mia Ahlberg, leder af Sveriges jordemoderforbund, er modstander af at sænke abortgrænsen og vil heller ikke lade det være op til sundhedspersonalet, om de ønsker at medvirke til abortindgreb.

”Hvis vi sænker abortgrænsen, vil kvinder alligevel få udført abort. For det handler om deres liv. Hvis man sænker grænsen, ville det desuden indebære, at kvinder bliver mødre, selvom de egentlig ikke vil,” siger Mia Ahlberg til dagbladet Expressen.

Den svenske abortlov blev indført i 1975 under den socialdemokratiske statsminister Olof Palmes regeringstid, hvor kvinders frigørelse var en vigtig politisk sag for partiet.