Adam og Eva og dinosaurerne

På et stort museum i Amerikas bibelbælte kan besøgende lære, hvordan Gud skabte hele verden på seks dage. Museet tjener som en front i den amerikanske meningskamp om Gud kontra videnskab

På the Creation Museum i den amerikanske delstat Kentucky kan de besøgende blandt andet få et indblik i, hvordan Noas ark blev bygget. Mellem 300.000 og 400.000 gæster besøger hvert år museet.
På the Creation Museum i den amerikanske delstat Kentucky kan de besøgende blandt andet få et indblik i, hvordan Noas ark blev bygget. Mellem 300.000 og 400.000 gæster besøger hvert år museet. . Foto: The Creation Museum.

I den verden, der eksisterer uden for the Creation Museum (Museet om Skabelsen) i delstaten Kentucky midt i Amerikas bibelbælte, er den videnskabelige konsensus, at universet er milliarder af år gammelt, at forstenede fossiler er levn af dyr, som døde for hundreder af millioner år siden, at mennesket nedstammer fra aber, og at evolution er årsag til plante- og dyrerigets utrolige mangfoldighed.

LÆS OGSÅ: Kreationismen trives i USA

Inde i the Creation Museums udstillingsrum er fortællingen om verdens oprindelse og udvikling en anden. Her behandles Bibelens åbenbaringer som den absolutte sandhed. Plancher, tableauer og højteknologiske multimediemodeller forklarer, at Gud skabte Jorden og al dens liv på seks dage for cirka 6000 år siden, at dinosaurerne levede side om side med de første mennesker, Adam og Eva, og at fossiler er efterladenskaber fra dyr omkommet i Syndfloden som beskrevet i Det Gamle Testamente.

Det er dristige påstande i en sandhedssøgende og faktabesat verden, men det er ikke desto mindre budskaber, som ringer sandt i mange amerikaneres ører. Ifølge meningsmålinger tror under halvdelen af den amerikanske befolkning på evolutionsteorien, og mellem 300.000 og 400.000 mennesker besøger hvert år det fire år gamle Creation Museum, som drives af den velfinansierede evangelikale gruppe Answers in Genesis (Svar fra 1. Mosebog).

Da Kristeligt Dagblad ruller ind på parkeringspladsen kort efter åbningstid en solrig tirsdag morgen, står en blanding af shortsklædte familier, pensionistgrupper og kyse- og hatteklædte mennonitter da også allerede klar foran billetskranken.

Ved første øjekast ligner the Creation Museum med tilhørende planetarium de store familievenlige naturhistoriske museer, som mange større amerikanske byer bryster sig af. Der er ingen kors eller andre religiøse symboler i syne. Foran museets glasdøre står en metalkopi af et dinosaurskelet, og den naturstens-pyntede foyer domineres af en afstøbning af det såkaldte Burning Tree-mammutskelet udgravet i delstaten Ohio i 1989.

Men det står hurtigt klart, at dette ikke er et ordinært naturmuseum. En planche ved mammutafstøbningen konstaterer, at dyret er skabt af Gud og levede i istiden et par århundreder efter Syndfloden. Lidt derfra præsenteres gæsterne for et tableau af to tjavsede, hjorteskindsklædte børn, der leger ved en rislende skovbæk i selskab med et par gryntende dinosaurer uanset, at disse reptilske skabninger og menneskene sædvanligvis placeres i forskellige tidsaldre millioner af år fra hinanden.

The Creation Museum er et fascinerende og underholdende udstyrsstykke, bygget op som en kronologisk vandring igennem Skabelsen afbrudt af bibelske forklaringer på diverse naturfænomener. En planche foran en udstilling af giftfrøer forklarer eksempelvis, at Gud skabte alt liv på Jorden som godt, og at frøerne først blev giftige efter Adams og Evas syndefald.

Længere henne kan de besøgende studere et stort tableau af en frodig Edens Have, hvor Adam sidder under et træ i færd med at navngive alle Jordens dyr, som ifølge museet alle var vegetariske og dermed samdrægtige, inden slangen fristede menneskene til at spise af Kundskabens Træ.

Her står ægteparret Tom og Barbara Shallert og hjælper deres tre børn med at forstå teksterne. Familien er kørt i bil godt 725 kilometer fra deres hjem i delstaten Iowa med det ene formål at besøge museet, som de har hørt om igennem deres baptistmenighed.

Jeg er vokset op som troende og har gået i kirke hele mit liv, men jeg lærer ting her, som jeg aldrig har tænkt over før. Jeg forstår nu langt bedre sammenhængen mellem Bibelens ord og verdens udvikling. Logikken i det hele er forbløffende og øjenåbnende, konstaterer Tom Shallert, der til daglig arbejder som ingeniør.

Og det er en typisk reaktion fra besøgende, fortæller Mark Looy, der er medstifter af Answers in Genesis, hvis hovedkvarter er baseret i en fløj af museumsbygningen.

Størsteparten af vores gæster er kristne, og de kan opdeles i to grupper. Den ene er dem, der fuldt ud tror på Bibelen og søger informationer, som kan hjælpe dem med at forsvare troen. Den anden er skeptikerne, som på trods af deres kristne tro overvejer, om videnskaben rummer nogle sandheder, og som har brug for forklaringer, der forener Bibelens fortællinger med deres viden om verden, forklarer Mark Looy.

Placeringen af the Creation Museum, der kostede 27 millioner dollar (knap 150 millioner kroner) at bygge, er strategisk midt i Amerika, midt i bibelbæltet og blot fire og en halv times kørsel fra den canadiske grænse. To tredjedele af USAs befolkning er mindre end en dagsrejse væk, og Answers in Genesis er ublu i sit forsøg på at missionere for en fundamentalistisk bibelforståelse og imod det evolutionære etablissement.

Vi præsenterer ikke alene Bibelens ord, men også budskabet om, hvorfor Gud sendte Jesus ned på jorden. Vi byder alle velkommen, men lægger ikke skjul på, at vi er evangelikale, konstaterer Mark Looy.

The Creation Museum og Answers in Genesis giver da også USAs naturvidenskabelige og akademiske miljøer røde pletter på kinderne. Det kontroversielle museum spiller ind i den moderne meningskamp om Gud kontra videnskab og tjener som en front i kreationisters forsøg på at trænge Charles Darwins udviklingslære tilbage i det amerikanske samfund.

Den amerikanske forfatning dikterer imidlertid adskillelse af kirke og stat, og efter at anti-evolutionister i løbet af det seneste årti har lidt stribevis af juridiske nederlag i deres forsøg på at inkludere religiøse forklaringer i skolernes biologiundervisning, er fokus nu på at vinde informationskrigen med tiltag såsom the Creation Museum. Andre strategier er at støtte højrekristne politikere og producere og uddele enorme mængder lærebøger og andet materiale til brug i blandt andet hjemmeundervisning.

Museet er opdelt i de syv Cer: Creation, Corruption, Catastrophe, Confusion, Christ, Cross og Consummation (skabelse, korruption, katastrofe, Kristus, korset og genløsning).

Advarsler mod sekularisme og gudstvivl er et centralt budskab. Et udstillingsrum præsenterer eksempelvis en videofilm om den legendariske Scopes-retssag i 1925, der markerede begyndelsen på den lange kamp om Bibelen kontra udviklingslæren i USAs skoler.

Umiddelbart herefter passerer de besøgende gennem et dystert, mørklagt lokale, hvor et lydtæppe af skingre politisirener hyler i ørerne, og de rå cementvægge skæmmes af graffiti og lasede avisudklip om mord, massakrer, teenagegraviditeter og andet moralsk fordærv. Dette forfald er, forklarer en tekst, hvad der sker, når kulturen går bort fra de hellige skrifter.

En stor del af the Creation Museum, hvis spektakulære specialeffekter og virkelighedstro figurer er skabt af en tidligere designer for forlystelsesparken Universal Studios i Los Angeles, er helliget Det Gamle Testamentes historie om Noas ark og Syndfloden. En livagtigt talende figur af Noa forklarer, hvorfor arken var nødvendig, og modeller viser, hvordan han og hans familie ved hjælp af blandt andet et lavteknologisk vandtrugssytem var i stand til at passe alle de mange dyrepar i et helt år.

Den store oversvømmelse mejslede USAs Grand Canyon og andre store kløfter ind i jordens overflade, hævdes det uden skelen til den videnskabelige konsensus om, at den i dag knap to kilometer dybe kløft er formet langsomt af trykket fra Colorado-flodens strømme. Da arken stødte på grund i Centralasien, forklarer museet endvidere, vandrede de overlevende dyr til andre kontinenter på broer formet af de millioner af træer, som flodbølgen havde rykket op.

Det er påstande, som får naturvidenskabelige forskere til at le højlydt, men pensionisterne Jane Jensen og Dorothy Morris, der deltager i en grupperejse organiseret af deres kirke hjemme i delstaten Indiana, foretrækker museets forklaringer.

Jeg stoler mere på Gud end på forskere, og Bibelen og skabelsesberetningen former mit verdenssyn. Men jeg synes også, at det er i orden, at nogle tror på noget andet. Vi lever i et frit land, konstaterer Dorothy Morris.

Den tankegang synes da også udbredt blandt museets gæster. De sværdfægtende religiøse fundamentalister fra det sekulære Amerikas rædselskabinet synes overraskende fraværende her i bibelbæltets midte. Trods sin skrifttro tilgang til verdens oprindelse ser Tom Shallert eksempelvis intet problem i, at hans tre børn lærer om Charles Darwins udviklingslære i skolens naturfagstimer.

Jeg synes, at der også burde være plads til Bibelen i de offentlige skoler, så eleverne hører begge sider af sagen, men det er ikke noget, jeg vil kæmpe for. Vi opdrager dem som bibeltro kristne derhjemme, og det er det vigtigste, forklarer han.

Answers in Genesis agter imidlertid ikke at opgive kampen om ordet. Ved museets udgang står betalingsmaskiner klar til at modtage donationer til Answers in Genesis næste projekt, forlystelsesparken Ark Encounter (møde med arken).

Her vil besøgende kunne gå om bord i en 150 meter lang kopi af Noas ark og opleve forlystelsen en rejse gennem Det Gamle Testamente, der ved hjælp af avanceret teknologi vil gengive Moses på bjerget, Egyptens 10 plager og israelitternes flugt gennem det spaltede Røde Hav. Blandt øvrige planlagte attraktioner er en 30 meter høj kopi af Babelstårnet. Parken er sat til at åbne i foråret 2014.

nyholm@k.dk

På museet kan man blandt andet se figurer af Adam og Eva i Edens Have.
På museet kan man blandt andet se figurer af Adam og Eva i Edens Have. Foto: The Creation Museum.