Prøv avisen

Adoptioner fra Afrika er blevet et etisk minefelt

Over hele Afrika overlades børn til sig selv som her i Mozambique, hvor forladte og forældreløse børn har fået et nyt hjem på den kristne kostskole Casa Madre Maria Clara i Lhanguene, Maputo. – Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Ritzau Scanpix

I Belgien kulegraves en række sager om børn, der angiveligt er stjålet fra deres familier i DR Congo til internationale adoptioner. Flere afrikanske lande holder igen med internationale adoptioner, som falder hastigt i disse år til trods for, at titusinder af helt små børn hver år bliver forladt i Afrika

Efterhånden er det fire år siden, at den i dag 34-årige skrædder Abdula Libenge og hans hustru fra Den Demokratiske Republik Congo sendte deres lille datter af sted på det, de troede var en ferielejr i hovedstaden, Kin-shasa. Den fattige familie bor i den lille landsby Gemena, cirka 850 kilometer nordøst for Kinshasa.

Da en ung mand præsenterede sig som repræsentant for en ungdomsorganisation, der arrangerede ferielejre, og spurgte Abdula Libenge og hans hustru, om deres yngste datter måtte komme med tre andre børn fra landsbyen på et ferieophold, svarede de ja.

Datteren strålede den dag, hun skulle af sted, fortæller Abdula Libenge.

”Hun var så glad. Vi får aldrig mulighed for at komme til Kinshasa. Vi har ikke råd til flybilletterne. Men hun fik chancen, og det gjorde os stolte,” siger han til BBC.

Men datteren kom aldrig tilbage fra den angivelige ferielejr. Det gjorde de tre andre børn fra landsbyen heller ikke.

To år senere satte to belgiske journalister sig for at efterforske sagen, og først da viste det sig, at de congolesiske børn var blevet bortadopteret til belgiske par. Par, der havde fået at vide, at deres adoptivbarns biologiske forældre var døde og således var intetanende om, at deres adoptivbarn var blevet stjålet fra de biologiske forældre.

De belgiske myndigheder er nu i fuld gang med at undersøge adoptionssagerne og forsøger at afdække det kriminelle netværk i DR Congo og Belgien, der har stået bag.

Sagen fra Belgien har vakt international furore, og også andre tragiske adoptionssager har fået massiv omtale i de senere år.

I 2011 blev den 13-årige Hana fundet underernæret og død af kulde i sine adoptivforældres baggård i Seattle i USA. Tre år tidligere var hun og en yngre dreng, Immanuel, blevet adopteret fra Etiopien af parret, som begge blev idømt lange fængselsstraffe for fysisk og psykisk mishandling af børnene. Adoptivmoderen blev også dømt for drab på Hana.

Herhjemme vakte de tragiske adoptionssager om de etiopiske piger Masho og Amy voldsomt røre i 2012. Masho var seks år, da hun blev adopteret, og Amy ni år, og begge piger havde stadig deres biologiske forældre på tidspunktet, da de blev adopteret.

Men adoptionerne endte ulykkeligt: Masho endte med at blive placeret på en børneinstitution, hvor hun har levet siden. Amy faldt heller aldrig til hos adoptionsfamilien og blev i stedet placeret i en plejefamilie, hvor hun trivedes, men hvorfra hun senere blev fjernet med tvang.

De tragiske adoptionssager står langtfra alene, og andre sager fra Uganda og Etiopien er oprullet i internationale medier de senere år. De har ført til en intensiveret kritik af adoptionsprocesserne og af internationale adoptioner generelt.

Resultatet er blevet, at flere afrikanske lande enten har strammet adoptionslovgivningen gevaldigt – eller helt har sat en stopper for internationale adoptioner.

I 2016 gjorde Uganda det således markant sværere end hidtil for udenlandske forældre at adoptere børn fra landet. Adoptionslovgivningen er ligeledes blevet strammet i det vestafrikanske land Liberia. Der er stramninger på vej i Sydafrika – og sidste år stoppede det største afrikanske ”afsenderland” af adoptivbørn, Etiopien, helt for internationale adoptioner.

I forvejen var antallet af internationale adoptioner faldet med 72 procent fra 46.000 om året i 2005 til 12.000 om året i 2015.

Det dramatiske fald skyldes, at afsenderlande såvel i Afrika som uden for i stigende grad nægter at adoptere børn ud af landet.

Det vurderer de to professorer i økonomi ved Grinell College i Iowa i USA, Mark Montgomery og Irene Powell. De to er gift og selv adoptivforældre.

”Noget af det skyldes en flovhed over den dårlige omtale i forbindelse med adoptionsskandaler og noget flovhed over at blive udstillet som ’eksportører’ af børn. Generelt bryder landene sig ikke om den dårlige presseomtale, der følger med internationale adoptioner, og for at undgå den er de villige til at forhindre tusindvis af børn i at få adoptivfamilier,” siger Mark Montgomery.

Selvom de afrikanske regeringer også ønsker at beskytte børnene, kan der godt sættes spørgmålstegn ved, om stramningerne gavner eller skader udsatte afrikanske børn, som mangler familier, der kan eller vil tage sig af dem, påpeger Mark Montgomery og Irene Powell.

Og dé afrikanske børn findes.

I Sydafrika fastslog en rapport fra landets medicinske forskningsråd således sidste år, at mellem 3000 og 3500 sydafrikanske børn bliver forladt om året. Det er vel at mærke de børn, der overlever at blive forladt. Rådet anslår, at for hvert barn der overlever, risikerer to andre at dø. Dermed kan det samlede tal komme op på mindst 10.500 forladte sydafrikanske børn om året. 65 procent af de forladte børn er nyfødte, og 90 procent er under et år gamle på det tidspunkt, hvor de bliver forladt. Det høje dødstal hænger sammen med, at mange af de nyfødte bliver smidt i skraldespande eller efterladt på marker eller i rendestenen, fastslår rapporten.

Den forklarer også årsagerne til det høje antal forladte børn med fattigdom, voldtægter og seksuelt misbrug.

Nyfødte bliver også forladt i andre afrikanske lande. I Tanzania bliver der efterladt så mange babyer på hospitalet, at socialarbejderne ikke kan finde familier til dem alle, har den tanzaniske avis The Citizen tidligere rapporteret.

I mange år har Sydafrika bortadopteret børn til udenlandske forældre. Men siden 2011, hvor 2436 børn blev adopteret ud af landet, er tallet blevet mere end halveret til 1033 børn i 2018.

Faldet skyldes, at Sydafrika i 2010 indførte skrappere regler for adoptioner.

Ofte hører kvinder, der på et hospital føder et barn, som de ikke kan eller vil beholde, aldrig om muligheden for at bortadoptere deres barn, siger den sydafrikanske antropolog Deirdre Blackie, der har forsket i området.

”Og hvis kvinderne alligevel søger om at bortadoptere deres barn, får de ofte afslag,” konkluderede hun og fem andre forskere sidste år i en forskningsartikel i tidsskriftet South African Child Gauge.

Men internationale adoptioner bør heller ikke anses som hjælp til udsatte børn, hverken i afrikanske eller andre lande, lyder det fra kritikere af internationale adop-tioner.

De peger blandt andet på, at de internationale adoptioner er en form for tvangs- migration, der først og fremmest er en hjælp til barnløse i vestlige lande. De kritiserer også adoptionssystemet for at være ulige og for hverken at tilgodese adoptivbarnets eller dets biologiske forældres rettigheder i tilstrækkelig grad.

Det nuværende internationale adoptionssystem er kort og godt ”uetisk”, anfører forsker i adoptioner og adoptivmor Merete Laubjerg og hendes burkinske adoptivdatter, Delwende Laubjerg.

De peger på, at i den oprindelige juridiske betydning af begrebet ”adoption” er en adoption kun fuldbyrdet, når begge parter har adopteret hinanden.

”Der er tale om en gensidig proces. Sådan foregår det ikke i det dominerende transnationale adoptionssystem. Gennem en skændig adoptionsproces gør vi børnene til vores eje. Barnets oprindelse slettes i de juridiske identitetspapirer,” lyder deres kritik i en kronik i maj i Information.

Irene Powell og Mark Montgomery medgiver, at der er ting, der kan og bør gøres bedre i det internationale adoptionssystem. De medgiver også, at der findes skræmmende og tragiske eksempler på, hvordan internationale adoptioner er gået galt i de senere år.

Men fjendtligheden og kritikken af internationale adoptioner har taget overhånd på bekostning af det store perspektiv, vurderer de.

”Hvert år får tusindvis af verdens mest sårbare børn stabile hjem og familier – hvad er der så galt ved det?,” lyder deres modspørgsmål.