Ægtepar brugte fem år som gidsler til at stifte drømmefamilie

Det skulle have været en pilgrimstur til Afghanistan, men endte med fem års fangenskab for det amerikansk-canadiske ægtepar Caitlan Coleman og Joshua Boyle. I dag er det en uge siden, at de blev befriet af pakistanske styrker

Caitlan Coleman, Joshua Boyle og deres to sønner Jonah og Noah i en video, frigivet af Taliban Media i december 2016 for at bekræfte, at familien stadig var i live. Ægteparret blev taget som gidsler i oktober 2012 og frigivet efter fem år i sidste uge. De to drenge samt en pige på seks måneder er alle født i fangenskab. -
Caitlan Coleman, Joshua Boyle og deres to sønner Jonah og Noah i en video, frigivet af Taliban Media i december 2016 for at bekræfte, at familien stadig var i live. Ægteparret blev taget som gidsler i oktober 2012 og frigivet efter fem år i sidste uge. De to drenge samt en pige på seks måneder er alle født i fangenskab. - . Foto: Taliban Media /AP/ritzau.

Det er det mindste rum i bedsteforældrenes hus, men det er der, ægteparret Caitlan Coleman og Joshua Boyle foretrækker at sove om natten sammen med deres tre børn. Efter fem år som gidsler i Afghanistan og Pakistan kan god plads være skræmmende, når man er vant til at være stuvet sammen i kældre, fugtige badeværelser og små rum.

Voksne mennesker med støvler på kan også være skræmmede. Det mellemste barn, to-årige Noah, gik i panik, da han så de vagter, som står uden for familiens hus.

”Han blev bange for deres støvler. De eneste mennesker, han har set med støvler på, var dem, der kom ind for at sparke os,” forklarer Joshua Boyle til canadiske aviser.

Bedstefaderen, Patrick Boyle, fortæller til den britiske avis The Guardian, hvordan fangenskabet ikke blot har presset en dyne af frygt ned over de to drenge på fire og to år og deres lillesøster på omkring seks måneder, men også sat sig i deres kropssprog. Et stykke kage bliver således spist med hænderne, mens drengene sidder ovenpå spisebordet.

”Det vil være af uvurderlig betydning for min familie, at vi er i stand til at skabe et sikkert fristed, som vores tre overlevende børn kan kalde et hjem. For at forsøge at genskabe noget af den barndom, de har mistet,” sagde Joshua Boyle til medierne, da familien ankom til lufthavnen i Toronto på vej hjem til hans forældres hus i Smiths Falls i Ontario i Canada.

Det har indtil nu kun været Joshua Boyle, der har udtalt sig til pressen. Caitlan Coleman har ikke ønsket at tale med medierne.

34-årige Joshua Boyle og 31-årige Caitlan Coleman blev gift i 2011 og havde været på flere udfordrende rygsækrejser i Centralasien, da de i sommeren 2012 besluttede sig for at tage til Vardak-provinsen i det centrale Afghanistan, mens Caitlan Coleman var gravid med parrets første barn. Provinsen var allerede dengang under Talebans kontrol og blev officielt betegnet som højrisikozone. Boyle har forklaret, at han opfattede sig som en pilgrim og ønskede at komme ud i de områder, hvor ingen andre kom den trængte befolkning til hjælp.

Gidseltagningen skete i oktober 2012. Ifølge nyhedsstationen Fox News var det en kriminel bande, der i første omgang kidnappede ægteparret, efter at rygterne om det vestlige, kristne ægtepar havde cirkuleret i området. Derefter solgte banditterne parret videre til den afghanske terrorbevægelse Haqqani, der holder til i det bjergrige grænseområde mellem Afghanistan og Pakistan. Ifølge den canadiske tv-station CBC News blev familien flyttet mellem 23 forskellige steder.

Haqqani-netværket er kendt for dets gidseltagninger, men det er sjældent, at gruppen kidnapper kvinder og børn. Derfor blev det undervejs også forsøgt at få frigivet familien ved at appellere til det særlige æresbegreb ”Pashtunwali”, som er udbredt i de pashtunske befolkningsgrupper i regionen. Uden held. Angiveligt, ifølge Joshua Boyle, fordi haqqanierne er anderledes og fuldstændig æresløse.

”Vi taler om personer, som ikke er knyttet til andre end lejesoldater. De har ingen venner, kun kampgrupper. De har ingen hustruer eller børn. Dem, vi mødte, som ikke var forældreløse, hadede deres forældre,” siger han til den canadiske avis Toronto Star.

Parrets bortførere troede i første omgang, at netop Caitlan Colemans graviditet – hun var efterhånden i syvende måned – ville gøre det let at få penge ud af den amerikanske regering. Joshua Boyle fortalte i mandags til CBC News, hvordan gidselstagerne havde givet udtryk for, at de lynhurtigt ville blive frigivet, fordi Caitlan Coleman ellers ville være nødt til at føde sit barn i fangenskab, og ”det ville intet civiliseret land tillade”.

En formodning, som gidseltagerne tog fejl i.

”Vi var meget skuffede, da vi fandt ud af, at vores fædreland ikke var så civiliseret, som vi havde troet,” siger Joshua Boyle.

Det har vakt opmærksomhed, at ægteparret valgte at udvide deres familie med yderligere to børn, mens de var gidsler. Et fjerde barn blev Caitlan Coleman ifølge Joshua Boyle tvunget til at abortere. Joshua Boyle siger, at parret lige så godt kunne få det bedst mulige ud af situationen og vende hjem med en stor begyndelse på dets drømmefamilie.

”Vi var gidsler med en masse tid til rådighed. Vi har altid ønsket at få så mange (børn) som muligt, og vi ville ikke spilde tiden. Cait er i 30’erne, uret tikker. Faktisk har vi altid planlagt at få 5, 10, 12 børn..... Vi er irere, haha,” skrev Joshua Boyle i mandags i en e-mail til det amerikanske nyhedsbureau AP.

Med hjem havde de sønnerne Jonah på fire år, Noah på to år og datteren Grace på seks måneder.

Børnene gav ægteparret glæder og udfordringer undervejs i fangenskabet, men de kunne ikke ændre på den brutale behandling fra deres gidselstagere eller de primitive levevilkår.

Det var også ekstremt vanskeligt ikke at have noget som helst at lave. Familien havde en tavle og noget kridt, det var alt. Da de voksne på et tidspunkt tiggede deres gidseltagere om noget at læse eller hvad som helst andet for at få tiden til at gå, fik de fik overbragt en stor bunke vasketøj, skriver Toronto Star.

Efter fem år i total uvidenhed om verdens gang kan det da heller ikke undre, at Joshua Boyle troede, at en af fangevogterne gjorde grin med ham, da han fortalte, at Donald Trump var blevet valgt som præsident.

”Det faldt mig overhovedet ikke ind, at det var alvor,” siger Joshua Boyle til Toronto Star.

I dag er det en uge siden, at ægteparret Coleman-Boyle og deres tre børn pludselig blev befriet af pakistanske sikkerhedsstyrker efter at have siddet som gidsler siden 2012. Både canadiske og amerikanske medier har siden spekuleret i, hvorfor befrielsen først kommer nu, selvom familiens skjulested(er) forlængst er blevet opsporet af efterretningstjenesterne.

Gættet er, at Pakistan netop nu har voldsomt brug for at gøre et positivt indtryk på USA. Forholdet mellem de to lande har længe været anstrengt, fordi USA ikke har tillid til, at Pakistan gør alt, hvad der er muligt for at bekæmpe Taleban og dets allierede terrorgrupperinger, og for nylig truede den amerikanske præsident, Donald Trump, med at fjerne den økonomiske støtte til landet.

Efter befrielsen af familien Coleman-Boyle sidste onsdag er taksigelserne imidlertid kommet i en lind strøm fra USA, og præsident Trump sendte tweets om, at Pakistan er ved at udvikle ”et meget bedre forhold” til USA.