Ærkebiskoppens julebudskab i Betlehem: Vi bør følge Jesu livsstil, men det er svært

Det handler om ikke at være fordømmende og bedrevidende og skubbe anderledestænkende fra sig, men tværtimod om at byde den, der er anderledes, velkommen, lyder det fra Jerusalems romersk-katolske ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa, der holder juleprædikenen i Betlehem julenat og selv kan tvivle

”Det at tilhøre religionen her er ikke et valg som i Europa, det er ikke en aktiv beslutning. Her bliver man født ind i en religion. Det at være kristen, at man går i kirke – det er identitet, og det er godt,” siger Pierbattista Pizzaballa, der er den første italiener, som står i spidsen for det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem. – Foto: Hanne Foighel.
”Det at tilhøre religionen her er ikke et valg som i Europa, det er ikke en aktiv beslutning. Her bliver man født ind i en religion. Det at være kristen, at man går i kirke – det er identitet, og det er godt,” siger Pierbattista Pizzaballa, der er den første italiener, som står i spidsen for det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem. – Foto: Hanne Foighel.

”Et julebesøg i Betlehem bør ikke bare være noget, man gør som enhver anden rejse. Det bør ikke blot være et besøg i byens kirker, fordi de med Fødselskirken i spidsen er velkendte, eller noget man gør for at opleve byens stemning. En rejse til Betlehem bør ikke være en rejse til et sted, men en indre rejse, hvor vi som kristne påtager os en særlig livsstil. Jesu livsstil. Som han levede fra fødsel til død.”

Ordene er Pierbattista Pizzaballas, den romersk-katolske ærkebiskop af Jerusalem, der er overhoved for den katolske kirke i Israel, Vestbredden, Gaza, Jordan og Cypern.

Kristeligt Dagblads møde med ham finder sted i et mindre lokale i patriarkatets kæmpe bygningskompleks i Jerusalems gamle bydels kristne kvarter. Gæstelokalet er indrettet med store lænestole polstret med blå velour langs væggene og et billede af pave Frans på den ene væg over for en tegning af den korsfæstede, lidende Jesu ansigt på den modsatte.

Den meget energiske ærkebiskop træder ind iført en sort gulvlang frakkekjortel og violet kalot med et stort kors i sølv i en kæde på brystet, giver hånd og sætter sig en af lænestolene.

Ærkebiskoppen er glædeligt overrasket over at høre, at der findes et kristeligt dagblad i Danmark. Han forklarer, at den gængse opfattelse i hans fødeland, Italien, er, at alle nordeuropæere er sekulære og uinteresserede i religion og de emner, der især optager avisens læsere: tro, etik og eksistens. Da Kristeligt Dagblad har forklaret, at formålet med dette interview er at høre, hvad han har tænkt sig at sige i sin juleprædiken ved midnatsmessen i den katolske Sankt Katharina-kirke, der ligger klinet op ad den ortodokse Fødselskirke i Betlehem, ler Pizzaballa lidt forlegent.

Julens farve er hvid, men gul er ifølge ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa en dybere hvid, og det er ceremonimesteren ved Sankt Katharina-kirken i Betlehem, der sammen med de lokale nonner bestemmer, hvad han skal iføres til midnatsmessen. Det tør han ikke blande sig i. Her ses Pizzaballa midtfor under sidste års julemesse. – Foto: Nasser Nasser/Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.
Julens farve er hvid, men gul er ifølge ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa en dybere hvid, og det er ceremonimesteren ved Sankt Katharina-kirken i Betlehem, der sammen med de lokale nonner bestemmer, hvad han skal iføres til midnatsmessen. Det tør han ikke blande sig i. Her ses Pizzaballa midtfor under sidste års julemesse. – Foto: Nasser Nasser/Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Jeg er ikke begyndt at skrive den endnu,” siger han og skynder sig at tilføje, at han selvfølgelig allerede har gjort sig nogle overvejelser.

Han forklarer, at juleprædikenen i Betlehem både skal forholde sig til de mange millioner internationale lyttere og seere, der følger gudstjenesten over satellit, til pilgrimmene, der er kommet for at fejre jul i Betlehem, og selvfølgelig også skal henvende sig til de lokale kristne og deres situation.

”Jeg forestiller mig, at det første vigtige punkt er gæstfriheden. Det, at verdens skaber valgte at kommer ind i verden som et barn, at han påtog sig menneskeligheden uden fordomme; som den er – det er vigtigt. Vi – vi kirker, vi kristne i hvert fald, vi katolikker – har så travlt med at dømme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, før vi overhovedet undersøger realiteterne. Min kærlighed til verden kræver, at jeg er kritisk over for den, for alt er ikke perfekt, men før jeg dømmer nogen, bør de føle sig velkomne og accepterede. For det er vigtigt, at ingen føler sig fremmed. Ikke kun migranter og flygtninge, men også dem, der er fjernt fra kirken, og dem, der tænker anderledes. Enhver skulle kunne føle, at han ikke er fremmed,” siger han og fortsætter:

”Mit andet punkt er fattigdommen. Det er kompliceret at forklare, hvad fattigdom er. Jesus havde ingenting. Han var fuldstændig afhængig af andre, men det skabte relationer, og de kom alle for at hjælpe ham, folket og de hellige tre konger og disciplene op igennem hans liv. Han var afhængig andre, og det fik dem til at tage imod ham, til at kere sig om ham. Hvis man er rig, skaber det adskillelse. Jeg taler ikke imod de rige, det er ikke der, jeg vil hen, men det er en pointe. Det var Jesu livsstil.”

Pierbattista Pizzaballa var 19 år, da han besluttede at vie sit liv til Jesus. Han var opvokset i en ganske almindelig norditaliensk familie som den yngste af tre brødre uden noget særligt forhold til kirken, men besluttede at blive franciskanermunk. De seneste 30 år har han levet som franciskaner forskellige steder i Det Hellige Land og siger i dag, at han ikke helt ved, om han er italiener eller hører til i Mellemøsten.

For tre år siden bad Vatikanet Pizzaballa om midlertidigt at overtage ledelsen af det romersk-katolske patriarkat i Jerusalem som ærkebiskop, inden der bliver udnævnt en ny patriark. Der skulle bringes orden i tingene, efter at den seneste patriark ved en række forkerte investeringer havde kørt hele institutionen økonomisk i sænk. Patriarkatet dækker Israel, Jordan, Gaza, Vestbredden og Cypern. Opgaven er ikke let, blandt andet fordi Pizzaballa er kommet udefra i en kirke, hvor alle præster, biskopper og de tidligere patriarker er palæstinensiske arabere.

”Jeg håber, at han er tilfreds,” siger Pierbattista Pizzaballa og nikker i retning af billedet af pave Frans.

Han vender så ansigtet den modsatte væg mod Kristus og tilføjer med en klingende latter: ”Ham derovre, om han er tilfreds, det ved jeg ikke.”

Der er et indbygget modsætningsforhold mellem Piazzaballas italienske baggrund og de lokale, til trods for at han taler flydende arabisk. De palæstinensiske menigheder er meget konservative, meget traditionelle, siger ærkebiskoppen og oversætter sit eget ordvalg ved at forklare, at det i denne del af verden ikke er et valg at være kristen. Det er en tradition:

”Det at tilhøre religionen her er ikke et valg som i Europa, det er ikke en aktiv beslutning. Her bliver man født ind i en religion. Det at være kristen, at man går i kirke, det er identitet, og det er godt, men vi kan ikke på den måde kræve fordybelse i troen. Der er selvfølgelig mennesker, der er meget opofrende for menigheden og aktive, men generelt er det ikke dybt.”

Da Pizzaballa begynder at fortælle om den del af den forestående juleprædiken, der skal være henvendt til de palæstinensiske kristne, indleder han med et dybt suk.

”Vores menigheder, vores kirke, befinder sig her i en sammenhæng, der altid er anspændt, problematisk og præget af uenighed. Så hvordan kan Jesu liv være relevant i denne sammenhæng? Alle her taler altid om fred og retfærdighed, og derfor blev jeg overrasket over, at en lokal kristen forleden sagde til mig, at før fred og retfærdighed må vi tale om kærligheden, for kun kærligheden kan skabe fred og retfærdighed. Det var sjældent at høre en palæstinenser sige sådan for, hvis han elsker ’den anden’, så kan det ses som en accept alt, hvad ’den anden’ gør.”

Ærkebiskoppen forklarer, at hadet eller måske snarere vreden over for israelerne fylder meget.

Og han forstår det efter at have boet blandt palæstinenserne i 30 år. Som italiener kan han til enhver tid rejse og bo et andet sted. Derfor vil han aldrig kunne fortælle en palæstinenser, hvilke følelser han bør have over for israelerne:

”Min kamp – min egen kamp med livet – er at forsøge at holde det åndelige og det politiske liv sammen. Det skal jo hænge sammen. Men det er ikke let. Vi må bekæmpe hadet, det er ukonstruktivt. Desværre ser jeg kun had – fra begge sider. Det er den dybeste konflikt imellem parterne, det giver ingen fremtidsperspektiver. Hadet lukker alting ned. Men måske netop fordi jeg er italiener, har jeg frihed til at sige højt, at hadet ikke opbygger noget som helst, og at det netop er det, fjenden ønsker sig. Men vi kan ikke påbyde kærlighed. Kærlighed og tilgivelse kræver både selvransagelse og en åndelig rejse. Det kommer ikke af sig selv.”

Ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa antyder flere gange i samtalens løb, at hans eget liv og forholdet til Jesus er inde i en krise. Den slags udtalelser er overraskende og kræver en uddybning:

”Hele mit liv er Jesus: Jeg gav mit liv til Gud, til Jesus, da jeg var 19 år. Men det er ikke en simpelt forhold. Nogle gange er det stilheden… alle forventningerne, der ikke bliver besvaret. Stilheden. Det er svært, måske især når man begynder at forstå, hvor livet fører en hen. Jeg føler mig nært beslægtet med profeten Jonas og alle hans prøvelser. Det, jeg kan lide ved Jonas, er, at han forstod, hvad Gud ville have ham til at gøre, og var uenig. Men Gud tvang ham, og mod sin vilje gjorde Jonas, hvad Gud krævede af ham. Og blev igen skuffet, fordi Gud skånede Nineve. Til det sidste var han stædig i sin holdning over for Gud. Men han blev i forholdet.”

Det kan være svært for en sekulær dansker at forstå, hvordan et ungt menneske vier sit liv til Gud i stedet for til et andet menneske. Og det er svær for en skandinav at forstå, at den katolske kirke stadig nægter kvinder at blive præster, men den ligefremme åbenhed, som Jerusalems ærkebiskops udviser omkring sin egen tvivl, er overrumplende:

”Vi er normale mennesker. Vores forhold til Gud er ikke som det forhold, jeg har til mennesker. Jeg kan ikke tale med ham. Jeg ved ikke, om jeg er skuffet. Engang var jeg måske, men stilheden og ting, jeg ikke forstår, er svære. Som normale mennesker har vi alle disse indre komplikationer, for denne rejse er nogle gange meget smertefuld. Men som Jonas ved jeg, at jeg kan ikke undsige mig forholdet til Jesus. Jeg er trofast i forholdet, selvom det er svært.”

Pierbattista Pizzaballa er ikke alene om at møde tvivlen. Den katolske kirke oplever i disse år, at der er mange, der forlader kirken, fordi det kræver motivation at blive, fortæller han. Men der er brug for forandring. For kirkens eksistensberettigelse er forkyndelsen, at tale om Jesus, og hvis folk ser på den katolske kirke og kun ser institutionen og ikke Jesus, så mener ærkebiskop Pizzaballa, at den katolske kirke har et stort problem.

Pave Frans har talt meget om tidens problemer, om flygtninge og migranter, LGTB-rettigheder og klimaforandringen. Emner, som adskillige danske præster sandsynligvis vil tage op i deres juleprædiken. Pierbattista Pizzaballa argumenterer, at den israelsk-palæstinensiske konflikt fylder alt for meget til, at hans juleprædiken kan beskæftige sig med for eksempel klimaet.

”Hvordan kan man tale til palæstinenserne om klima, når de knap ved, om de kan komme på arbejde i morgen på grund af situationen eller israelske kontrolposter. Det er vigtige emner, men her er sensitiviteten anderledes. Man kan ikke tale om de ting på samme måde, som man gør i Europa,” fastholder ærkebiskoppen.

Men da Kristeligt Dagblad insisterer på, at det at tage del i den globale tænkning kan tale direkte til de unge palæstinensere på Vestbredden, indrømmer ærkebiskoppen, at emnet klima er relevant for palæstinenserne og lover, at han vil overveje at inkludere det i sin juleprædiken:

”Miljøproblemerne er store her, fordi selve landet er midt i konflikten, og det betyder, at landet bliver mishandlet, og det er jo et globalt problem. Men fordi paven sidder i Rom, må jeg være forsigtig for ikke at blive beskyldt for at være italieneren, der blander sig, men ingenting forstår. Dog må vi nogle gange presse det lidt, så jeg vil tænke over, om det skal med i julepræ-dikenen.”

For at få taget et billede fører ærkebiskop Pierbattista Pizzaballa an ind til det store officielle modtageværelse, Diwan. Her sætter han sig til rette foran endevæggen med det latinsk patriarkats faner og våbenskjold – og sender fra Jerusalem og Betlehem Kristeligt Dagblads læsere sit inderligste ønske om en glædelig jul.