(Video: Forstå det tyske valg på to minutter)
Hvad er fremvæksten af Alternativ for Tyskland udtryk for?
Først og fremmest en del af normaliseringen af tysk politik. Tyskland har som alle europæiske lande altid haft en betydelig grobund for radikal højreorienteret politik. Men på grund af historien og den politiske kultur og statens mulighed for at forbyde partier som forfatningsstridige har det radikale højre ikke kunnet opnå politisk succes. I international sammenligning er mellem 8 og 11 procents opbakning til Alternativ for Tyskland (AfD) heller ikke meget, og næsten alle tyske nabolande har langt mere succesrige partier af lignende observans.
Har Tyskland dermed endelig lagt nazismen og krigen bag sig og er blevet som andre lande?
Hvad angår holdninger, har det været tilfældet i årtier. Den offentlige mening i store dele af den tyske befolkning er anti-autoritær og præget af modstand mod det politiske establishment. Tyskland er dog stadig specielt, da det er meget sværere at etablere og opretholde et radikalt højreparti på grund af en stærk undertrykkelse fra statens side. Hvis et parti betragtes som højreekstremt, kan det forbydes, og medlemmer kan fyres, hvis de arbejder i for eksempel politiet eller militæret. Det betyder, at meget ekstreme aktivister infiltrerer partier til højre for kansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU/CSU, hvilket aktuelt vil sige AfD, fordi de ikke kan oprette deres eget parti, og fordi AfD virker attraktivt og kompetent. Det er noget, AfD konfronteres med i de østtyske delstater i det tidligere DDR, hvor adskillige grene af partiet domineres af ekstremistiske personer som Björn Höcke (medformand for partiet i delstaten Thüringen), der fordømte holocaust-mindesmærket i Berlin. Han har ekstremt højredrejede ideer, og grundlagde han sit eget parti, ville det blive forbudt.
Men to gange har man forgæves forsøgt at forbyde NPD, som betragtes som højreekstremistisk?
Ved at forsøge at forbyde dem to gange har delstaterne sikret, at ingen, der har en anstændig karriere, vil være aktiv inden for partiet. Truslen om at forbyde et parti fører til selvcensur, som er mindst lige så effektivt som et forbud mod partiet. Hvis kompetente personer ikke er aktive, vil partiet forblive inkompetent.
Nogle mener, at AfD’s fremkomst er den mest dramatiske forandring i tysk politisk kultur siden genforeningen. Hvad mener du?
Det er bestemt banebrydende, eftersom det er første gang i efterkrigstidens Tyskland, at et radikalt højrefløjsparti står til at komme i Forbundsdagen. NPD var meget tæt på i 1960’erne og Republikanerne i slutningen af 1980’erne, men ingen af dem kom op over spærregrænsen på fem procent. Det er dog uundgåeligt, at det ville ske, da tysk politik i stigende grad er blevet en postkrigspolitik. Størstedelen af befolkningen har ingen hukommelse om Anden Verdenskrig, og som i de fleste andre lande svækkes krigen som en moralsk markør for mange mennesker: Nazisterne var naturligvis onde, men folk ser ikke en direkte sammenhæng til nutidig politik. Tyskland er ikke fundamentalt forskellig fra andre lande, hvad angår politiske holdninger.
Hvor adskiller NPD sig fra AfD?
NPD er stort set et konglomerat af ekstreme højrekræfter. De vil ikke åbenlyst angribe demokratiet eller forherlige nazismen, fordi det ville føre til forbud eller fængsling. De fleste af dets ledere kommer fra ekstreme højregrupper, og partiet består hovedsagelig af aktivister, så det er mere en subkultur end et politisk parti.
Nogle kalder dem nynazister, andre kulturkonservative. Hvad er AfD’s ideologiske baggrund?
Det begyndte som et borgerligt, konservativt parti med en meget begrænset dagsorden imod eurozonen. Langt mere radikale stemmer såsom den nuværende medformand Frauke Petry tog siden over og lagde fokus på migration og muslimer. Den konservative del er næsten væk, og partiet er dybest set et populistisk, radikalt højreparti, der minder om Front National i Frankrig, Frihedspartiet i Østrig og til dels Dansk Folkeparti, men som modsat de andre er meget splittet internt. Partiets ene spidskandidat Alexander Gauland præsenterede sig oprindeligt som en moderat konservativ, men gik sammen med en mere radikal fraktion mod Frauke Petry, der nu pludselig synes at være AfD’s mere moderate ansigt. Det er et meget ungt parti med mange amatører, der siger ekstreme ting, og der har været uro siden grundlæggelsen i 2013. Det har stadig mange konservative dagsordener i sit program eksempelvis i forhold til familieværdier, selvom det er blevet et radikalt højreparti. Det viser, at det befinder sig i en overgang og søger efter identitet.
Hvorfor går tidligere medlemmer af det konservative CDU til AfD?
CDU har flyttet sig betydeligt mod midten under Angela Merkel. Hun har stort set gjort den socialdemokratiske koalitionspartner SPD overflødig i tysk politik, fordi hun er så pragmatisk og midtsøgende. Det betyder, at medmindre du bor i delstaten Bayern, som regeres af CDU’s meget højreorienterede søsterparti, CSU, så er der et enormt politisk manøvrerum til højre for CDU. Det er i stor udstrækning risikoen ved Merkels strategi, som næsten udelukkende fokuserer på de politiske midte og antager, at CSU vil tage sig af vælgerne på højrefløjen. Dette viste sig delvist ikke at være muligt.
Jeg har talt med støtter af Venstrepartiet i det gamle DDR, som er gået til AfD. Fra den ene yderfløj til den anden. Hvordan kan det være?
Selvom de ideologiske forskelle er store, er der stadig en vælgerskare i Venstrepartiet, som potentielt tiltrækkes af AfD, ganske enkelt fordi der aldrig før har været et plausibelt populistisk alternativ på højrefløjen. Jeg tror ikke, AfD har potentiale til at erstatte Venstrepartiet, men det lukrerer på, at Venstrepartiet er stagneret trods finanskrisen og ikke længere ligner det protestparti, det har været, men er blevet en del af det politiske establishment i mange østlige delstater.
Hvor er AfD om 10 år?
Under tærsklen på fem procent. AfD kommer nok i Forbundsdagen denne gang, men så vil partiet nok falde fra hinanden. Mange radikale højrepartier er blevet splittet, når de er blevet valgt på landsplan. Medierne vil overvåge AfD som intet andet parti i Forbundsdagen. Partiet vil sandsynligvis ende med 60 mandater, hvilket betyder en endeløs strøm af potentielle skandaler, for nogle af dem har selvfølgelig sagt noget dumt på et eller andet tidspunkt, noget antisemitisk eller revisionistisk eller nynazistisk. Lederne må så enten smide sådan en person ud og gøre de ekstreme fløje vrede eller lade vedkommende være og gøre de moderate medlemmer vrede. Hver eneste skandale vil blotlægge de interne stridigheder.