Afghanere møder nye magthavere med skepsis: Taleban har ikke ændret sig

Nu sænker Talebans mørke sig over Afghanistan. Den sidste amerikanske soldat er fløjet ud. Afghanere, der ikke tilhører Taleban, har meget svært ved at tro på de nye herskeres erklæringer om respekt for kvinders rettigheder og gode forbindelser til omverdenen

Afganske soldater står vagt ved indgangen til lufthavnsbygningen i Hamid Karzai International Airport i Kabul, dagen efter at de sidste amerikanske soldater forlod landet.
Afganske soldater står vagt ved indgangen til lufthavnsbygningen i Hamid Karzai International Airport i Kabul, dagen efter at de sidste amerikanske soldater forlod landet. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix.

Natten til tirsdag gav Taleban-bevægelsens skud genlyd i den mørke nattehimmel over Kabul. USA havde netop meddelt, at den sidste soldat havde forladt Afghanistan, og dermed var den kaotiske amerikanske tilbagetrækning fuldført. Afghanistan er –som for 20 år siden – atter under Talebans kontrol.

”Der er ingen tvivl om, at det islamiske emirat Afghanistan er en fri og suveræn nation. USA er besejret,” sagde Talebans talsmand Zabihullah Mujahid på en pressekonference i går morges.

Men to væsentlige ting er anderledes denne gang. For det første er Taleban ikke længere en dårligt udrustet sværm af guerillakrigere med AK 47-rifler hængende over skulderen. I slipstrømmen af den hastige amerikanske tilbagetrækning har Taleban ifølge en rapport fra Sigar, en USA-baseret gruppe med tidligere ansvar for genopbygningen af Afghanistan, fået adgang til op imod 167 mindre fly og helikoptere, heriblandt amerikanske Black Hawk-kamphelikoptere. Det vides ikke, om alle de amerikanske fly er operative. Men siden de tidlige morgentimer tirsdag er en video blevet delt verden over, hvor Taleban angiveligt flyver over byen Kandahar i en amerikansk helikopter med liget af en tidligere afghansk oversætter dinglende i et reb.

Den anden store forskel på Talebans nuværende kontrol over Afghanistan sammenlignet med 2001 er, at ingen vestlig magt er i færd med at planlægge en invasion af Afghanistan for at vælte Taleban. Tværtimod. De seneste 20 års militære indsats i landet har kostet svimlende summer, og tusinder af vestlige soldater er blevet sendt hjem i ligposer.

”Jeg ved godt, at Taleban forsøger at fremstå mere moderate denne gang,” siger Abdul Ghafoor, direktør for rådgivnings-ngo’en Afghanistan Migrants Advice and Support Organisation.

Han blev selv fløjet ud af Afghanistan for to uger siden af Tyskland og bor i øjeblikket i nærheden af Frankfurt.

”Taleban har ikke ændret sig,” siger han.

”De ved, at verdens fokus er på Afghanistan lige nu, og derfor taler de om kvinders rettigheder og fremtidige diplomatiske forbindelser til en række lande. Men det er den ene løgn efter den anden. I går dræbte de 14 krigsfanger, der havde overgivet sig. De pløkkede dem bare ned. De taler også om amnesti til alle, der har arbejdet for regeringen eller amerikanerne. Men i praksis forfølger de dem.”

Abdul Ghafoor er 35 år, men husker ikke tiden i 1990’erne, da Taleban var ved magten første gang. Dengang måtte hans familie flygte til nabolandet Pakistan, fordi hans far var efterlyst af den islamistiske bevægelse. Nu er han selv drevet på flugt, fordi han har arbejdet for vestligt støttede organisationer.

Den frygt, der fik ham til at hoppe på et fly, hersker stadig i hovedstaden Kabul blandt mange afghanere. Ifølge den australske journalist Frud Bezhan er det ikke kun personer med tilknytning til den tidligere regering eller den amerikanske hær, der føler sig usikre.

”Journalister, kunstnere, aktivister og studenter søger i skjul. De ødelægger deres sim-kort og deaktiverer profiler på sociale netværk,” skriver han på Twitter.

Taleban-bevægelsen forsøger at fremstå mere moderat end tidligere ved at udtale, at man opfordrer kvinder til at deltage i den kommende regeringsdannelse, og at man vil værne om kvinders rettigheder. I et interview med The New York Times har Zabihullah Mujahid sagt, at Taleban ønsker ”at forme fremtiden og glemme fortiden.” Men dagen før denne udtalelse opfordrede han ifølge samme avis Afghanistans kvinder til at holde sig indendøre, da Talebans krigere stadig ikke har lært, hvordan man respekterer kvinder.

Den slags udtalelser og Talebans ønske om at indføre sharialov er årsagen til, at bevægelsens løfter bliver mødt med udbredt afghansk skepsis.

Det var denne skepsis overfor Taleban, der drev 26-årige Sayed på flugt for 10 dage siden. I øjeblikket opholder han sig i Doha i Qatar med sine to nevøer. De var blandt de heldige, der nåede at slippe ud af landet, mens det stadig var muligt. Resten af hans familie er stadig i Afghanistan.

”Det er en gigantisk tragedie,” siger Sayed, der af hensyn til sin families sikkerhed kun tør udtale sig med fornavn.

Det håb, han og andre havde for Afghanistan de seneste 20 år, er blevet ødelagt på få dage.

Abdul Ghafoor har det på samme måde. Han ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, men han er sikker på, at det ikke bliver positivt for den afghanske befolknings vedkommende.

”Afghanistan er blevet tappet for hjerner og dygtige mænd og kvinder. De er nu erstattet af en flok vanvittige fundamentalister. Hvordan skal de kunne styre landet? Jeg tror, at det med tiden vil gå op for resten af verden, at Taleban ikke har forandret sig,” siger han.

En af årsagerne til, at mange afghanere frygter, at Taleban vil stramme grebet hen ad vejen, er, at der ikke eksisterer nogen samlet afghansk opposition, der kan udfordre Talebans styre. Hverken politisk eller militært. Der er lommer af opposition forskellige steder i landet, men ikke nok til at true Taleban.

”Jeg tror desværre, at vi vil se Taleban slå ned på især mindretal. Etniske og religiøse mindretal, og med tiden også afghanske kvinder. Det er Talebans ideologi, og trods en mere moderat tone i medierne har bevægelsen ikke ændret sit grundlæggende syn på disse dele af befolkningen,” siger Abdul Ghafoor.