Prøv avisen

Afghanerne tør dårligt tro på freden

Kun de ældste afghanere kan huske en tid uden krig og konflikt i landet. De seneste 40 år er en ubrudt fortælling om et land med uro, konflikter og mange dræbte. Alene de første seks måneder i år er 3812 mennesker slået ihjel, ifølge FN. Her står pårørende til sårede fra de seneste angreb i kø uden for skadestuen. - Foto: Thea Pedersen

Efter 18 års krig og endnu en blodig uge i Kabul synes en ellers historisk aftale mellem ærkefjenderne USA og Taleban bogstaveligt talt at være blevet skudt i sænk i Afghanistan. På gaden tror de færreste på en aftale – eller på fred

Den har været længe undervejs. Freden. Så længe, at ingen længere synes at tro på, at den rent faktisk vil vende tilbage. Heller ikke selvom USA og Taleban, ærkefjenderne i en krig, der nu går ind i sit 18 år, i disse dage var på vej til at offentliggøre en historisk aftale, der skulle bringe ende på USA’s længste krig og 40 års kontinuerlig konflikt i Afghanistan.

I går blev freden, som ifølge Kristelig Dagblads oplysninger er indkapslet i en 46 sider langs aftaletekst, der blot mangler præsident Donald Trumps signatur, aflyst på ubestemt tid. Bogstavelig talt skudt i sænk af de tidligere turban-terrorister fra Taleban-regimet (1996-2001), der i den forgangne uge synes at have forseglet den ”principielle aftale” med en række selvmordsbomber, flere civile tab og soldaters liv, herunder en amerikanske soldat, til følge. Drabene fik i går den amerikanske præsident, Donald Trump, til at aflyse et ellers planlagt topmøde med Taleban.

I forvejen var skepsissen udbredt blandt afghanerne. De tvivler på, at aftalen – uanset, at den har taget over et år og ni forhandlingsrunder at forhandle på plads 2000 kilometer væk i Qatars hovedstad, Doha – kan få de ugentlige, hvis ikke daglige selvmordsangreb, vejside- og bilbomber, luftangreb og krigshandlinger overalt i landet til at stoppe. En reel fred synes – aftale eller ej – ikke at have nogen gang på den alt for ofte blodplettede jord i Afghanistan.

”Jeg er slet ikke optimistisk, når det gælder en reel fred. Hvis den kommer, kommer den ikke til at fungere. I 40 år har vi lært nok af denne proces. Det eneste, de kommer til at ændre, er navnet på den krig, der føres,” lyder vurderingen fra Mohammed Hussam Mahmoudi, som er på visit i hovedstaden fra Paktia-provinsen.

Men i en krig, der har kostet tusinder af civile og soldaters liv, også 43 danske, og hvor juli står som den blodigste måned i to år, lægger ingen skjul på, at de inderligt ønsker, at aftalen vil virke.

”Vi har brug for freden. Hvis den kommer, betyder det et bedre liv. Vores arbejde og uddannelse bliver bedre. Hvis folk ikke bliver uddannet, kan vi ikke genopbygge og udvikle vores land. Fred er det eneste, der kan gøre vores liv stabilt. Udebliver den, bliver det svært,” siger 50-årige Haji Zubair Qureshi bag disken i sin skrædderforretning i Kabuls centrum.

Selv er han gammel nok til at have gennemlevet fire årtiers voldscyklus, der går tilbage til invasionen fra Sovjetunionen i 1979, en borgerkrig og dernæst Taleban-styret, der faldt i 2001 efter USA’s invasion på baggrund af terrorangrebene den 11. september samme år i New York og Washington. Samt alle de utallige fejlslagne forsøg på fred og vingeskudte våbenhviler undervejs.

Bliver freden reel, tror du?

”Inshallah,” siger Haji Zubair Qureshi lidet overbevisende og lægger dermed fremtiden i Guds hænder med den velkendte ytring ”om Gud vil”, som alle ved betyder det modsatte, og tilføjer:

”Vi er trætte af disse blodsudgydelser. Folk, der kæmper, er trætte. Alle har brug for freden nu,” siger han.

En ven, Murad, der har lyttet intenst til samtalen i butikken, afbryder ham:

”Vi har kæmpet så længe. Den eneste løsning efter så mange års krig er fred. Hvis USA eller andre nationer ønsker stabilitet for os og vores land, støtter vi dem. Hvis Taleban ønsker fred, accep-terer vi dem. Hvis nogen ønsker at ødelægge vores land, er vi imod dem,” siger han og kvitterer med et dybt suk og en lang pause på vurderingen om en reel fred:

”Inshallah. Hvis de prøver hårdt. Men kun hvis de prøver med et ærligt hjerte.”

De store linjer i aftalen mellem Taleban og USA har været kendt længe. For Taleban er det ufravigeligt, at USA skal forlade landet hurtigst muligt, mens de omvendt skal garantere ikke at agere udklæknings- og huslycentral for terrorister som al-Qaeda, der stod bag angrebet på USA den 11. september 2001, og indgå i en varig våbenhvile.

”Jeg har slet ingen tillid til den aftale, der er indgået mellem USA og Taleban. De spilder deres tid. Der er været krig i Afghanistan i for mange år. Vi er vokset op med krig, og engang imellem taler de om fred og forhandler lidt, men freden er aldrig kommet. Jeg har ingen tillid til dem. Måske vil de underskrive et papir for freden, men det er en fred, der kun vil leve på papiret. Den vil ikke være en stabil og varig fred. For Taleban vil ikke tale med vores regering, så det betyder, at deres aftale slet ikke er holdbar,” konstaterer Amina Husaini, da vi møder hende i en stofbutik.

Den 23-årige er ikke kun kvinde i et patriarkalsk domineret samfund, men også ud af den etniske shia-minoritet hazara, der om nogen husker Talebans totalitært religiøse regime i 1990’erne, som målrettet forfulgte mindretallet og ikke mindst dets kvinder, der som landets øvrige kvinder led under middelalderlige retstilstande og blev forment adgang til skole og arbejde. Tilstande, kritikere af aftalen frygter, bliver indført igen. Også Amina Husaini.

”Jeg håber slet ikke på fred. Freden kommer ikke, og hvis den gør, vil den bringe nye problemer med sig. Kvinder får ikke lov til at gå uden for deres hus alene, vi må ikke arbejde, der vil ikke være ytringsfrihed, vi må ikke blive interviewet på tv eller vise os frem,” lyder kalkulen om den mulige Trump-talebanske traktat.

Med næsten daglige meldinger om dræbte og sårede fra landets 34 provinser forstår man den kollektive fredsskepsis.

”Jeg plejer at sige, at vi særligt har to ting i Afghanistan: Sol og selvmordsangreb,” lyder den ironiske kommentar fra en lokal chauffør til hans centralasiatiske fædreland, hvor afghanerne ufrivilligt synes at indgå i et dagligt spil russisk roulette, hver gang de forlader deres hjem.

”Der er intet håb. Jeg har intet håb tilbage. Hver dag handler det bare om at være heldig. Ikke at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,” advarer en 27-årig kvindelig læge.

Sortsynet kommer i kølvandet på en række angreb. I midten af august detonerede 10 bomber på 100-årsdagen for landets selvstændighed i byen Jalalabad og dræbte 66 mennesker. Blot to dage forinden havde en selvmordsbomber fra Islamisk Stat udløst sin vest ved en bryllupsfest i Kabul og ifølge officielle tal taget livet af 63 gæster. Da myndighederne ofte nedskriver dødstallene, vurderes antallet af ofre dog at være tre gange højere. Mirwais Elmi ved det. Han så det med egne øjne. For det var ham, der skulle giftes.

”Hvis de ønskede fred, var den indtruffet for længst. Det er blot en leg for dem. De har talt i så mange år, men vi har ikke set skyggen af fred endnu. Jeg tror ikke, at den kommer. Fred i dette land betyder, at alle skal være dræbt først,” siger den stærkt traumatiserede gom, hvis bryllup og start på et lykkeligt ægteskab og fremtid bogstavelig talt blev sprængt i stumper og stykker.

Optakten til præsident Trumps Twitter-tilbagekaldelse af freden i går har været præget af en øget voldsspiral. Ikke så snart var den ønskede deadline for fredsaftalen den 1. september overskredet, før Taleban indledte et stort angreb i den nordlige Kunduz-provins. Blot få dage forinden havde de slået til mod det offentlige teleselskab Salaam i Kandahar i syd for at agere spioner for Asraf Ghani- regeringen – amerikanernes ”nikkedukke” efter Talebans mening.

Mandag aften i sidste uge, mindre end en halv time efter at USA’s udsending og hovedforhandler Zalmay Khalilzad i et live-interview havde annonceret, at en ”principiel aftale” kun manglede Trumps underskrift, flængede en stor eksplosion symbolsk luften i Kabul. Et nyt Taleban-angreb blev indledt mod en bydel, der især huser udlændinge og hjælpeorganisationer. For de lokale øger den udenlandske tilstedeværelse risikoen for angreb i deres egen by, hvorfor vrede, stenkastende beboere i tirsdags gik på gaden kun for at blive mødt med skudild fra hæren.

Det seneste selvmordsangreb kom i torsdags i Kabul, hvor USA’s nye fredspartner, Taleban, stod bag 10 dræbte, herunder en af Trumps egne soldater, og 42 sårede.

Amina Husaini, Foto: Thea Pedersen
Murad. Foto: Thea Pedersen
Haji Zubair Qureshi Foto: Thea Pedersen