Afghanistans nomader lever på mange måder stadig deres traditionelle liv i ørkenen. Men de higer også efter nutidens bekvemmeligheder og har installeret både radio og elektrisk lys under de groftvævede teltduge
Den spinkle radioantenne bag ved teltet bliver hjulpet til vejrs af en solid gren, så der ikke går for mange signaler tabt. Inde i teltet hænger transistorradioen og er med til at sikre, at kutchierne kan følge med i, hvad der sker i det afghanske samfund -- og i resten af verden.
Kutchi betyder nomade på dari, den lokale variant af persisk, som tales i det nordvestlige Afghanistan. Efterhånden er det dog kun navnet, der er tilbage af den oprindelige levevis for den tiendedel af Afghanistans befolkning, omkring tre millioner, som kaldes kutchier.
Kun meget få af kutchierne lever i dag et egentligt nomadeliv, hvor de vandrer hele året med deres dyr. Langt hovedparten bor fast og vandrer kun nogle måneder om sommeren, når det er let at finde føde til dyrene. Ændringerne skyldes blandt andet, at det er blevet vanskeligere for kutchierne at finde græsning til deres dyr, fordi de fastboende bønder optager mere jord. Samtidig har de sidste 30 års krig og uro i landet gjort det farligere at drage rundt.
Men ændringerne afspejler også, at kutchierne søger de fordele, der er ved at slå rod: Børnene kan gå i skole, det er nemmere at have ordentlige sanitære forhold, der er bedre adgang til lægehjælp og så videre.
Kutchierne er i bunden af det afghanske samfund, både økonomisk og socialt. Hvor 30 procent af den afghanske befolkning lever i absolut fattigdom (de tjener så få penge, at de ikke kan dække selv de mest basale menneskelige eksistensbehov som husly, rent vand og føde), gælder det 54 procent af kutchierne. Kutchierne har også den største andel af analfabeter i landet.
Børnene beundrer motorcyklen, som tilhører en af mændene i kutchi-landsbyen Shorab et par timers kørsel fra Herat i det vestlige Afghanistan. Den meste transport blandt nomaderne foregår stadig til fods eller med æsel, men flere og flere motorcykler dukker op. Og selv et moderne transportmiddel kan have glæde af gammeldags finesser. På tværs af motorcyklen ligger et sæt håndvævede saddeltasker af den slags, kutchierne har brugt til deres æsler gennem århundreder.
Det er pige- og kvindearbejde at forarbejde og væve gedernes hår til det grove stof, som kutchierne syr deres telte af. Syv-otte baner går der til et telt. Det er omkring 40 dages arbejde, men så har man også en teltdug, som er spækket med naturlig lanolin fra gederne og kan modstå kraftige regnbyger. Omkring 220 mennesker lever i landsbyen, fordelt på store familier med 5-12 personer i hver.
På toppen af teltet ligger den nyeste teknologi side om side med gammelsdags håndværk. Solcellepanelet leverer strøm til en simpel elektrisk pære inde i teltet. På det hvide lærred ligger små, gråhvide kugler, formet af en yougurtmasse af gedemælk, som omhyggeligt er kogt sammen i en gryde på ildstedet, inden de bliver trillet og lagt til tørre på teltdugen. Så kan de holde vinteren over og er et fantastisk proteintilskud i de måneder, hvor dyrene giver mindre mælk.
Teltene giver ikke blot husly for kutchierne, men også deres husdyr. Høns og geder går ubesværet ud og ind og opholder sig gerne i teltdugens skygge om sommeren. Om vinteren står gederne dog i en række "stalde", som er gravet ind i skråningerne rundt om landsbyen.
Om vinteren flytter de fleste kutchi-familier fra deres telte ind i et traditionalt afghansk hus, bygget op af sten og jord. Der er det lettere at holde varmen – og gæster er stadig velkomne til en kop te.
Kutchierne bager stadig deres brød på den traditionelle måde i en primitiv lerovn, som står direkte på jorden med sider, der foroven buer ind mod en åbning. På bunden af ovnen tændes et bål af tjørnegrene, og når det er blevet til gløder, klaskes de runde, flade brød op på indersiden af ovnen og bager ved eftervarmen.
