Prøv avisen

Min stedfar ville sælge mig til andre mænd

Asifa (øverst tv.), Malae (øverst th.), Shogufa (nederst tv.) og Maryam (nederst th.) bor alle på et kvindeherberg i Afghanistan, hvor de skjuler sig for deres familier. Foto: Marielle Van Litert Foto: Marielle van Uitert

For mange kvinder i Afghanistan er livet et helvede med daglige trusler, ydmygelser og overgreb begået af deres nærmeste. Vi har mødt fire afghanske kvinder, der lever i skjul fra deres familier

Bortløbne piger og kvinder skjuler sig bag en stålport og høje mure et sted i Afghanistan. De er blevet bortgiftet som børn, banket af deres mænd, ydmyget af deres svigerfamilier og for nogles vedkommende tvunget ud i prostitution.

Lige når de er undsluppet volden, har de ingen steder at tage hen.Deres liv er i fare, fordi deres families ære står på spil. De er voldsomt traumatiserede, når de når frem til kvindeherberget.

The Afghan Women SkillsDevelopment Centre er en af mange ngo’er over hele landet, som tilbyder husly og psykologhjælp til disse kvinder.

Vi taler med fire af dem og kalder dem Asifa, Malae, Shogufa og Maryam for at beskytte deres virkelige identitet. De fortæller deres historier på et hemmeligt sted
 

Navn: Asifa

Alder: 24 år

Født: Kandahar

På herberg siden: 2011 - Et år i Herat og tre og et halvt år i Kabul

”Min far var medlem af Taleban. Dengang han var i live, klarede vi os godt. Da jeg var tre år, lovede han mig bort til en ældre mand for en hel masse penge. Kort efter døde min far, og kort efter det døde min lillebror.

Min mor giftede sig igen. Hendes nye mand havde været min fars chauffør og var også talebaner. Min stedfar var narkoman og meget voldelig.

Han slog konstant min mor og tvang hende til at prostituere sig. Han hældte alkohol på hende for at gøre hende mindre bevidst og i stand til at håndtere de mange mænd.

Da jeg blev ni år, kunne jeg ikke klare det længere. Jeg var så træt af alle tævene, jeg var ked af det og ensom.

Jeg kunne ikke fortælle min historie til nogen og ville bare væk. Giftermål var den eneste måde at slippe væk fra min stedfar.

Desværre ændrede det slet ikke min situation. Manden, jeg var forlovet med, var 30 år ældre end mig. Jeg var en ung pige og vidste ingenting om bryllupsnatten og forhold mellem mand og kvinde.

Desuden generede min stedfar os hver eneste dag - han hadede min mand. Jeg tror, det var derfor, han gjorde mig så meget ondt.

En dag, da jeg var 13 år, trak min stedfar mig ud af huset. Han tog mig hen til et ukendt sted og gav sig til at stikke mig igen og igen med en kniv: i ansigtet, på armene, i hovedet. Helt uden grund. Efter det trak han alle mine negle ud.

Da først min stedfar ville sælge mig til andre mænd, fik jeg nok. Jeg havde set, hvad det gjorde ved min mor, og jeg ville ikke udsættes for det samme. I min frygt løb jeg hen til politistationen i Herat og tiggede dem om at låse mig inde. Jeg var så bange for, at min stedfar skulle dræbe mig.

Min sag kom for retten, men i stedet for at lytte til mig, tilkaldte dommeren min stedfar med det samme. Det lykkedes min stedfar at bestikke dommeren med en masse penge, så jeg blev sendt i fængsel i to år.

Mens jeg sad i fængsel, halshuggede min stedfar min mor. Jeg græd meget dengang. Jeg var rasende, fordi min stedfar aldrig blev dømt. Selv politiet var bange for ham. Han havde truet med at sprænge politistationen i luften.

Anden gang jeg forsøgte at slippe væk fra ham, flyttede jeg til en anden storby, efter at jeg var blevet løsladt. Det hjalp ikke; han fandt mig, og mishandlingen fortsatte. Jeg var konstant på hospitalet, indtil ministeriet for kvindesager fandt mig og tog mig hen til kvindeherberget i Herat. Jeg var 20 år, syg og fattig, men for første gang i mit liv var jeg omsider i stand til at glemme.

Det eneste, jeg har tilbage hjemmefra, er min radio. Det var en gave fra min far, og jeg har altid haft den hos mig. Jeg kan godt lide at lytte til programmet 'The Voice of Afghan Women' med stærke kvinder, som taler åbent om deres problemer. Det gør mig stolt, at jeg er en af dem nu.”
 

Navn: Malae 

Alder: 22 år
 
Født: Kabul

På herberg siden: 2010 - Fem år i Kabul

”Jeg var to år , da min mor døde. Min far var flyttet til Iran for at finde arbejde og kom ud for en ulykke, som sendte ham i koma.

Mine bedsteforældre tog sig af min søster og mig, men satte os til at arbejde hårdt hele dagen. Vi skulle hente vand fra brønden og lave mad og vaske tøj og gøre rent. Alting.

Efter to år på den måde vendte min far hjem. Han var vågnet op fra sit koma, men havde mistet brugen af sine ben. Da han så, hvor skidt min søster og jeg blev behandlet, tog han os med tilbage til Iran.

I Iran fik jeg lov at gå i skole. Først ville min far ikke lade mig gå, men min tante tvang ham. Da jeg var færdig med anden klasse, tog han mig alligevel ud af skolen, og vi flyttede tilbage til Kabul.

Han giftede sig igen, og pludselig måtte jeg ingenting mere. Han slog mig hele tiden og tvang mig til at blive inden døre. Han sagde, at jeg ville blive en 'slem pige', hvis jeg gik ud.

Da min bror blev født, mistede min far fuldkommen interessen for os. Fra jeg var otte år, skulle jeg væve tæpper i hånden. Jeg arbejdede døgnet rundt, for jo større tæpperne var, des flere penge fik min far for dem.

Min far solgte mig til ægteskab, da jeg var 14 år. Min svigerfamilie var rig og veluddannet, men det afholdt dem ikke fra at ydmyge mig og mishandle mig følelsesmæssigt. I deres øjne var jeg ingenting: bare en tåbelig, fattig pige, der ikke duede til noget. Jeg var ingenting.

Min mand behandlede mig også forfærdeligt. 'Hvorfor er du min kone? Jeg kender dig ikke,' sagde han den ene gang efter den anden, indtil han en skønne dag forlod mig.

Efter det ville min svigerfamilie af med mig. Jeg var så bedrøvet, at jeg forsøgte at hænge mig, men det lykkedes ikke.

Fordi jeg ikke havde nogen steder at gå hen, blev jeg taget hen til politistationen. Min sag kom for en dommer, som straks tilkaldte min svigerfar.

Da min svigerfar sagde, at jeg ikke var i familie med ham, spurgte dommeren, om ikke jeg kunne flytte hjem til min egen far.

Jeg var så inderligt træt af det hele, at jeg sagde til dommeren, at jeg gerne ville lægge afstand til alle, jeg nogensinde havde kendt. Det var sådan, jeg endte på et kvindeherberg.

Fire lange år følte jeg mig ikke længere som et menneske. Jeg mærkede ingen forskel på glæde og tristhed. Hvorfor laver Gud også piger og ikke bare drenge? Sådan tænkte jeg hele tiden.

I det forgangne år har jeg haft det bedre, jeg går i skole og har veninder, og jeg går i 9. klasse.

Nogle gange falder jeg i staver og mindes fortiden. Især når jeg ser på min gule sweater. Det er den eneste gave, min far nogensinde har givet mig.

Når jeg ser den, bliver jeg glad og ked af det på samme tid. Men den trækker mig ikke længere ned, for nu ved jeg, hvad jeg er i stand til. Jeg skriver digte, og jeg kan mindst 10 synonymer for hvert ord.”
 

Navn: Shogufa 

Alder: 22 år 

Født: Mashad i Iran

På herberg siden: 2011 - To og et halvt år i Herat, halvandet år i Baghlan og to måneder i Kabul

”Jeg voksede op i Iran, men mine forældre kommer fra Afghanistan. Under krigen flygtede de til grænsebyen Mashad.

Kort efter begik min far selvmord, og efterfølgende tvang hans familie min mor til at rejse væk. Min søster og jeg har ikke set hende siden.

Min tante tog os til sig, og kort efter blev min søster giftet bort. Min tante havde allerede mange børn, og hun var ikke ret glad for mig. Hun slog mig jævnligt og sagde, at hun hadede mig.

Jeg begyndte at se min fætter i det skjulte, og min onkel sagde, at vi kunne blive gift senere.

Men han tog langt væk på forretningsrejse, og min tante skyndte sig at gifte mig væk til en ældre mand. Jeg var kun 12 år.

På bryllupsnatten sagde min mand: 'Du er en kvinde og ingen pige.' Med det hentydede han til, at jeg allerede havde været sammen med en anden mand, men det var løgn.

Samme nat bandt han og min tante mig nede i kælderen, hvor de slog mig og ikke gav mig mad i dagevis. Jeg troede, jeg skulle dø af sult.

Heldigvis blev jeg reddet af min søster, som tog mig med hjem. Desværre måtte jeg til sidst vende tilbage til min mand, fordi jeg ikke havde andre steder at være.

Han mishandlede mig hver eneste dag, og jeg var meget ulykkelig. Det fortsatte i seks hele år, indtil jeg forelskede mig i hans fætter.

Han var fem år yngre end mig, da vi begyndte at se hinanden i det skjulte. I det sidste år af mit ægteskab blev jeg gravid, men jeg ville ikke have barnet og nægtede at spise i et forgæves forsøg på at slippe af med det.

Da min søn blev født, truede min mand med at dræbe mig. Jeg var så bange, at jeg stak af over grænsen til Afghanistan.

Politiet opdagede mig først, da jeg var nået til Herat.

Som gift kvinde måtte jeg ikke rejse uden min mand, så jeg blev smidt i fængsel, men følte mig mere fri i fængslet, end jeg havde gjort i Iran.

Efter fire måneder blev jeg løsladt fra fængslet, men fordi jeg kun var 18 år, blev jeg sendt tilbage til politiet. Tre politikvinder anklagede mig for zina, sex før ægteskabet, og sendte mig til tjek på hospitalet.

Lægen fortalte dem, at jeg havde født et barn, men de tævede mig alligevel. De troede, jeg havde løjet om min alder, og troede ikke på, at jeg allerede var gift. Efter det fik jeg lov til at komme på et herberg.

Min mand gik med til skilsmisse, men for at ordne det juridiske var jeg nødt til at tage ophold i hans fødeby, Baghlan, indtil min skilsmisse gik igennem efter halvandet år. Efter det flyttede jeg til et herberg i Kabul.

Min eksmand har giftet sig på ny og siger, at min søn ikke længere er min. Det gør mig meget bedrøvet. Det eneste billede, jeg havde af ham, blev taget fra mig i Baghlan.

Vejlederen på herberget syntes, det var bedst sådan, og mente, at uden billedet ville jeg glemme min søn og holde op med at græde. Nu har jeg ingenting og kan ikke græde længere.

Min kæreste er stadig i Iran. Når han er færdig med at studere, vil han gifte sig med mig. Det er det, jeg venter på. Han er mit eneste håb.”
 

Navn: Maryam
 
Alder: 29 år

Født:
Baraki

På herberg siden:
2013 - Halvandet år på tre forskellige kvindeherberger i Kabul

”Min far var general i den afghanske hær, da han døde i et flystyrt, og min mor nægtede at gifte sig igen. Hun forsørgede os ved at arbejde som sekretær for regeringen, og jeg fik lov at gå i skole.

Da Taleban kom til magten, spredte der sig et rygte om, at de gik fra hus til hus og ledte efter arbejdende kvinder. Min mor måtte opgive sit arbejde af frygt.

Taleban tvang også piger til at gifte sig med deres krigere, og det var derfor, min mor arrangerede et ægteskab for mig med hendes fætter, da jeg var 13 år.

Under forlovelsen fandt jeg ud af, at min kommende mand var epileptiker. Jeg var så chokeret, at jeg forsøgte at give ham ringen tilbage. Men hans forældre lovede, at de ville købe ham en butik.

Det afgjorde sagen for min mor, og jeg var nødt til at gifte mig med ham.

Efter brylluppet holdt jeg op i skolen og flyttede ind hos min svigerfamilie i Kabul. De var rigtigt søde ved mig, fordi de vidste, at deres søn havde problemer, men det med butikken var løgn.

Min svigermor sagde, at jeg skulle skynde mig at få børn, og jeg fik hurtigt to sønner og en datter.

Alting forandredes, da min bror og min svigerfamilie pludselig gik bort grundet sygdom. Min mand gik fra at have et enkelt epilepsianfald om måneden til at få fem om dagen.

Derfor kunne han ikke længere arbejde, og det gjorde ham meget aggressiv.

Han lod sine frustrationer gå ud over mig og slog på tæven. Han skadede også sig selv på grund af sin tilstand og endte med at tilbringe månedsvis på hospitalet.

Jeg fik 9000 afghani (omkring 1200 kroner) af min familie til at leve for, og det var det hele.

Engang da jeg var på vej for at besøge min mor på hospitalet, slog min mand mig i ansigtet og gav mig næseblod.

Da hun så, hvad han havde gjort, sagde hun noget til ham om det, og så truede han med at gøre hende ondt. 'Du kan bare komme an,' sagde hun. Den bemærkning gjorde ham rasende, og få uger efter tog han hævn.

Han stak hende flere gange med en kniv i hovedet, benene og armene. Efter det kunne hun ikke længere gå og var blevet permanent hjerneskadet.

Min mand stak af til Ghazni med vores børn. Han vendte tilbage efter fem måneder, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå tilbage til ham.

I tre år boede jeg sammen med min mor i Baraki med konstante trusler fra min mand. Jeg fik ikke længere lov til at se mine børn, og da skilsmissen var på plads, flyttede jeg på et kvindeherberg.

Jeg har været på tre forskellige herberger. På det første kunne jeg kun blive i kort tid. Det andet valgte jeg selv at forlade, fordi jeg fandt ud af, at min mor var død, og det belastede mine følelser meget. Jeg kunne ikke andet end at sove, og ingen kunne nå mig.

Her på det tredje herberg i Kabul føler jeg mig tryg, men ikke fri. Ligesom min mor vil jeg gerne tjene mine egne penge. Jeg vil gerne starte en skønhedssalon, for jeg er altid i gang med neglelak og makeup. De ting repræsenterer frihed for mig. Så snart jeg kommer væk fra herberget, vil jeg besøge min mors grav. Efter det vil jeg få mine børn tilbage.”

De fire kvinder hedder i virkeligheden noget andet, men her har vi givet dem et andet navn for at beskytte deres identitet

"Da først min stedfar ville sælge mig til andre mænd, fik jeg nok. Jeg havde set, hvad det gjorde ved min mor, og jeg ville ikke udsættes for det samme," fortæller Asifa.Foto: Marielle Van Litert Foto: Marielle van Uitert
"Min far solgte mig til ægteskab, da jeg var 14 år. Min svigerfamilie var rig og veluddannet, men det afholdt dem ikke fra at ydmyge mig og mishandle mig følelsesmæssigt. I deres øjne var jeg ingenting: bare en tåbelig, fattig pige, der ikke duede til noget. Jeg var ingenting," siger Malae Foto: Marielle van Uitert
"På bryllupsnatten sagde min mand: 'Du er en kvinde og ingen pige.' Med det hentydede han til, at jeg allerede havde været sammen med en anden mand, men det var løgn," fortæller Shogufa. Foto: Marielle van Uitert
"Her på det tredje herberg i Kabul føler jeg mig tryg, men ikke fri. Ligesom min mor vil jeg gerne tjene mine egne penge. Jeg vil gerne starte en skønhedssalon, for jeg er altid i gang med neglelak og makeup," siger Maryam. Foto: Marielle van Uitert