Det skal være meget nemmere for afrikanerne at rejse og – ikke mindst – at handle med hinanden på tværs af landegrænserne i Afrika, end det er tilfældet i dag. Allerede ved årets udgang skal alle afrikanere kunne rejse til et hvilket som helst andet afrikansk land enten uden at behøve et visum eller i forvisning om omgående at kunne få udstedt et visum ved indrejsen.
Hurtigst muligt skal der også etableres et fællesmarked på tværs af de afrikanske lande, og de to ambitiøse initiativer skal sammen medvirke til at skabe den stabile økonomiske vækst og positive udvikling på kontinentet, som både afrikanerne selv og økonomiske eksperter sukker efter.
Sådan lyder det fra kontinentets to sværvægtsorganisationer Den Afrikanske Union (AU), der er Afrikas modsvar på EU, og Den Afrikanske Udviklingsbank.
AU’s ambition om et forenet Afrika er langtfra ny. Faktisk var ambitionen en af hovedbevæggrundene til, at AU blev grundlagt i 2001. Det nye er, at ambitionen har fået vind i sejlene de senere år, i takt med at unionens 55 lande begynder at sætte handling bag ordene og bløder grænserne op.
Senest har Kenya op til årsskiftet ophævet sit visumkrav til andre afrikanere.
”Jo friere vi er til at rejse og leve med hinanden, des mere forenede vil vi blive, og des mere vil vi værdsætte vores forskellighed,” sagde det østafrikanske lands præsident, Uhuru Kenyatta, om visumophævelsen ifølge den kenyanske avis The Daily Nation.
I dag er det dyrt, besværligt og bureaukratisk for små og mellemstore afrikanske virksomheder at handle med hinanden på tværs af landegrænserne. Og de samme forhold gør sig gældende, hvis afrikanere ønsker at bo eller arbejde lovligt i et andet afrikansk land.
Den seneste undersøgelse fra Verdensbanken viser blandt andet, at en lastbilchauffør i den sydlige del af Afrika i dag skal bruge op til 1600 officielle dokumenter for at få lov til at krydse grænsen til et naboland med en ladning kød- og mejerivarer til en supermarkedskæde i det pågældende naboland. Og selv hvis alle dokumenterne er i orden, tager toldprocedurerne i værste fald flere dage, før lastbilchaufføren kan fortsætte sin transport.
Og alt imens lastbilchaufføren og varerne er strandet ved grænseovergangen, skal den afrikanske supermar-kedskæde, der importerer varerne i lastbilen, bruge, hvad der svarer til 120.000 kroner om ugen på at sikre de nødvendige tilladelser til, at de importerede varer efterfølgende kan blive transporteret fra centrallageret ud til kædens forretninger i landet.
Det er barrierer som disse, der holder handlen mellem afrikanske lande nede på noget nær et minimum. Dermed går der ”et enormt potentiale for at mindske fattigdommen og skabe udvikling” i Afrika tabt, konkluderer Verdensbanken.
Målet med visaophævelsen er, at den forhåbentlig vil øge turismen og gøre det nemmere for afrikanske arbejdere at flytte sig hen, hvor arbejdet er på kontinentet. Målet med den afrikanske frihandelsaftale, der kom på bordet i 2012, men først ventes endeligt vedtaget til marts i år, er, at den vil fordoble den inter-afrikanske handel i år 2022.
Eksperter vurderer, at det mål dog næppe når at blive indfriet. Til gengæld gør både afrikanske regeringsledere og Den Afrikanske Udviklingsbank det klart, at i en tid, hvor stadig flere afrikanere søger mod Europa og andre verdensdele i deres jagt på et bedre liv, er det vigtigere end nogensinde at få sat skub i samhandlen og dermed den økonomiske vækst på kontinentet.
Samtidig er der dog også en stigende erkendelse af og tro på verdensdelens egne evner og kvaliteter, som også skyldes en voksende, stærkere og mere politisk bevidst fattig bybefolkning, som forstår behovet for solidaritet på tværs af kontinentet i kampen for bedre livsvilkår.
Det vurderer lektor i udviklingsstudier ved Roskilde Universitet Jacob Rasmussen. Han peger på, at AU har vundet større respekt i de senere år, efter at Libyens tidligere præsident, Muammar Gaddafi, døde under de voldelige omvæltninger i sit land i 2011.
Gaddafi var en af hovedmændene bag grundlæggelsen af AU og fortsatte med at have en stor indflydelse i organisationen i kraft af den kolossale økonomiske støtte, han gav unionen.
”Medlemslandene tager unionen mere seriøst som et politisk forum, end det var tilfældet under Muammar Gaddafis lederskab,” siger Jacob Rasmussen.
AU’s rolle er også blevet styrket på andre måder, fordi Afrika har fået nye politiske og udviklingsorienterede medspillere som for eksempel Kina. Det har udfordret vestlig indflydelse i Afrika og givet de afrikanske lande flere valgmuligheder i form af samarbejdspartnere og større politisk selvbestemmelse.
I sig selv kommer visaophævelsen næppe til at betyde nogen stor forskel for de mange fattige afrikanere, da de fleste af dem stadig vil mangle pengene til at anskaffe sig et pas, lyder det fra Jacob Rasmussen. Han peger på, at der først og fremmest er tale om en ”genopstået pan-afrikansk dagsorden”, som sigter efter at skabe et stærkt socialt, kulturelt og politisk fællesskab på tværs af Afrika.
”Den stræben er symboliseret ved ophævelsen af visa set i lyset af, at det i dag er sværere og mere bureaukratisk at rejse på tværs af Afrika for mange afrikanere, end det er for en europæer eller amerikaner. Det bliver af og til præsenteret som et post-kolonialt levn – at afrikanere behandler hinanden med samme skepsis, som en undertrykkende kolonialherre ville gøre – og det er denne mangel på ’broderskab’, man gerne vil overkomme,” siger han.
I Kenya forventer præsident Uhuru Kenyatta sig meget af det styrkede afrikanske fællesskab.
”Sammen kan vi skabe den fred og velstand, som vore indbyggere længes efter. Hver for sig vil det være en kamp at realisere vores befolkningers fulde potentiale,” har præsidenten sagt ifølge avisen The Daily Nation.