Frokosterne ville sikkert have været gode. Og han kunne have følt sig meget betydningsfuld, når han sad sammen med de øvrige 25 medlemmer af præsidentens vejledende råd. Alligevel valgte Kenneth Mtata, generalsekretær i Zimbabwes kirkeråd, at takke pænt nej, da han blev udpeget som ”præsidentiel rådgiver” i slutningen af januar. Selvom kirkerådet er stærkt engageret i udviklingen af et mere demokratisk, retfærdigt og velstående Zimbabwe efter Robert Mugabes fald, var han bekymret for at komme så tæt på magten, at kirkerådet ville blive anset for at være en del af den.
”Zimbabwerne har meget stor tillid til kirken og dens indflydelse på opbygningen af landet. Vi opfattes som upartiske og gode til at skabe dialog på tværs af landet. Det risikerer vi at sætte over styr, hvis vi kommer for langt ind i de politiske cirkler,” siger Mtata, der netop har været i København for at deltage i en konference om civilsamfundet i en global verden, arrangeret af de danske udviklingsorganisationer med støtte fra Udenrigsministeriet.
Der er også et hensyn at tage til de kredse, der ikke mener, at kirkens væsentligste opgave er at blande sig i politik og samfundsudvikling. Kirkerådet omfatter 26 nationale kristne kirker, og det kan være en udfordring at skabe fælles fodslag, fortæller Kenneth Mtata:
”Opfattelsen af kirken som en offentlig aktør er da kontroversiel. Nogle mener, at kirken bør koncentrere sig om at forberede mennesker på at komme i himlen. Andre, som jeg selv, mener, at det er for snævert. Kirken har altid taget hånd om menneskets samlede velbefindende, sjæleligt som fysisk. Vi kan ikke kun tale til menneskets ånd og glemme dets sociale og økonomiske vilkår. Det arbejder vi på at få alle til at forstå.”
Internationalt bliver kirke- og trossamfund i stigende grad anset for at have en vigtig indflydelse på et samfunds udvikling, fordi religiøse ledere kan præge, hvordan folk lever og tænker. Det har ikke blot betydning i det lokale udviklingsarbejde, hvor det ofte er de religiøse ledere, der for eksempel har størst chance for at overtale dominerende ægtemænd til at give deres døtre og hustruer større indflydelse på deres eget liv. Det bør også få betydning for den vej, som Zimbabwe og det øvrige Afrika vælger, mener Kenneth Mtata.
”Religionen er det eneste, der kan udfordre det verdenssyn, som den nuværende økonomiske model giver os. Vi beundrer Europas og de øvrige vestlige landes resultater. Man har opnået meget. Men man har også skabt mange problemer for sig selv og den øvrige verden. Miljømæssigt, socialt og menneskeligt. Den økonomiske model, der hersker nu, bygger på, at vi køber og forbruger og kræver mere og mere uden tanke for andet end individuel tilfredsstillelse. Det er kun den religiøse forståelse, der kan bremse det,” siger han.
”Vi skal mindes om, at vi er gode nok, som vi er. At eksistensen er meget mere end forbrug, og at mennesket kun er en del af universet. Vi må ikke miste forståelsen for miljøet og vores omgivelser. Afrika skal have en anden fortælling om udvikling.”
Kenneth Mtata er med på, at det er en ”kæmpestor” udfordring. Men han håber, at den traditionelle afrikanske tilgang til mennesket som en helhed, hvor krop og sjæl ikke kan adskilles, er stærk nok til at skabe forandringen.
”De fleste mennesker i Afrika er troende. De ser verden gennem troens prisme. For dem er verden ikke naturvidenskabelig. Den er resultatet af overnaturlige kræfter. Hvis du vil i kontakt med dem, må du møde dem i deres verden. Derfor er vi nødt til at forstå, hvordan troen påvirker dem. Folk bakker kun op om noget, der giver mening ud fra deres eget perspektiv,” siger han.
”Religion har en stor mobiliseringskraft. Men det er op til de religiøse ledere, hvad denne kraft skal bruges til,” siger Kenneth Mtata.