Afrika siger stille og roligt farvel til udviklingsbistanden

Udviklingsbistanden udgør nu kun tre procent af bruttonationalindkomsten i de afrikanske lande syd for Sahara. Den er faldet til under det halve i løbet af de sidste årtier. Mange lande hilser udviklingen velkommen

Det er 60 år siden, at Ghana blev selvstændigt efter at have været britisk koloni – og det er på tide, at landets politiske frihed følges op af økonomisk frihed, mener landets præsident, Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, der vil gøre Ghana uafhængigt af udenlandsk bistand. Her ses han sammen med den tidligere italienske premierminister Paolo Gentiloni.
Det er 60 år siden, at Ghana blev selvstændigt efter at have været britisk koloni – og det er på tide, at landets politiske frihed følges op af økonomisk frihed, mener landets præsident, Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, der vil gøre Ghana uafhængigt af udenlandsk bistand. Her ses han sammen med den tidligere italienske premierminister Paolo Gentiloni. Foto: Ritzau Scanpix.

Der bliver talt og skrevet meget om udviklingsbistand i Ghana i disse måneder. Ikke fordi landet ønsker flere penge fra de rigere lande. Tværtimod. Det er det stik modsatte, der er på færde. Ghana vil gøre sig uafhængig af bistand. Det er 60 år siden, at det vestafrikanske land blev selvstændigt efter at have været britisk koloni – og det er på tide, at Ghanas politiske frihed følges op af økonomisk frihed, mener landets præsident, Nana Addo Dankwa Akufo-Addo.

”Det kan ikke være rigtigt, at budgettet for vores land – 60 år efter at Kwame Nkrumah (Ghanas første præsident, red.) hejste flaget over den tidligere polobane – stadig er afhængigt af udenlandsk støtte, først og fremmest fordi vi ikke har været i stand til at udvikle vores økonomi i en grad, så vi selv kan finansiere tingene,” sagde præsidenten, da han for nylig præsenterede den komité, der skal planlægge, hvordan visionen føres ud i livet.

Regeringens strategi ”Ghana beyond aid” (Ghana hinsides bistand) har til formål at gøre Ghana uafhængigt af udenlandsk bistand. Den udgjorde 3,2 procent af landets bruttonationalindkomst i 2016 ifølge Verdensbanken. Da bistanden var på sit højeste i 2004, var det 16,3 procent. Men præsident Akufo-Addo stræber efter et rent nul.

”Vi kan ikke fortsætte med at træffe politiske beslutninger om os selv, i vores lande, i vores region, på vores kontinent på grundlag af den støtte, som den vestlige verden, Frankrig eller EU, vil yde os. Det vil ikke fungere. Det har ikke fungeret, og det kommer ikke til at fungere. Vi bør være optagede af, hvad vi har brug for at gøre i det 21. århundrede for at flytte Afrika væk fra at stå med hatten i hånden og tigge om bistand, velgørenhed, almisser,” sagde han, da han første gang lancerede strategien i slutningen af sidste år.

Danmark har taget forskud på strategien. Den danske udviklingsbistand til Ghana er ved at blive udfaset og vil forsvinde fra 2020.

Tanken om et Ghana uden bistand er det seneste klare signal om det markante skred, der i disse år finder sted i udviklingsbistanden til Afrika. Kontinentet har stadig den højeste koncentration af fattige lande og mennesker, der lever i fattigdom, men selv her er den traditionelle udviklingsbistand ved at være på retur.

De afrikanske lande modtager ganske vist flere penge, målt i kroner og øre, men bistanden udgør en stadig mindre del af landenes samlede økonomi.

Ifølge Verdensbankens statistikker udgør udviklingsbistand nu tre procent af bruttonationalindkomsten i landene syd for Sahara. Det er et fald til under det halve af, hvad bistanden udgjorde i 1994, da andelen var på sit højeste med 6,8 procent.

En række afrikanske lande har haft nogle årtier med høj økonomisk vækst, og det har givet en øget samhandel med udlandet og flere direkte investeringer. I stedet for klassisk bistand til skoler, sundhedsklinikker, småbønder og vandbrønde, hjulpet på vej af lokale og internationale udviklingsmedarbejdere, består samarbejdet i stigende grad af aftaler om handel og investering.

Antallet af handelsaftaler, der giver udviklingslande særlig adgang til markederne i de rigere lande, er således steget fra omkring 20 i 1980’erne til 150 i 2012, konstaterer Sarah Bermeo, forsker ved Duke Universitet i bogen ”Targeted Development” (Målrettet udvikling).

De private udenlandske investeringer er tilsvarende steget fra at udgøre 0,058 procent af bruttonationalproduktet for landene syd for Sahara i 1980 til 2,5 procent i 2016, viser data fra Verdensbanken.

Ifølge Det Afrikanske Institut for Sikkerhedsstudier i Pretoria, ISS Africa, modtog 22 af 54 afrikanske lande i 2015 flere penge i direkte udenlandske investeringer end i udviklingsbistand.

”Afrika syd for Sahara har haft et konstant fald i graden af afhængighed af udenlandsk udviklingsbistand, selvom bistand stadig er meget vigtig for de allerfattigste lande,” skriver Jakkie Cilliers, chef for instituttets afdeling for afrikansk fremtid og udvikling, i et notat fra foråret.

Indermit Gill, tidligere økonom i Verdensbanken og nu professor ved Duke Universitet i USA, hvor han forsker i udviklingsøkonomi, kalder udviklingsbistanden for en ”uddøende industri” – også i Afrika.

”Vi har vænnet os til at tænke på det som fattigt, men Afrika syd for Sahara er også ved at blive omdannet til en region af mellemindkomst-økonomier. Over halvdelen af befolkningen lever nu i et af de omkring 18 mellemindkomstlande såsom Angola, Nigeria eller Sydafrika. I 2030 vil det være omkring tre fjerdedele,” siger han.

Gill har endevendt de økonomiske nøgletal for Afrika sammen med kollegaen Kenan Karakulah. Efter deres mening vil den officielle udviklingsbistand til Afrika blive erstattet af en kombination af privat finansiering og filantropi. Det vil sige lån og investeringer fra virksomheder over hele verden, inklusiv Kina og Indien, samt donationer fra velgørende institutioner som Gates og Rockefeller.

”Og det vil ske meget hurtigere, end folk har regnet med,” siger Indermit Gill.

Udviklingen er dog ikke uden problemer. For det første er der ingen sikkerhed for, at et stigende privatøkonomisk engagement i Afrika gavner de allerfattigste. Der er for eksempel stadig mange ekstremt fattige de tre nævnte mellemindkomstlande Angola, Sydafrika og Nigeria. For det andet har de afrikanske mellemindkomstlande stadig de samme store strukturelle svagheder som lavindkomstlandene: fattigdom, mangel på elektricitet og adgang til uddannelse samt lav levealder og høj mødredødelighed,

Sarah Bermeo fra Duke Universitet peger desuden på en tredje svaghed: I takt med, at flygtninge og migranter er blevet et varmt emne i mange vestlige lande, er der sket en drejning af bistanden, så den i stigende grad retter sig mod lande med høj migration. Som man for eksempel ser det med EU’s aftaler med de nord- og vestafrikanske lande. Det har den lidt paradoksale konsekvens, at lande med mange migranter ikke blot får sendt mange penge hjem fra udlandet fra deres udvandrere – de får også mere i udviklingsbistand.

”Dér, hvor migrationen – og dermed også pengeoverførslen – er lav, vil udviklingsbistanden også være lav,” skrev Sarah Bermeo tidligere på året i et indlæg på bloggen ”Future development” (Fremtidens bistand) på tænketankens Brookings Instituts hjemmeside.

Den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) glæder sig først og fremmest over, at en række afrikanske lande oplever økonomisk vækst og er i stand til at klare sig bedre og bedre i det ”almindelige” internationale økonomiske liv.

”Det er min og regeringens vision, at vi endegyldigt skal fra bistand tilbusiness. Men grundlæggende er jeg ikke enig i præmissen om, at bevægelsen i retning af mere business sker på bekostning af den ’klassiske udviklingsbistand’. Danmarks udviklingssamarbejde har utrolig mange facetter, og det udvikler sig hele tiden,” skriver Ulla Tørnæs i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Hun er enig i de grundlæggende tanker bag Ghanas strategi om at afvikle bistand, men peger også på, at de afrikanske lande er enormt forskellige.

”Afrika har brug for mere handel, investeringer og en privat sektor, der kan drive økonomien fremad i stedet for bistand. Det ligger fint i forlængelse af Danmarks udviklingspolitiske strategi. Men det er også klart, at de afrikanske lande er enormt forskellige og har brug for hvert deres miks mellem privatsektor udvikling og bistand.”

Den norske udenrigsminister Ine Eriksen Søreide er ikke i tvivl om, at den klassiske bistand er på retur. Under det nordisk-afrikanske ministermøde i København i sidste måned sagde hun til den norske avis Vårt Land, at der er en klar drejning fra bistand til erhvervssamarbejde.

”Den tid er definitivt forbi, hvor vi og andre europæiske lande hovedsageligt byggede vores bilaterale samarbejde på bistand. Nu tales der meget mere om partnerskaber med mange flere ben at stå på end bistand, ikke mindst erhvervssamarbejde,” sagde Ine Eriksen Søreide.