Afrika uden turister er et slaraffenland for krybskytter

Savannen på det afrikanske kontinent er tømt for de turister, der normalt betaler regningen for at beskytte de vilde dyr. Nu frygter eksperter, at konflikter mellem dyr og mennesker vil blusse op

En gruppe løver nyder, at de nu har asfaltvejene for sig selv i Kruger Nationalpark i Sydafrika. Coronakrisen har drevet turisterne ud af de afrikanske savanner, og dyrene indtager nu de områder, hvor turisterne før huserede. Til gengæld trues de nu i stigende grad af krybskytterne. - Foto: Richard Sowry/EPA/Ritzau Scanpix.
En gruppe løver nyder, at de nu har asfaltvejene for sig selv i Kruger Nationalpark i Sydafrika. Coronakrisen har drevet turisterne ud af de afrikanske savanner, og dyrene indtager nu de områder, hvor turisterne før huserede. Til gengæld trues de nu i stigende grad af krybskytterne. - Foto: Richard Sowry/EPA/Ritzau Scanpix.

Måneder uden forstyrrelser fra tusindvis af brummende jeeps i Afrikas vildtreservater lyder umiddelbart som et gode for det vilde dyreliv. Men at turisterne nu er væk som følge af coronapande-mien, er langtfra gode nyheder for vildtreservaterne. For sammen med turisterne forsvandt også de indtægter, der normalt finansierer kampen for at bevare bestanden af vildt og holde krybskytter på afstand.

Det beretter eksperter i vildtbevaring og ejere af reservater på tværs af kontinentet, der advarer om, at coronakrisen kan få fatale følger for Afrikas dyreliv og den lokale befolkning. Én af disse er Kaddu Sebunya. Han er grundlægger af organisationen African Wildlife Foun-dation, der med base i Kenya arbejder for at beskytte Afrikas vilde dyreliv og bekæmpe krybskytteri.

”Mange vagtpatruljer i reservaterne sendes hjem eller fyres, fordi langt de fleste reservater og parker er afhængige af indtægter fra turismen. Den illegale handel med vildt stiger derfor som følge af, at der er langt færre øjne rettet mod krybskytter rundt om i de afrikanske vildtreservater,” siger Kaddu Sebunya.

Ét er dog, at det nu reducerede vagtpersonale i vildtreservaterne giver krybskytteri gunstigere vilkår. Noget andet er, at der i øjeblikket kommer flere krybskytter til.

For millioner af afrikanere har mistet deres job som følge af coronakrisen, og uden løn må mange lokale ty til jagtmarken frem for markedspladsen for at få sulten stillet. Det fortæller danske Thor Kirchner, der er født, opvokset og nu bosiddende i Zambia, hvor han arbejder med vildtpleje og som pro-fessionel jagtguide i sit eget reservat Munyamadzi Game Reserve.

”Når der kommer en pandemi som denne, hvor millioner bliver arbejdsløse, er de afrikanske samfund og små økonomier enormt udsatte. Inflationen stiger, og lige så gør prisen på fødevarer, hvilket betyder, at en stor del af folk i landsbyerne ikke har mulighed for at brødføde sig selv og deres familier,” siger Thor Kirchner.

Og det vil ikke blot få konsekvenser for bestanden af de dyrearter, der jages, men også for de lokale og deres egen bestand af husdyr på længere sigt, fortsætter han:

”Der er før set eksempler på, at en lokal befolkning kan udrydde helt op til 80 procent af en dyrebestand på ét enkelt år, når antallet af vagter i reservaterne ikke er tilstrækkeligt. Så snart byttedyr som antiloper og impalaer er skudt, begynder rovdyrene at sulte, og så vil de kæmpe om territorierne og søge efter føde i landsbyen, hvor de dræber geder og kvæg, der tilhører de lokale. Det får enorme konsekvenser for mange truede rovdyr, fordi de lokale begynder at forgifte dem som forsvar.”

Mønstret er dog ikke uden nuancer. I Sydafrika, hvor nogle af kontinentets største og ældste nationalparker og dyrereservater befinder sig, er det lykkedes at holde krybskytterne på afstand trods den udeblevne turisme. Efter at landet gik i lockdown den 27. marts, gav Sydafrikas minister for skov, fiskeri og miljø, Barbara Creecy, vildtbeskyttelsen og arbejdet med at bekæmpe krybskytteri status som værende ”kritiske erhverv”. Det betød, at antallet af parkbetjente kunne bevares, og at indsatsen mod krybskytter dermed er opretholdt.

Impalaer lever i flokke på op til 100 artsfæller som her i Kenya, men nu frygter eksperter på det afrikanske kontinent, at det snart tynder ud i antallet. Coronakrisen har gjort krybskytter sultne efter kød, og så står blandt andet impalaen for skud. ­– Foto: Elmar Weiss/Ritzau Scanpix.
Impalaer lever i flokke på op til 100 artsfæller som her i Kenya, men nu frygter eksperter på det afrikanske kontinent, at det snart tynder ud i antallet. Coronakrisen har gjort krybskytter sultne efter kød, og så står blandt andet impalaen for skud. ­– Foto: Elmar Weiss/Ritzau Scanpix.

Der er dog langt mellem de positive historier, fortæller Noah Sitati, der er ekspert i dyreliv hos Verdensnaturfonden, WWF, i Tanzania. For mange afrikanske lande gælder det, at størstedelen af de vilde dyr lever uden for de afmærkede reservater og territorier. Og hér er det for alvor svært at inddæmme de mange konflikter, der allerede er opstået dyr og mennesker imellem som følge af pandemien, forklarer han.

”Når de lokale, der lever tæt på de vilde dyr, ikke længere tjener penge på turismen, finder de andre metoder. Jeg frygter, at mange af de vilde dyrs levesteder vil blive ødelagt, fordi de lokale vil opdyrke mere af jorden til afgrøder, ligesom de vil fælde de træer, dyrene er afhængige af, for at fremstille trækul,” siger Noah Sitati.

Og det vil give bagslag i det lange løb, fortsætter han:

”Når dyrenes habitater bliver ødelagt, vil de trænge ind og æde af de lokales afgrøder. I mange afrikanske lande dræbes der flere elefanter af landmænd, der forsvarer deres afgrøder, end der bliver dræbt af krybskytter. Og når først dyrelivet tynder ud, vil der ikke længere være nogen forretning i turismen, som ellers brødføder millioner af afrikanere, på den anden side af coronakrisen.”