Prøv avisen

Få aftensmaden leveret levende til døren

At levere en levende ged på motorcykel lyder måske umuligt i danske ører, men i andre dele af verden er det ingen sag. Her ses en ged for eksempel i Iran, efter at den lige er blevet købt på et marked. – Foto: AA/ABACA / Ritzau Scanpix

De fleste forbinder måske levering af mad med pizza eller sushi, men i Angola kan man også få tilsendt en levende ged, gris eller kylling

I en storby kan det være svært at overskue at skulle igennem trafikken for at hente den burger, man trænger til. Derfor er der i hele verden de sidste par år piblet frem med madleverings firmaer, hvor et bud på cykel eller knallert kan lirke lige det, man gerne vil have, gennem trafikpropperne.

I USA kaldes det ”Gig economy” (Freelance-økonomi), fordi buddene er ansat som freelancere og kan tage så meget eller lidt arbejde, som de har lyst til. I Paris kaldes det ”concierge”, opkaldt efter den traditionelle franske portner-kundskab at kunne levere hvad som helst til kundens værelse uden at stille spørgsmål. Her er konceptet udvidet en smule: Med en enkelt sms fra telefonen kan man i alle døgnets timer bestille alt fra et måltid mad til toiletpapiret, man havde glemt, man manglede, indtil man skulle bruge det.

Levering ved et tryk på telefonen er altså efterhånden et globalt hit, og den er altid tilpasset de lokales behov. Afrikas storbyer er ingen undtagelse, for her vokser en middelklasse med tilhørende mobiltelefoner frem, og dens behov rækker længere end til burgere eller andre færdigretter.

I Angolas hovedstad, Luanda, kan en sms resultere i levering af kul, benzin, frugt eller grøntsager via motorcykel. Siden oktober har kunderne også haft muligheden for at bestille levende dyr, hvis de står og mangler en gris, der skal slagtes til festen. Levering af en gris koster fra 670 kroner og opefter, alt efter grisens størrelse. Leveringsprisen for en levende kylling starter ved 45 kroner, mens angolanerne kan få en ged fra cirka 400 kroner.

Det er det angolanske leveringsfirma Tupuca, der siden 2016 har leveret alt, hvad de lokale kunder i Luanda måtte have brug for. Direktøren for Tupuca, Erickson Mvezi, forklarer ifølge magasinet The Economist, at de nye leveringsmuligheder hjælper med at nedbryde barrierer mellem de såkaldte formelle og uformelle markeder, idet servicen både leverer varer fra officielle butikker med bevillinger og lokale markeder. Eksempelvis kan varer fra små private leverandører nemmere sælges til både middel- og overklasse.

Desuden bruger de bude på samme måde som deres amerikanske modparter, og private personer kan tilmelde sig og få lidt ekstra til lommen. Det kræver kun, at de selv har en motorcykel, så det fungerer som en slags Uber for indkøbsvarer.

Tupuca har nu i alt 140 budde, der kører ud 17.000 gange om måneden. Det er dog ikke levende geder, men stadig levering af færdiglavede retter, der udgør største indtjening.