Prøv avisen

Afrikanske lande skruer ned for gæstfriheden

Beboere i byen Graaff-Reinet i Sydafrika venter på vand. Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix

Afrikanerne vil have bedre levevilkår, og det presser politikerne. For nogle er den nemmeste politiske løsning at slå ned på migranterne, mener ekspert

Sylvie Nahimana fra Burundi har boet 21 år i Sydafrika. Hendes tre børn er alle født i landet, men nu vil den burundiske kvinde ud af Sydafrika så hurtigt som muligt.

Det er hendes oplevelse, at sydafrikanerne er blevet så fjendtlige over for flygtninge og indvandrere, at det ikke længere er til at være i landet. Derfor har Sylvie Nahimana for en måned siden søgt tilflugt i en tætpakket metodist-kirke i Cape Town. De efterhånden 600 andre afrikanske migranter og flygtninge, heriblandt 100 børn, i kirken vil alle forlade landet.

”Jeg er vred. Jeg vil gerne et sted hen, hvor vi kan være trygge. Hvor vi bliver behandlet som mennesker. Ikke som kakerlakker,” siger hun til den tyske radiostation Deutsche Welle.

Sylvie Nahimanas vrede hænger sammen med de seneste måneders udvikling i Sydafrika. I september blev 12 mennesker dræbt og hundreder arresteret, da grupper af sydafrikanere overfaldt, hærgede og bestjal en række butikker ejet udlændinge i storbyerne Johannesburg og Pretoria. Dernæst blev hundredevis af afrikanere, der havde søgt tilflugt foran FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR’s kontor i Cape Town i håb om beskyttelse, jaget væk af politiet med vandkanoner og tåregas.

En af de sydafrikanere, som vil have migranterne og flygtningene ud af landet, er den arbejdsløse Joseph Ngcobo fra Johannesburg.

”Vi har ingen arbejde og ingen penge, men de har,” udtalte han i forbindelse med urolighederne til det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera.

Sydafrika har en af Afrikas stærkeste økonomier. Både flygtninge og migranter fra hele kontinentet søger dertil, og selvom der officielt kun anslås at være 270.000 migranter og asylansøgere i landet, fastslår eksperter, at når man medregner antallet af irregulære migranter og flygtninge, kan det samlede tal nå op på et sted mellem 500.000 og hele fem millioner.

De har lov til at arbejde og bo side om side med sydafrikanerne, men selvom Sydafrikas økonomi er stor sammenlignet med mange andre afrikanske lande, er landet i dyb krise. 29 procent af sydafrikanerne i den arbejdsdygtige alder er arbejdsløse, og de voldelige overfald på indvandrere hænger sammen med sydafrikanernes frustrationer, vurderer professor i migration og samfund ved Wits Universitet i Johannesburg, Loren Landau.

”Men når det er sagt, så er ’migranten’ et næsten universelt symbol på ’det truende’,” siger han.

Selvom antallet af migranter, flygtninge og internt fordrevne i Afrika ikke er vokset betydeligt de seneste to årtier, når man regner tallet i procent af befolkningen, er migrations- og flygtningepolitik kommet til at spille en mere fremtrædende rolle i afrikansk politik. Ironisk nok er det blandt andet et resultat af demokratiseringen på kontinentet, vurderer Loren Landau.

”Kontinentets politik er ved at blive mere konkurrencebetonet, og dermed vokser presset på politikerne for at præsentere løsninger på indbyggernes problemer. At fjerne migranter fra et land har aldrig vist sig at afhjælpe hverken fattigdom eller ulighed, men det er et nemt løsningsforslag at ty til, når der er få andre forslag at vælge imellem,” siger han.

Tanzania er et af de afrikanske lande, der har skruet ned for gæstfriheden de senere år. Ifølge regeringen skal 180.000 burundiske uregistrerede migranter og flygtninge fra tre store flygtningelejre i den vestlige del af landet skal være sendt tilbage til nabolandet senest ved udgangen af i år. Det sker, selvom hverken FN eller internationale menneskerettighedsorganisationer vurderer, at Burundi er sikkert nok til at sende dem tilbage.

Dermed begår Tanzanias regering et væsentligt brud på den internationale menneskerettighedslovgivning, vurderer forsker i international udvikling ved Edinburgh University i Skotland, Amelia Kuch.

”Den tanzaniske regerings beslutning finder dog ikke sted i et politisk tomrum, men ligner den politik, der bliver ført af vestlige lande som USA, Australien, Frankrig, Ungarn og Italien,” konstaterer hun på det internationale akademiske website The Conversation.

Var der virkelig fred i Burundi, ville Sylvie Nahimana hjem.

”Men det er der ikke,” siger hun til Deutsche Welle.