Prøv avisen

Afrikanske lande truer med at udvandre fra international straffedomstol

På Den Afrikanske Unions netop afsluttede topmøde i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, vedtog de afrikanske ledere en strategi, ”der lægger op til de afrikanske landes kollektive udtræden af ICC,” skriver nyhedsbureauet AP ifølge avisen The New York Times. Foto: AA/ABACA

Afrikansk trussel om at droppe ICC indvarsler ny selvsikkerhed og kan give domstolen dødsstødet. Det sker dog næppe, vurderer eksperter

En afrikansk utilfredshed med Den Internationale Straffedomstol (ICC) har længe ulmet syd for Sahara-ørkenen. ICC er den første juridiske instans, der internationalt kan rejse anklager for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det gør den bare ikke på tilfredsstillende vis, mener kritikere.

Sidste efterår trak Sydafrika, Burundi og Gambia – og også Rusland – sig fra domstolen. De tre afrikanske lande gjorde det blandt andet med den begrundelse, at domstolen fokuserer for ensidigt på forbrydelser, der er begået af afrikanere og på afrikansk jord, og derfor påbegyndte de en etårig proces med at forlade domstolen. Nu følger resten af de 34 afrikanske lande, som har tilsluttet sig domstolen, muligvis efter.

På Den Afrikanske Unions netop afsluttede topmøde i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, vedtog de afrikanske ledere en strategi, ”der lægger op til de afrikanske landes kollektive udtræden af ICC,” skriver nyhedsbureauet AP ifølge avisen The New York Times.

Hvis den politiske proces kommer så langt, er ICC ilde stedt, vurderer professor i afrikansk politik og interna-tionale forhold ved det sydafrikanske Witwatersrand Universitet i Johannesburg, Gilbert Khadiagala.

”Det kan give ICC dødsstødet,” siger han.

De fleste lande vil dog stille sig tilfredse med at have sendt et signal, vurderer han. Skulle ICC alligevel spille fallit, vil retssikkerheden for ofre for forbrydelser mod menneskeheden blive ringere. For de afrikanske bestræbelser på at styrke den eksisterende regionale straffedomstol, grundlagt af Den Afrikanske Union, kommer ifølge Gilbert Khadiagala ingen vegne.

”Og meget få tror på, at de afrikanske stater har viljen til at håndtere internationale forbrydelser effektivt,” siger han.

Folkeretsekspert og professor ved Syddansk Universitet, Frederik Harhoff, opfatter mest de afrikanske landes nye strategi som ”teatertorden”, men mener alligevel, at EU og FN bør lægge pres på de afrikanske lande.

”Der er tvingende grunde til at bibeholde domstolen og dermed afvise straffrihed for groteske krigsforbrydelser,” siger han.

Argumentet om, at ICC skulle være anti-afrikansk, lyder desuden hult, indvender han:

”Over halvdelen af de afrikanske sager, der er anlagt ved ICC, er indbragt af de pågældende lande selv.”

Forholdet mellem ICC og nogle afrikanske lande har dog længe været dårligt, påpeger Thomas Obel Hansen, der ved Ulster University i Nordirland forsker i retsopgør.

”Det handler især om domstolens beslutning om at efterforske siddende statsoverhoveder i Sudan og Kenya,” siger han.

Selv hvis masseudvandringen fra ICC udebliver, indvarsler de afrikanske landes utilfredshed nye tider i forholdet mellem kontinentet og Vesten, vurderer lektor i politik og internationale forhold ved det britiske Cambridge University, Adam Branch:

”De afrikanske stater udviser en ny, selvsikker nationalisme og panafrikanisme, som tilbageviser 1990’ernes opfattelse af Afrika som et kontinent af menneskerettighedskriser og humanitære katastrofer – en opfattelse, ICC stadig sværger til.”