Prøv avisen

Afrikanske lande udfordrer Trumps abortpolitik

Ifølge beregninger fra Center for Health and Gender Equity, en amerikansk organisation, der støtter piger og kvinder i udviklingslandene, kan Trumps abortpolitik resultere i yderligere mindst 6,5 millioner uønskede graviditeter, 21 millioner usikre aborter og 21.700 mødre, der dør under barsel. Foto: Carolyn Kaster/Ritzau Scanpix

En række afrikanske lande var i går samlet i Sydafrika for at drøfte konsekvenserne af USA’s globale abortpolitik. Danmark var medvært ved konferencen

Donald Trump var elefanten i rummet i går, da politikere fra 11 syd- og østafrikanske lande samt flere europæiske ministre, herunder den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), mødtes i Pretoria i Sydafrika for at gøre boet op, et år efter at USA og præsident Trump valgte at genindførte den globale Gag Rule. Reglen forbyder amerikansk bistand til organisationer, der som en del af deres oplysningsarbejde om graviditet og prævention også støtter eller udfører abort, uanset at dette sker for deres egne penge. I forvejen forbyder amerikansk lovgivning at bruge statspenge på aborter.

Men de færreste nævnte Trumps navn direkte. Ikke fra talerstolene eller i de åbne diskussusioner. Og ikke ved kageboden, hvor hjemmebagte tærter og lagkager tiltrak sig mere opmærksomhed end USA’s præsident.

”Vi kan ikke gøre noget ved ham alligevel. Vi må bare vente på, at hans tid er ovre og gå vores egne veje imens,” som Elisha Ramnundlall, kagebager og universitets-studerende sagde.

Kritikerne af den amerikanske politik er bekymrede for, at en årrække med fremskridt for verdens fattigste piger og kvinder nu er slut.

Den globale Gag Rule begrænser sig ikke til at bremse abort og abortrådgivning, men hindrer også oplysning om en række andre forhold, som har betydning for kvinders sundhed og livsvilkår: sek-sualoplysning, præven-tion, familieplanlægning, hiv/aids, graviditet og omskæring.

Ifølge beregninger fra Center for Health and Gender Equity, en amerikansk organisation, der støtter piger og kvinder i udviklingslandene, kan Trumps abortpolitik resultere i yderligere mindst 6,5 millioner uønskede graviditeter, 21 millioner usikre aborter og 21.700 mødre, der dør under barsel.

”Uanset, om man er for eller imod abort, skaber det personlige tragedier og gør det svært for et land at udvikle sig, hvis man forhindrer seksualoplysning. Det er en fejltagelse, når politikerne tror, at de unge bliver seksuelt aktive af at få rådgivning. Det med sex sker under alle omstændigheder,” siger Ibrahim Batambuze, der arbejder med oplysning af unge mennesker for den ugandiske organisation Reach a hand (Ræk en hånd frem) og deltog i gårsdagens konference She Decides (Hun Bestemmer).

Den globale Gag Rule, der har været i kraft under alle republikanske præsidenter, siden Ronald Reagan indførte den i 1984, kan i værste fald berøre omkring 60 milliarder danske kroner og har efterladt store huller i kasserne hos internationale organisationer, der arbejder med familieplanlægning.

I sidste ende er det dog ikke regnestykket over, hvor mange penge, som forsvinder i bistand, der er væsentligt. Det er de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger, det har, når det vigtigste ikke længere er at ruste piger og kvinder til at bestemme over deres egen krop og fremtid. Når tusinder af piger bliver gift som børn, fordi de ikke kan sige fra. Eller når en 15-årig pige efter en voldtægt ikke kan få en abort. Det er personlige tragedier, som ikke kan gøres op i penge, siger den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der var medvært ved konferencen.

Danmark var også for et år siden med til at etablere She Decides-bevægelsen for at give politisk modspil til USA og samle penge sammen til at lappe nogle af hullerne efter den manglende amerikanske bistand. Men selvom der er kommet 450 millioner euro ind i løbet af det seneste år (3,3 milliarder kroner), er det intet i forhold til den amerikanske sundhedsbistand.

”She Decides-bevægelsen er affødt af den dybe bekymring over den amerikanske Gag Rule – og vi kan aldrig fylde hullet efter den amerikanske bistand. Men vi kan være en stærk stemme på vegne af de piger og kvinder, der ikke selv kan komme til orde. Det føler jeg som en stærk personlig forpligtelse,” siger Ulla Tørnæs, som hæfter sig ved, at det i øvrigt er ganske almindelig sund fornuft.

”Det betyder også noget for Danmark, hvordan disse piger og kvinder har det. Hvis vi ikke får bremset antallet af børnefødsler i udviklingslandene, bliver det nærmest umuligt at skabe arbejdspladser til alle, og så får vi ikke løst en af de vigtigste årsager til, at mennesker bryder op fra deres hjemlande.”

Ulla Tørnæs anfægter ikke USA’s ret til at bruge sine egne bistandsmidler, som man vil – altså nægte at finansiere abort eller rådgivning – men fastholder sin egen ret til at være uenig:

”Jeg er for fri abort, men She Decides er ikke en abortbevægelse. Det er en bevægelse, der kæmper for, at kvinderne selv træffer valget.”

Den amerikanske abortmodstandergruppe SBA List roser Donald Trumps politik over for udviklingslandene:

”Trump-administrationens politik til fordel for livet har ikke beskåret udviklingsbistanden med så meget som en øre, men i stedet sikret, at USA’s internationale bistandspartnere arbejder målrettet med at redde liv i stedet for at fremme og udføre aborter. Vi takker præsident Trump for denne livsbekræftende politik,” erklærede gruppen i februar.