Afrikanske migranter klar til at trodse alle farer for at nå Europa

Drivkraften er stor, og det handler langtfra kun om penge, når afrikanere begiver sig ud på den farefulde færd mod Europa uden de nødvendige tilladelser. Det viser FN’s hidtil største migrationsrapport

Afrikanske migranter sidder på grænsehegnet mellem Marokko og den spanske enklave, Ceuta.
Afrikanske migranter sidder på grænsehegnet mellem Marokko og den spanske enklave, Ceuta. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix.

Europas tiltrækningskraft er så stor på afrikanere, der rejser mod Europa uden de nødvendige tilladelser, at næsten alle ville være rejst alligevel, selvom de på forhånd havde vidst, hvor farlig rejsen ville blive. Blot to procent ville været blevet i deres afrikanske hjemland, hvis de havde kendt til farerne, mens 93 procent var rejst alligevel.

Det fastslår en rapport fra FN’s Udviklingsprogram, UNDP, der bliver offentliggjort i dag. Rapporten er den hidtil største af sin slags og bygger på interviews med 2000 afrikanere fra 39 lande. De er alle migreret til Europa på irregulær vis – 9 ud af 10 med båd – og opholder sig fortsat i Europa.

Europæiske og afrikanske politikere bør bide særligt mærke i én af rapportens konklusioner, lyder det fra regional direktør for Afrika i FN’s Udviklingsprogram, Yahya Mohamed.

”Intet er for risikabelt for disse mennesker. Intet kan afholde dem fra at sætte kurs mod Europa, og de nuværende forhold omkring irregulær migration gavner hverken Europa eller Afrika,” siger han.

Rapporten viser også, at halvdelen af migranterne havde et arbejde i hjemlandet, da de rejste mod Europa. Mange havde ovenikøbet en løn over gennemsnittet.

Det har længe været kendt, at de fattigste afrikanere ikke har råd til at rejse mod Europa. Til gengæld overrasker det seniorforsker i international migration ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), Nauja Kleist, at migranternes lønniveau i hjemlandet har været så relativt højt.

”Samtidig viser rapporten dog også, at selvom migranternes løn var ’konkurrencedygtig’ i forhold til det nationale løngennemsnit i hjemlandet, så svarede 70 procent af de adspurgte, at de ikke tjente nok. Det fortæller os, at det gennemsnitlige lønniveau i hjemlandet ikke nødvendigvis er højt nok til at forsørge familier eller realisere livsmål,” siger hun.

Langt størstedelen af migranterne sender da også penge hjem til deres familier i Afrika, og 60 procent af de adspurgte angiver ”arbejde/at sende penge hjem” som hovedårsagen til, at de er taget til Europa.

Men forsvindende få – kun én procent – har det som den eneste årsag. Især muligheden for uddannelse og familie- og vennerelationer spiller ind.

Mange europæere antager, at afrikanere vil blive i Afrika, hvis bare de har mad og rent vand og får en minimumsløn, forklarer UNDP-direktøren.

”Men for migranterne er rejsen til Europa en chance for at finde større og bedre muligheder end derhjemme. Det er en mulighed for at genopfinde dem selv. Dét er den største overordnede drivkraft hos dem,” siger Yahya Mohamed.

Tallene i rapporten vidner om, at drivkraften ér stor. Men når 93 procent af de adspurgte siger, at de ville være rejst til Europa, selvom de havde vidst, hvor farlig rejsen var, kan svarene dog være farvet af, at de adspurgte er nået ind i det forjættede Europa, påpeger migrations- og integrationsforsker ved Institut for Samfundsforskning i Oslo i Norge, Jan-Paul Brekke.

”Vi har også eksempler på migranter, der ringer hjem og trygler deres søskende og andre om ikke at rejse af sted, fordi rejsen er for farlig,” siger han til avisen Aften- posten.

En af dem, der har klaret den farefulde færd, er en 26-årig anonym nigeriansk kvinde, som nu opholder sig i Italien. I rapporten formulerer hun sine grunde til at forlade Afrika på denne måde:

”Jeg ønskede ikke at spilde mit potentiale ved at blive i Afrika. At blive ville enten være ensbetydende med at blive gift i en ung alder eller at blive gravid i en ung alder. Begge dele ville have knust mine drømme.”