Prøv avisen

Afrikanske udvandrere migrerer ikke kun rationelt, men også med følelserne

Unge afrikanske kvinder ses her i samtale om deres liv og fremtidsdrømme med den danske antropolog og forsker Christian Groes under et feltarbejde i Mozambique. Foto: Privatfoto

Respekten for slægten er for mange afrikanske migranter altafgørende i deres jagt efter at få et bedre liv i Europa. Og bliver den nuværende udviklingspolitik ikke radikalt omlagt, vil et stigende antal afrikanere sætte kurs mod Europa, vurderer antropolog og forfatter Christian Groes

Migrationen fra Afrika og Mellemøsten til Europa er ikke på vej ned ad dagsordenen i samfundsdebatten i 2017.

Men mens det sidste år lykkedes EU at begrænse asyltrafikken fra Mellemøsten over Middelhavet til de græske øer markant ved at få Tyrkiet til at stoppe migranterne fra at rejse videre til de græske øer og dermed ind i EU, gælder det samme ikke for den anden store migrantrute. Den, der udspringer i de nordafrikanske lande, og som for dem, der overlever sejladsen over havet, slutter i Italien eller Grækenland.

Ifølge analyseinstituttet Acaps ankom det højeste antal migranter nogensinde fra Afrika i 2016, 173.500 i alt og 20.000 flere end det foregående år. Migranterne kommer hovedsageligt fra sub- saharisk Afrika, og der er især tale om folk fra vestafrikanske lande som Nigeria, Guinea og Senegal og de to østafrikanske lande Eritrea og Sudan.

Den migration kommer til at fortsætte de næste 10-20 år – mindst, vurderer antropolog og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet Christian Groes.

Han har sammen med en række udenlandske forskere redigeret og bidraget til antologien ”Affective Circuits: African Migrations to Europe and the Pursuit of Social Regeneration” (Følelsesmæssige kredsløb: Afrikansk migration til Europa og forfølgelsen af social genskabelse).

Bogen bygger på langvarige feltarbejder og en lang række interviews med afrikanske migranter, både før og efter at de har ladt kontinentet bag sig i et forsøg på at komme til Europa. I bogen har Christian Groes og hans medforfattere ønsket at undersøge migrationen fra Afrika ud fra et andet, mere intimt perspektiv.

”Vi har taget afsæt i migranternes egne erfaringer og livsforløb. Det gælder ikke blot deres oplevelse af selve det at migrere, men deres baggrund og den måde, deres opvækst har formet deres liv, håb og drømme på,” siger han.

Umiddelbart kan en europæer måske fristes til at tro, at selve det at komme ind i Europa og få lov til at blive længst muligt indfrier drømmene.

”Sådan er det ikke. For mange af de mennesker er Europa genvejen til en anden og større drøm, der ikke handler om Europa, men om at blive anerkendt som en person og som et menneske, der har formået at hjælpe familien og slægten med at overleve,” forklarer han.

Med i slægten regnes de afdøde forfædre i et omfang, der kom bag på Christian Groes i arbejdet med bogen.

”I vores samfund er vi hyper- individualistiske. Vi interesserer os da for vores familie og venner, men i sidste instans er den enkelte hævet over kollektivet. Sådan er det ikke i Afrika. Tanken om forfædrene sidder i alle, og når en afrikaner taler om sin slægt, så handler det ikke kun om de levende familiemedlemmer, men i lige så høj grad om de døde. Mange afrikanske migranter fortæller, at de ved, at hvis de ikke hjælper til med at bevare slægten, er det ikke sikkert, at de selv får lov til at blive en del af den åndeverden, som forfædrene tilhører, når de dør,” siger han.

De afrikanske migranter, der kommer fra familier, som i generationer har været veluddannede, har gjort op med troen på en åndeverdenen og forfædrene i den. Men langt de fleste migranter holder stadig fast i den traditionelle tro, forklarer Christian Groes.

”I Danmark har vi en stat, der sørger for, at vi får mad og skolegang, og som vi kan føle os forpligtet over for. Det har folk i afrikanske lande typisk ikke. Slægten sørger for overlevelsen, og har du ikke slægten, har og er du ingenting. Så når en afrikansk migrant sender penge eller gaver hjem fra Europa til sine slægtninge, er det også som en forpligtelse over for forfædrene,” siger han.

Selvom det kan lyde mærkeligt i danske ører, er respekten for slægten med til at styre afrikanske migranters adfærd i Europa og cementere det kredsløb af gaver, penge, viden, familiefotos og medicin, der flyder mellem de fleste afrikanske migranter i Europa og deres familier i Afrika.

”Hvis de føler, at de ikke har hjulpet nok, begynder mange af dem at opfatte uheld og sygdom i hverdagen som et udtryk for hævn fra forfædrene. De ved det ikke med sikkerhed, men de kan ikke udelukke, at forfædrene er på spil,” siger han.

Respekten for slægten stålsætter også afrikanernes ønske om at komme til Europa i en grad, så mange er parate til at sætte livet på spil i forsøget. Er der ingen jobs i slumkvarteret i Senegal eller i den fattige landsby i Guinea, sætter de sig i bevægelse, fordi den eksistentielle fastlåste situation, de oplever, ifølge Christian Groes er så dyb, at det som dansker er svært at begribe.

”De ved godt, at de risikerer livet på rejsen, og at meget få bliver lukket ind i Europa eller ender med at få ophold. Men folk migrerer ikke kun rationelt. Migration kan være langt mere følelsesmæssigt betonet,” siger han.

Og beslutningen om at migrere handler ikke nødvendigvis om at leve et helt liv i Europa.

”Alene det at nå til Europa afføder kolossal respekt i hjemlandet. Det er så få, der når så langt, sammenlignet med hvor mange i Afrika, der har den drøm, at det giver en status, som man kan bruge. Også hvis man kommer tilbage til Afrika igen, enten frivilligt eller fordi man er blevet udvist,” siger Christian Groes.

Men samtidig er Europa blevet så stort et symbol, at håbet om et bedre liv overskygger alt.

”Det handler om et liv med respekt og troen på, at der er en vej ud af den fattigdom og fastlåsthed, de oplever at befinde sig i,” siger Christian Groes.

Derfor vælger nogle afrikanske migranter også at blive i Europa, til trods for at de her ofte lever under kummerlige forhold.

”De vil ikke tilbage. Nederlaget ved at vende tilbage uden at have opfyldt de drømme og håb, de havde på egne og slægtens vegne, er så stort, at mange oplever det som en form for eksistentiel død. Så vil de hellere være hjemløse og illegale i Europa. Det største nederlag er ikke at mislykkes med at komme ind i Europa. Det største nederlag er at være nået frem – og så fejle. For så forsvinder håbet om en anden verden,” understreger han.

Ønsker europæerne , at færre afrikanere sætter kurs mod Europa i fremtiden, kræver det en ændring af udviklingspolitikken, mener Christian Groes.

”Jeg er enig i, at det gælder om at støtte i nærområderne, men vi bliver nødt til at holde op med at bruge det som en undskyldning for at lukke grænserne og i stedet gøre noget seriøst ved de fattigdomskår, mange afrikanere lever under. Det kræver, at man i langt højere grad samtænker indvandringsbølgerne og udviklingspolitikken. Det undrer mig, at Danmark promoverer en neoliberal udviklingspolitik, der blandt andet bygger på antagelsen om ’trickle down economy’ (forestillingen om, at gunstige vilkår for virksomheder og entreprenører automatisk afføder vækst for alle i samfundet, red.), der hænger så dårligt sammen med det velfærdssamfund, vi selv lever i,” siger han, nu da et bredt flertal i Folketinget i sidste uge har vedtaget en ny udviklingspolitisk strategi, ”Verden 2030”, hvor Danmark vil ”adressere de grundlæggende årsager til migration” og skabe bæredygtig vækst i udviklingslandene ved, at danske virksomheder og andre private aktører i højere grad skal bringe deres kompetencer og teknologi i spil på områder som klima, energi, vand, fødevarer og sundhed.

Men ifølge Christian Groes skulle Danmark gå endnu længere og direkte eksportere velfærdstanken. Eksempelvis ved at introducere direkte pengeoverførsler til alle dem i verden, som lever under fattigdomsgrænsen.

”Kritikere indvender selvfølgelig, at det er urealistisk, men efterhånden peger mere forskning på, at det kan man faktisk godt. Til trods for at det lyder urealistisk, er det det ikke, viser projekter i Østtimor og Brasilien. Det viser sig, at folk sparer op af de penge, de modtager, og investerer dem i bæredygtige forretninger, så der skabes vækst nedefra. Samtidig sikrer pengeoverførslerne børnenes skolegang, fordi de ikke længere skal arbejde, og det udrydder underernæring. Alt sammen noget, der bidrager til velfærd,” siger han.

”De mennesker, der overvejer at migrere til Europa, som jeg har talt med i Afrika, er dybest set ikke klar over, at for eksempel Danmark og Europa hjælper dem og deres lande via udviklingsbistand nu. De kan se, at de europæere, der er ansat i FN og hjælpeorganisationer, kører rundt i store biler, men de konstaterer, at de ikke ser pengene. De kan ikke mærke hjælpen dér, hvor det gør mest ondt, når de mangler penge til tøj, medicin, mad og skolegang til børnene. Og så spørger de: Hvis det er så vigtigt for jer at hjælpe os, hvorfor kan vi så ikke mærke det? Hvorfor støtter og investerer I kun i vores regeringer, som vi hader, og ikke i os, der har brug for det?”