Prøv avisen
Det svære valg

Afrikas aborter er en lyssky affære

Reklamerne for ulovlige aborter ses alle vegne i de sydafrikanske byer. Her en plakat på et vejskilt uden for kirkegården Mamelodi Vest i Pretoria. Over halvdelen af alle aborter i Sydafrika er ”baggårdsaborter”. – Foto: Ulla Poulsen

I Afrika er tre ud af fire aborter ”baggårdsaborter”, og de koster hvert år tusinder af kvinder livet. Et af de få lande, hvor abort er tilladt, er Sydafrika, men selv her bliver halvdelen af alle aborter udført under dunkle omstændigheder

Der er stille i venteværelset. Fødder i lyserøde og sorte snøresko skifter stilling under de mørke plastikstole. Blå klipklapper. De fire unge kvinder er i hver deres verden. Venter. Venter på at blive kaldt ind til samtalen med sygeplejersken og måske aftale en abort.

Uden for i Johannes Ramokhoasegade i det centrale Pretoria passerer en jævn strøm af mennesker. De kan ikke undgå at lægge mærke til stedet. Marie Stopes’ abortklinikker er ikke just diskrete med deres store farverige fotostater af kvinder og tekstblokke om seksualoplysning. De dækker hele facaden, men lader samtidig de ventende indenfor være i fred for nyfigne blikke. Dem kan der ellers være mange af. Selvom abort er lovlig i Sydafrika og har været det siden 1997, er det et ømfindtligt emne, og noget, de færreste kvinder taler højt om. Også selvom det sker uafbrudt. Omkring 260.000 kvinder får hvert år en abort, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne af graviditeten.

En af dem er Nolwazi Mnisi. Det er fem år siden, at hun blev gravid som 16-årig og ikke kunne se anden udvej end at få en abort. Graviditeten var resultatet af en voldtægt en aften, hun var med sine venner i byen. Allerede dengang vidste hun, at hun var lesbisk, så hun var ikke interesseret i drenge, men det spurgte voldtægtsmanden ikke om.

”Jeg var meget usikker dengang. Jeg lænede mig meget op ad mine venner, og da de rådede mig til at få en abort – fordi, som de sagde, ’hvordan kan du beholde et barn af en voldtægt. Hvad vil folk tænke?’ – endte jeg med at gøre det,” fortæller hun.

Men så begyndte hendes mareridt: drømmene om blod, fortrydelsen, forvirringen, depressionen. Fire gange prøvede hun at tage sit eget liv, og hun blev henvist til en psykolog, der havde en masse akademiske teorier, men ikke forstod hende, siger hun. Det var først, da Nolwazi Mnisi fik kontakt med andre unge kvinder, der også havde fået en abort, at hun langsomt begyndte at få sit liv og sig selv til at hænge sammen igen.

Marie Stopes-klinikkerne er populære i Sydafrika. De er diskrete, som en af de ventende kvinder lavmælt forklarer:

”Det er ganske vist gratis på de statslige klinikker, men så bliver man bemærket i systemet. Og de giver heller ikke så god en behandling.”

De statslige sundhedsklinikker er dog stadig langt at foretrække for de tusinder af ulovlige abortudøvere, som det vrimler med i Sydafrika. Marie skønner, at mellem 52 og 58 procent af ”abortmarkedet” er ulovligt, det vil sige, at de ikke udføres af uddannet, godkendt personale og ikke i overensstemmelse med WHO’s, FN’s sundhedsorganisations retningslinjer for aborter.

Resultatet ses overalt i gadebilledet. ”Dr. Martin” og tilsvarende ”kollegaer” reklamerer ivrigt på plakater og opslag for deres ydelser og lover sikre og billige løsninger. Sågar ved indgangen til en af byens kirkegårde, Mamelodi Vest-kirkegården, er det sidste, man ser på vejskiltene udenfor, en håndfuld klistermærker om abort.

”De ulovlige udbydere har en meget aggressiv markedsføring. De udnytter de sårbare kvinder, der ikke ved bedre og ikke tør opsøge en organiseret klinik, statslig eller privat. De er ikke alle lige slemme, men der er frygtelig mange kvaksalvere imellem,” siger Whitney Chinogwenya, der er marketingansvarlig for Marie Stopes Internationals 13 klinikker i Sydafrika.

Hun henviser til, hvordan de ulovlige udbydere for 800 rand – svarende til 400 kroner og halvt så billigt som Marie Stopes’ laveste tilbud – forsyner kvinderne med præparater som Cytotec, der provokerer aborten, men ikke holder dem under observation og sikrer sig, at alt går godt. I stedet bliver kvinderne overladt til sig selv og må selv skaffe sig af med fosteret. Det sker som regel ved, at kvinden skyller det ud i toilettet, hvorfor kloakkerne i øvrigt jævnligt stopper til. En konsekvens, der også kendes fra andre afrikanske lande.

I de mest grelle tilfælde bliver kvinderne også udnyttet seksuelt. Blandt andet er det sket i flere tilfælde, at ”lægen” fortæller kvinden, at den pille, hun skal have for at udløse aborten, skal føres ind i hendes underliv ved hjælp af hans penis.

”Der sker alt muligt. Dr. Martin er meget sjældent doktor. Og selv hvis han er, er der en grund til, at han ikke har licens til at udføre aborter,” siger Whitney Chinogwenya.

85 procent af MSI-klinikkernes klienter kommer for at få foretaget en abort, og Whitney Chinogwenya kan ikke i øjeblikket se, hvordan de sydafrikanske kvinder kan undvære retten til fri abort.

”Med de sociale problemer, der er i Sydafrika, kan man ikke hjælpe kvinderne uden abort,” siger hun med henvisning til, at en tredjedel af landets kvinder bliver voldtaget, inden de har haft deres seksuelle debut; at muligheden for at fortsætte en uddannelse forsvinder op i den blå luft, og at enhver økonomisk hjælp som eventuel enlig mor skal komme fra familien.

Talent Jumo, der er uddannet lærer, men siden har grundlagt kvindeorganisationen Katswe Sistahood i Zimbabwe, peger på, hvordan abort også kan være bedste mulighed, hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt. Noget, der er stor risiko for i Zimbabwe, hvor voldtægterne omtrent er lige så talrige som malariamyggene. Ifølge Talent Jumo er fire ud af 10 unge kvinders seksuelle debut en voldtægt.

”Når en teenager bliver gravid, bliver hun tit smidt ud af skolen – og ud hjemmefra. Hendes valg står mellem at gifte sig med voldtægtsmanden eller få en abort,” siger den 36-årige kvinde fra Sydafrikas nordlige naboland.

Master i folkesundhedsvidenskab og reproduktive rettigheder Maja Hansen har arbejdet i 12 år for FN’s befolkningsfond UNFPA, heraf de sidste fire år som programmedarbejder ved det regionale kontor i Sydafrika. Hendes erfaring er, at man ikke kan sammenligne det valg, de danske og afrikanske kvinder står i med hensyn til abort. Der er en udpræget social dimension ved en uplanlagt graviditet i Afrika, som slet ikke findes i samme målestok derhjemme. I Danmark kan en kvinde få rådgivning og økonomisk støtte, hvis hun vælger barnet. Og hun bliver ikke socialt udstødt, fordi hun er blevet gravid uden at være gift.

Maja Hansen peger på, at abort som brandslukning efter en uønsket graviditet først og fremmest er et ulykkeligt resultat af, at der ikke er tilstrækkelig adgang til seksualoplysning og prævention.

”Vi opfordrer ikke nogen til sex, men bidrager til bedre adgang til seksuel oplysning for unge mennesker, så de valg, de tager, er baseret på et velinformeret samtykke.”

I et land som Mozambique bliver for eksempel 48 procent af kvinderne gift, inden de er fyldt 18 år. I den nordlige del af landet er andelen tæt på 70 procent.

Børneægteskaberne er ikke blot ulovlige. De lægger som oftest også grunden til en stribe af graviditeter, der hverken er planlagte eller ønskede.

”I Afrika påvirker uønskede graviditeter kvindens liv i en grad, vi ikke ser i Danmark,” siger Maja Hansen.

”Behovet for mere oplysning er enormt. Skolelærernes kompetencer og de statslige sundhedsklinikker er slet ikke tilstrækkelige, og man tænker slet ikke i de helheder, der er nødvendige. Det burde jo være sådan, at når en teenager møder op på hos sygeplejersken i skolen eller på klinikken af en eller anden årsag, skal sygeplejersken have kompetencer og overskud til også at rådgive den unge pige og hendes kæreste om prævention. Og hvis hun er gravid, skal jordemoderen have tid til at fortælle, hvordan hun kan faa den nødvendige sociale støtte og sundhedspleje frem til og efter fødslen og sikre, at hun har information om prævention, så hun kan selv kan bestemme, hvornår og med hvem hun ønsker sin næste graviditet.”

På Marie Stopes-klinikken i Pretoria hænger en prisliste med beløbene for at få udført en abort. Det laveste er 1800 rand (900 kroner), hvis kvinden er mindre end ni uger henne. Det højeste er 4600 rand (2300 kroner), hvis hun er mellem 16 og 20 uger fremme i graviditeten. Men når først kvinderne er kommet hen på klinikken, er det ikke pengene, der er det væsentligste. Ifølge Whitney Chinogwenya har kvinderne allerede truffet deres beslutning, inden de beder om en samtale.

”95 procent af dem ved, at de vil have en abort. Vi spørger altid ind til beslutningen for at finde ud af, om de ved, hvad det indebærer, og det gør langt hovedparten. Men der er nogle, vi sender hjem og beder om at overveje det igen,” siger hun.

Flertallet af de unge kvinder, der opsøger klinikken, er mellem 18 og 25 år. For en del af dem sker beslutningen i samråd med deres kærester, fortæller Whitney Chinogwenya, men for mange er det en ”ensom og privat” beslutning. Lige så skamfuldt det er at få et barn uden for ægteskab, lige så skamfuldt er det at få en abort.

Derfor råder Marie Stopes International også kvinderne til at holde deres beslutning for sig selv, så de ikke bliver forstødt af deres familie og omgangskreds.

Whitney Chinogwenya afviser, at aborterne tynger kvinderne selv.

”99 procent af kvinderne føler sig ikke skyldige over at få en abort. De er ikke traumatiserede. De er lettede,” siger hun.

”Og vi er nødt til at stole på, at kvinderne er i stand til at træffe det rigtige valg.”