Afrikas første WHO-chef vil give kvinder bedre liv

Den 52-årige etiopier Tedros Adhanom Ghebreyesus vil som WHO- generaldirektør fokusere på sygdomme i forbindelse med graviditet

Tedros Adhanom Ghebreyesus er tidligere udenrigsminister i Etiopien. –
Tedros Adhanom Ghebreyesus er tidligere udenrigsminister i Etiopien. – . Foto: Martial Trezzini/AP/ritzau.

Efter 10 år med kineseren Margaret Chan i spidsen valgte FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, i denne uge at give hvervet som generaldirektør videre til den etiopiske politiker og malaria-forsker Tedros Adhanom Ghebreyesus. Han tiltræder den 1. juli og bliver organisationens første afrikanske leder.

I løbet af den næsten to år lange ”valgkamp” forud for afgørelsen har Tedros Adhanom Ghebreyesus lagt vægt på kvinders rettigheder og lovet at skabe støre fokus på sundhedsproblemer relateret til graviditet, seksualitet og fødsler.

”Unge kvinder bliver brude og mødre for tidligt. Og det sætter både deres fundamentale rettigheder og helbred i fare (…) Jeg vil fortsætte med at kæmpe for ligestilling mellem kønnene, og jeg lover at bringe kvinder, børn og unge i centrum,” siger han blandt andet til kvindeorganisationen Women Deliver’s internetside.

Tedros Adhanom Ghebreyesus blev født i 1965 i Asmara i det nuværende Eritrea, hvor han i løbet af opvæksten oplevede malariaens rædsler tæt på. I Asmara fik han en bachelorgrad i biologi, inden han blev ph.d. i lokal sundhedsfremme fra Nottingham universitet i England. Fra 2005 til 2012, hvor han var sundhedsminister i Etiopien, tog han flere initiativer til familieplanlægning, og i samme periode faldt spædbarnsdødeligheden med 23 procent. Etiopieren anerkendes desuden for at have reduceret malaria-, aids-, og tuberkulosedødeligheden drastisk og for at have indført omfattende reformer af landets sundhedssystem.

I sin tid som sundhedsminister stod han blandt andet for at uddanne omkring 40.000 kvinder inden for sundhedssektoren, han oprettede et organiseret ambulancesystem og åbnede særlige centre for reproduktiv sundhed. Senest var han udenrigsminister i Etiopien fra 2012 til 2016.

Tedros Adhanom Ghebre-yesus er dog også en omstridt figur i hjemlandet. Han var en del af en regering, der blev anklaget for snyd med valgresultatet i 2005 og for at slå hårdhændet ned på journalister og politiske modstandere. Han er desuden blevet beskyldt for at mørklægge koleraudbrud, hvilket ifølge den amerikanske avis The New York Times betød, at flere var mødt op for at demonstrere foran FN’s hovedkvarter i Genève under afstemningen.

Tedros Adhanom Ghebreyesus lovede før udnævnelsen, at han vil arbejde for, at økonomisk ulighed ikke også betyder ulighed i sundhed.

”Med min baggrund ved jeg, at man ikke kan tage det for givet at overleve barndommen. Og jeg nægter at acceptere, at folk skal dø, fordi de er fattige,” sagde han ifølge det amerikanske magasin Science Magazine.