Prøv avisen
Billedserie

Afrikas største flygtningestrøm søger mod verdens venligste grænse

Det er sjette gang, at Sokori Emmanuel krydser grænsen mellem Sydsudan og Uganda for at få så mange ejendele med som muligt. Foto: Yilmaz Polat

Uganda huser nu omkring 700.000 sydsudanere, som er flygtet fra borgerkrigen i deres eget land. På blot seks måneder er flygtningebebyggelserne i landet blevet nogle af verdens største, og flygtningene fortsætter med at komme

De kommer på bare fødder. I plastiksandaler og lædersko. Én har slidt sålerne ud af et par blå Adidas-sko med hvide tværstriber, som nu ligger støvede i det afsvedne græs ved siden af stien. Et par sidste snore, som skulle holde overlæder og såler sammen, kunne ikke mere.

De flere tusinde sydsudanere, som hver dag krydser grænsen mod syd til Uganda, kan heller ikke mere. Siden juli sidste år har regeringssoldater og oprørere igen kæmpet hårdt og blodigt mod hinanden i verdens yngste land, og omkring 450.000 sydsudanere har i løbet af de seneste måneder søgt tilflugt i det nordlige Uganda. I forvejen boede der cirka 250.000 sydsudanske flygtninge.

Sentiya Ponti-Multer gik hjemmefra klokken ni i morges med sin 10 måneder gamle søn på armen og en mindre skuldertaske som eneste bagage. Hun fulgtes med flere andre af landsbyens kvinder gennem bushen og over den udtørrede flod, Kaya, der markerer grænsen. Nu står hun sidst på eftermiddagen på markedspladsen Afoji i Uganda, nogle få kilometer fra sit hjemland. Her er ingen officiel grænsestation, men de ugandiske myndigheder har i al hast stillet tre plastikborde op, hvor de nyankomne kan blive registreret, før de bliver kørt videre i busser og på lastbiler til et egentligt modtagecenter.

”Der var så meget skyderi i går omkring vores landsby. Det var tredje gang tæt på, og der er også en kvinde, der er blevet voldtaget. Jeg turde ikke blive længere. Der var næsten heller ingen andre tilbage, og det er svært at blive, når alle andre flygter. Nu bliver jeg her så længe, der er nogen, der vil passe på mig,” siger Sentiya Ponti-Multer.

Hendes mand er taget til den sydsudanske hovedstad, Juba, for at tjene penge som vejarbejder. Han støttede hende i, at det var nødvendigt at flygte, og vil komme ned til hende, så snart hans kontrakt udløber.

”Jeg ville meget hellere lade min søn vokse op derhjemme, men vi må blive her, til der er fred igen,” siger den 24-årige kvinde.

En anden sydsudansk kvinde, Sida Florence, kender forskellen bedre end de fleste. Hun krydsede over til Uganda i september sidste år efter at have forsøgt at overleve med sine tre små døtre på den sydsudanske side af grænsen i et lille års tid. Sin egen landsby, Leikor i Kajo Keji-distriktet, havde hun forladt året før, efter at den var blevet overfaldet af regeringens soldater, og flere kvinder var blevet voldtaget.

Sida Florence var en af dem.

”Da vi hørte soldaterne, flygtede min mand. Vi troede, at de ville dræbe ham. Der kom seks soldater ind i vores hytte, hvor jeg var med vores to døtre. Da de så, at min mand var væk, overfaldt de mig og holdt mig fast i arme og ben, så jeg ikke kunne gøre noget. To af dem voldtog mig,” siger den 28-årige kvinde lavmælt, mens hun ser lige frem for sig.

På det tidspunkt var Sida Florence gravid i sjette måned med parrets tredje datter. Efter overfaldet var hun og hendes mand enige om, at de var nødt til at flygte. For at skaffe lidt penge til at overleve på kørte manden dog først til Juba på sin motorcykel – en tur på cirka 150 kilometer – for at se, om han kunne finde arbejde. En måneds tid efter var han på vej tilbage fra hovedstaden. Men Sida Florence fandt aldrig ud af, om det var lykkedes ham at tjene penge. Inden han nåede landsbyen, blev han skudt af regeringens soldater, og da liget blev bragt hjem til hende, var tegnebogen tom.

Så forlod hun landsbyen og søgte længere mod syd, hvor der stadig var roligt på det tidspunkt. Men senere bredte kampene sig også dertil, og Uganda syntes at være den eneste løsning.

”Jeg ville gerne begynde at lægge planer for fremtiden, men det har været svært at samle tankerne. Derhjemme dyrkede vi jorden, og vi havde sparet sammen til et solpanel, så vi kunne oplade telefoner og sådan noget for andre. Men lige nu kan jeg ikke forestille mig at vende tilbage,” siger den unge kvinde, som bor i flygtningebebyggelsen Bidibidi.

En rapport fra FN viste sidste år, at der alene i én af Sydsudans 10 provinser blev rapporteret 1300 voldtægter fra april til september 2015. FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, kaldte på det tidspunkt situationen i Sydsudan for ”en af de mest rædselsfulde menneskerettighedssituationer i verden, med massiv brug af voldtægt som et middel til terror og et våben i krigen”.

Siden juli 2016 er der dagligt kommet flere end 2000 flygtninge over grænsen til Uganda fra Sydsudan, og tallet steg i ugen op til den 10. februar i år til 4678 flygtninge om dagen ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Flygtningebebyggelsen Palorinya, der blev åbnet den 3. december sidste år ved provinsbyen Moyo, var planlagt til at rumme 100.000 mennesker, men blev fyldt op på blot to måneder. Midt i februar åbnede de ugandiske myndigheder og UNHCR derfor endnu en flygtningeby – Imvepi.

Ifølge UNHCR udgør de sydsudanske flygtninge nu Afrikas største flygtningegruppe og er den tredjestørste i verden efter Syrien og Afghanistan. Men den ugandiske regering har ingen planer om at lukke grænsen:

”Grænsen vil forblive åben, uanset hvor mange flygtninge der kommer. Vi kan ikke svigte flygtningene. Uganda fører en åben-grænse politik,” fastslår Titus Jogo, der er ansvarlig for administrationen af flygtningepolitikken i Adjumani-distriktet, hvor de foreløbig tre store flygtningebebyggelser ligger.

23-årige Sokori Emmanuel har været frem og tilbage over grænsen ved Afoji seks gange for at bringe familiens få ejendele med i sikkerhed. Det kan lade sig gøre for de flygtninge, der bor tæt på grænsen og har en cykel til at slæbe bagagen på. Hvis de ellers tør. Både regeringens soldater og oprørerne strejfer rundt i området.

For Sokori Emmanuel lykkedes det at slippe helskindet igennem, Det er det sidste læs, der nu bliver skubbet hjem på den ramponerede cykel i eftermiddagens stegende stråler. Brædderne til sengerammen er det vigtigste. Så er der stadig en rest af det gamle liv tilbage i den ny tilværelse.

”Vi har en søn på to år. Det er godt at have et hjem,” siger han.

Andre flygtninge kommer slæbende på levende høns, madrasser eller de uundværlige vanddunke. Nogle få motorcykler blander sig i mylderet. En af dem tilhører præsten Manson Moggi fra landsbyen Liwe. Han er ikke selv på flugt – endnu – men han hjælper sine sognebørn i den lokale pinsekirke med at bringe deres ejendele til Uganda.

”Jeg bliver i landsbyen, så længe der er andre tilbage. Jeg bliver den sidste, der flygter,” siger præsten, hvis pink solbriller og åbne smil står i kontrast til hans landsmænds trætte og indadvendte ansigter.

Som i mange andre af de sydsudanske landsbyer er det nu kun nogle få håndfulde mænd, der er tilbage ud af flere end hundrede beboere. De bliver så vidt muligt for at tage hånd om familiens kvæg og geder. Manson Moggi forsøger at holde modet oppe hos dem ved at blive sammen med dem og holde de ugentlige prædikener som altid.

”I søndags talte jeg om fred og tilgivelse. Der havde været syv drab i nærheden. Vi må fortsætte med at tro på freden,” siger han, inden han fortsætter med dagens oppakning.

Tilbage ved flodlejet ligger stadig små bunker af bagage, nogle pakket forsvarligt ind i plastik. En lille køkkenbænk, et par kufferter. En træboks med hængelås og nogle vægstykker i blik. Ejerne er ikke at se, men de flygtninge, der slidsomt passerer forbi, har heller ikke øje for andres gods. De har rigeligt med at bruge kræfter på at slæbe deres eget.

En 15-årig knægt med hvid strikhue og bare fødder, der kommer trækkende med en tungt læsset cykel, standser udmattet op ved spørgsmålet om, hvorvidt han er undervejs alene.

”Nej, min mor og far er også, men min mor har brækket benet og måtte på sygehuset. Min far er hos hende. Jeg henter vores ting,” svarer han kortfattet.

En time senere kommer han tilbage, nu cyklende med tom bagagebærer på den ujævne sti med kurs mod Sydsudan. Der er tid til et læs mere, inden solen forsvinder.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Uganda af Folkekirkens Nødhjælp i anledning af organisationens sogneindsamling den 12. marts.

Disse to drenge var heldige at slippe væk fra borgerkrigen i Sydsudan. Foto: Yilmaz Polat
Sentiya Ponti-Multer med sin søn. Foto: Yilmaz Polat
Sida Florence. Foto: Yilmaz Polat
Pastor Manson Moggi (forrest) hjælper sine sognebørn med at bringe deres ejendele til Uganda. Foto: Yilmaz Polat
En cykel er guld værd under flugten. Foto: Yilmaz Polat
Et sydsudansk ægtepar forsøger at redde et par levende høns med sig under flugten. Foto: Yilmaz Polat
700.000 sydsudanere har søgt tilflugt i Uganda. Foto: Yilmaz Polat
Enken Mary Modong (i mørkt) og hendes søn (med cykel) sammen med to andre beboere fra deres landsby. På dette tidspunkt har de været undervejs en dag. Foto: Yilmaz Polat